Appel iværksat den 17. marts 2024 af VP til prøvelse af dom afsagt af Retten (Tiende Afdeling) den 7. februar 2024 i sag T-563/22, VP mod Cedefop

(Sag C-209/24 P)

(C/2024/4570)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: VP (ved Rechtsanwalt H. Tettenborn)

Den anden part i appelsagen: Det Europæiske Center for Udvikling af Erhvervsuddannelse (Cedefop)

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—	Dommen i sag T-563/22 ophæves.

—	Der tilkendes erstatning for ikke-økonomiske skader.

—	Cedefop tilpligtes at betale samtlige sagsomkostninger.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har til støtte for appellen fremsat otte anbringender:

Første anbringende

Retten gengav de faktiske omstændigheder, der var blevet underbygget og bevist ved dokumentation i sagsakterne, urigtigt. Det kan og skal konkluderes, at der er sket en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder til skade for appellanten, uden at der kræves en revurdering af beviserne. En urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder udgør en tilsidesættelse af princippet om en retfærdig rettergang og en tilsidesættelse af princippet om upartiskhed i henhold til artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

Andet anbringende

Retten tilsidesatte forpligtelsen til af egen drift (ex officio) at undersøge kompetencen hos Cedefops klageudvalg, som angiveligt vedtog en ny afgørelse i medfør af artikel 266 TEUF. Retten konkluderede urigtigt, at klageudvalget havde vedtaget en ny afgørelse. Rettens undladelse af at undersøge den nævnte kompetence ex officio udgør en tilsidesættelse af princippet om en retfærdig rettergang i henhold til chartrets artikel 47.

Tredje anbringende

Klageudvalget har rent faktisk ikke kompetence til at vedtage en ny afgørelse som omhandlet i artikel 266 TEUF, således at selv hvis afgørelsen af 17. juni 2022 kunne anses for at udgøre en sådan afgørelse, hvilket ikke er tilfældet, ville Retten skulle annullere den.

Fjerde anbringende

Retten tilsidesatte princippet om en domstol oprettet ved lov, der er fastsat i chartrets artikel 47, ved at træffe afgørelse om spørgsmål, den ikke var blevet forelagt.

Retten tog stilling til, hvorvidt en afgørelse om ikke at forny en ansættelseskontrakt var lovlig. Dette spørgsmål var allerede blevet afgjort i T-187/18 og fik retskraft i begyndelsen af 2021, således at Retten ikke var kompetent til at træffe afgørelse om det i T-563/22.

Ydermere tilsidesatte Retten princippet om den lovlige ret ved at tiltage sig den rolle og de beføjelser, der tilkommer Den Europæiske Unions Domstol som det eneste appelorgan til prøvelse af Rettens domme.

Femte anbringende

Retten tilsidesatte artikel 266 TEUF og den dermed forbundne retspraksis ved at tage hensyn til en ukorrekt tidsperiode ved gennemgangen af de faktiske omstændigheder (»det nøjagtige tidspunkt«). En ny afgørelse i medfør af artikel 266 TEUF skal træffes på grundlag af de faktiske omstændigheder og den retlige situation på det tidspunkt, da den fejl opstod, der førte til annullationen, i dette tilfælde i 2017.

Retten bekræftede forpligtelsen til at vedtage en ny afgørelse, men tog udelukkende hensyn til faktiske omstændigheder fra årene 2021/2022, da den tog stilling til lovligheden af en fiktiv ny afgørelse.

Sjette anbringende

Retten så bort fra princippet om præklusion og tog hensyn til helt opdigtede faktiske omstændigheder, som den ikke havde nogen ret til at tage i betragtning, selv hvis de var blevet fremført i svarskriftet, hvilket ikke var tilfældet. Tilsidesættelsen af princippet om præklusion udgør en tilsidesættelse af princippet om en retfærdig rettergang i henhold til chartrets artikel 47.

Syvende anbringende

Retten gav selvmodsigende, fordrejede, mangelfulde og/eller irrelevante begrundelser for sin dom. Disse begrundelser var hverken baseret på de særlige omstændigheder i sagen eller på de faktiske omstændigheder og overbevisende argumenter, som appellanten havde fremført. En dom, der ikke opfylder minimumskvalitetskravene i henseende til begrundelse og logik, udgør en tilsidesættelse af retsstatsprincippet (artikel 2 TEU).

Ottende anbringende

Retten tilsidesatte retten til at blive hørt og følgelig retten til en retfærdig rettergang ved ikke at høre parterne. Retten baserede udelukkende sin dom på fordrejede og/eller ikke-eksisterende, opdigtede faktiske omstændigheder, som hverken er identificeret af Retten eller objektivt identificerbare, uden at give appellanten lejlighed til at kommentere disse opdigtede faktiske omstændigheder, skønt de var centrale for dommens begrundelse. Den undlod at tage hensyn til de faktiske omstændigheder, de gyldige argumenter og det overbevisende bevismateriale, som appellanten havde fremført, før Retten afsagde sin dom. Følgelig tilsidesatte Retten også retten til at blive hørt (chartrets artikel 47).