—

Det fastslås, at sagsøgerens annullationssøgsmål kan antages til realitetsbehandling, og der gives sagsøgeren medhold i følgende påstande:

—

Rådets forordning (EU) nr. 269/2014 af 17. marts 2014, som ændret den 25. februar 2023 ved gennemførelsesforordning (EU) 2023/429 (EUT 2023, L 59 I, s. 278), annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved opføres på listen over sanktionerede enheder under nr. 199.

—

Rådets afgørelse 2014/145/FUSP af 17. marts 2014, som ændret den 25. februar 2023 ved Rådets afgørelse (FUSP) 2023/432 (EUT 2023, L 59 I, s. 437), annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved opføres på listen over sanktionerede enheder under nr. 199.

—

Rådets forordning (EU) nr. 269/2014 af 17. marts 2014, som ændret den 25. februar 2022 ved forordning (EU) 2022/330 (EUT 2022, L 51, s. 1) med tilføjelse af et nyt kriterium, der gør det muligt at sanktionere »fremtrædende erhvervsfolk eller juridiske personer, enheder eller organer, der er involveret i økonomiske sektorer, der udgør en betydelig indtægtskilde for regeringen for Den Russiske Føderation […]«, annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

—

Rådets afgørelse 2014/145/FUSP af 17. marts 2014, som ændret ved Rådets afgørelse (FUSP) 2022/329 af 25. februar 2022 (EUT 2022, L 50, s. 1) med tilføjelse af et nyt kriterium, der gør det muligt at sanktionere »fremtrædende erhvervsfolk, der er involveret i økonomiske sektorer, der udgør en betydelig indtægtskilde for regeringen for Den Russiske Føderation […]«, annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

—

Opretholdelsesretsakterne annulleres, for så vidt som de vedrører sagsøgeren.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om manglende begrundelse. Rådet har ikke fremført nogen individuel, specifik og konkret begrundelse, der gør det muligt at kvalificere sagsøgeren i henhold til det kriterium, der er blevet anvendt på denne, nemlig kriteriet, der gør det muligt at sanktionere »enheder […], der er involveret i økonomiske sektorer, der udgør en betydelig indtægtskilde for regeringen for Den Russiske Føderation«.

2.

Andet anbringende om et urigtigt skøn. Sagsøgeren har gjort gældende, at begrundelsen indeholder fejlagtige påstande, og at bevismaterialet ikke godtgør faktiske omstændigheder, der begrunder en sanktion. Endvidere er der ikke ført bevis for et væsentligt bidrag til Den Russiske Føderations regerings ressourcer. Endelig har Rådet baseret sig på forældede faktiske omstændigheder.

3.

Tredje anbringende om magtfordrejning. Rådets bevisakter påviser, at det er en udenforstående fysisk person, der pålægges en sanktion gennem denne foranstaltning, og mere generelt, at foranstaltningen forfølger formålet om at sanktionere russiske aktiver i Europa og ikke sagsøgeren.

4.

Fjerde anbringende om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet som følge af en uforholdsmæssig indvirkning på tredjemand og manglende mulighed for, at sanktionen kan opfylde formålene med forordning nr. 269/2014.

5.

Femte anbringende om tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af en uforholdsmæssig indvirkning på tredjemand og manglende mulighed for, at sanktionen kan opfylde formålene med forordning nr. 269/2014.

6.

Sjette anbringende om et for vidtgående indgreb i de grundlæggende rettigheder og navnlig ejendomsretten.

7.

Syvende anbringende om muligheden for at vedtage andre, mindre indgribende foranstaltninger end de omhandlede foranstaltninger.

8.

Ottende anbringende om ulovlighedsindsigelse vedrørende kriteriet om enheder, der er tilføjet artikel 3, stk. 1, litra g), i forordning nr. 269/2014. Sagsøgeren har gjort gældende, at der ikke er en tilstrækkelig forbindelse mellem kriteriet og det forfulgte mål, og at Unionens grundlæggende principper, navnlig lighedsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling, er blevet tilsidesat.