1.1.

Skal artikel 8, stk. 4, andet punktum, i direktiv (EU) 2016/343 (1) fortolkes således, at en person, der, uden at der foreligger et tilfælde som omhandlet i stk. 2, er blevet idømt en frihedsstraf uden at være til stede under retssagen, skal underrettes om den afgørelse, hvorved den pågældende blev dømt, når denne pågribes med henblik på fuldbyrdelse af denne straf?

1.2.

Hvilket indhold har kravet »underrettes om afgørelsen« i henhold til artikel 8, stk. 4, andet punktum, i direktiv (EU) 2016/343, og kræver det, at der udleveres en kopi af denne afgørelse?

1.3.

Såfremt spørgsmål 1.1. og 1.2. besvares benægtende: Er artikel 8, stk. 4, andet punktum, i direktiv (EU) 2016/343 til hinder for, at en national ret træffer afgørelse om at sikre udlevering af en kopi af denne afgørelse?

2.1.

Er en national bestemmelse, som — i tilfælde af, at en strafferetlig anklage behandles, uden at den anklagede er til stede, og der afsiges en retsafgørelse, hvorved der sker en domfældelse, uden at betingelserne i direktivets artikel 8, stk. 2, er opfyldt — ikke fastsætter vilkårene for underretningen af den person, der er blevet dømt uden at være til stede, om den pågældendes ret til en ny retssag, hvor den pågældende er til stede, og hvis en sådan underretning navnlig ikke sker, når den person, som er blevet dømt uden at være til stede, bliver pågrebet, forenelig med artikel 8, stk. 4, andet punktum, i direktiv (EU) 2016/343?

2.2.

Er det af betydning, at den nationale bestemmelse — strafferetsplejelovens artikel 423 — fastsætter, at den person, der er blevet dømt uden at være til stede, underrettes om sin ret til en ny retssag, men først efter at denne person har indgivet en ansøgning om ophævelse af denne dom og gennemførelse af en ny retssag, hvor den pågældende er til stede, idet underretningen af den pågældende sker i form af en retsafgørelse som besvarelse på denne ansøgning?

2.3.

I benægtende fald: Er kravene i artikel 8, stk. 4, andet punktum, og artikel 10, stk. 1, i direktiv (EU) 2016/343 overholdt, hvis den domstol, som behandler en strafferetlig anklage, uden at den anklagede er til stede, og afsiger en afgørelse, hvorved der sker en domfældelse, uden er der foreligger et tilfælde som omhandlet i direktivets artikel 8, stk. 2, i sin afgørelse henviser til denne persons ret til en ny retssag eller et andet retsmiddel og forpligter de personer, der pågriber den dømte person, til at udlevere en kopi af denne afgørelse til den pågældende?

2.4.

I bekræftende fald: Er artikel 8, stk. 4, andet punktum, i direktiv (EU) 2016/343 til hinder for, at en domstol, der afsiger en afgørelse, hvorved en anklaget dømmes uden at være til stede, uden der foreligger et tilfælde som omhandlet i direktivets artikel 8, stk. 2, beslutter i sin afgørelse at henvise til denne persons ret til en ny retssag eller et andet retsmiddel som omhandlet i direktivets artikel 9 og forpligter de personer, der gennemfører pågribelsen af den dømte person, til at udlevere en kopi af denne afgørelse til den pågældende?

3.

Hvilket er det første og hvilket det sidste mulige tidspunkt, hvor retten bør afgøre, om den straffesag, der blev gennemført, uden at den anklagede var til stede, opfylder kravene i artikel 8, stk. 2, i direktiv (EU) 2016/343, og skal træffe foranstaltninger til at sikre underretningen i henhold til direktivets artikel 8, stk. 4, andet punktum?

4.

Skal der i forbindelse med den i det tredje spørgsmål nævnte afgørelse tages hensyn til anklagerens og den fraværende anklagedes forsvarers standpunkter?

5.1.

Refererer udtrykket »muligheden for at anfægte afgørelsen« i artikel 8, stk. 4, andet punktum, i direktiv (EU) 2016/343 til retten til at appellere afgørelsen til en højere instans, eller refererer det til anfægtelsen af en endelig retsafgørelse?

5.2.

Hvilket indhold bør den underretning have, som i henhold til artikel 8, stk. 4, andet punktum, i direktiv (EU) 2016/343 skal ske til en person, der er blevet dømt uden at være til stede, uden at betingelserne i stk. 2 var opfyldt, om »retten til en ny retssag eller et andet retsmiddel i overensstemmelse med artikel 9«: vedrørende retten til et sådant retsmiddel, hvis den pågældende anfægter domfældelsen, der fandt sted, uden at den pågældende var til stede, eller vedrørende retten til at indgive en sådan ansøgning, idet spørgsmålet om, hvorvidt en sådan anmodning er begrundet, skal bedømmes på et senere tidspunkt?

6.

Hvad er indholdet af udtrykket »ret til […] et andet retsmiddel, som giver mulighed for en fornyet prøvelse af sagens realitet, herunder bedømmelse af nyt bevismateriale, og som kan føre til, at den oprindelige afgørelse ændres« i artikel 9, første punktum, i direktiv (EU) 2016/343?

7.

Er en national bestemmelse — strafferetsplejelovens artikel 423, stk. 3 — som kræver, at den person, der er blevet dømt uden at være til stede, skal give personligt møde som en betingelse for, at den pågældendes anmodning om en ny retssag kan behandles og imødekommes, forenelig med artikel 8, stk. 4, og artikel 9 i direktiv (EU) 2016/343?

8.

Finder artikel 8, stk. 4, andet punktum, og artikel 9 i direktiv 2016/343 anvendelse på frikendte personer?