European flag

Tidende
Den Europæiske Unions

DA

Serie C


C/2023/7

9.10.2023

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal de première instance du Luxembourg (Belgien) den 16. juni 2023 — UN mod État belge

(Sag C-380/23, Monmorieux (1))

(C/2023/7)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Tribunal de première instance du Luxembourg

Parter i hovedsagen

Sagsøger: UN

Sagsøgt: État belge, ved Ministre des Finances

Præjudicielle spørgsmål

1)

Er artikel 24 i overenskomsten mellem Frankrig og Belgien til undgåelse af dobbeltbeskatning og til fastsættelse af bestemmelser om gensidig administrativ og juridisk bistand for så vidt angår indkomstskatter, undertegnet i Bruxelles den 10. marts 1964, godkendt ved lov af 14. april 1965, fortolkes således, at en belgisk statsborger, der hævder at være skattemæssigt hjemmehørende i Frankrig, hvilket imidlertid bestrides af de belgiske skattemyndigheder, og som en retsbevarende foranstaltning har anmodet om anvendelse af en forligsprocedure med henblik på at få tilbagebetalt den skat, der er betalt i Frankrig, af de belgiske og de franske skattemyndigheder får betinget retten til tilbagebetaling af denne skat af, at vedkommende ubetinget frafalder den retssag, som den pågældende har anlagt ved de belgiske domstole med henblik på principalt at anfægte den beskatning ex officio, som denne person er blevet underlagt i Belgien, i strid med artikel 19 i traktaten om Den Europæiske Union, artikel 45 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, sammenholdt med proportionalitetsprincippet, for så vidt som vedkommende definitivt mister retten til tilbagebetaling af den franske skat, såfremt den principale anfægtelse af skattepligten i Belgien ved de belgiske domstole opretholdes?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, forholder det sig da på samme måde, hvis den pågældende — for at kunne få tilbagebetalt den skat, der er betalt i Frankrig — ved at frafalde sit søgsmål til anfægtelse af beskatningen i Belgien ligeledes fortaber retten til en effektiv domstolsprøvelse af de administrative sanktioner, der har karakter af straf, og som kvalificeres som strafferetlige sanktioner i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, ved hvilke skatten forhøjes, og derved mister retten til en prøvelse af sanktionens forholdsmæssighed og til at anmode om udsættelse, som er betingelser for individuel strafudmåling, som såvel Cour constitutionnelle (forfatningsdomstol) som Cour de cassation (kassationsdomstol) har anerkendt?

3)

Såfremt de to første spørgsmål besvares benægtende, forholder det sig da på samme måde, når der findes en fast administrativ praksis, hvorefter den pågældende får afslag på aktindsigt i akter og dokumenter vedrørende en forligsprocedure mellem de to kontraherende stater, hvilket afslag gentagne gange af kommissionen for aktindsigt i administrative dokumenter og Conseil d’État (appeldomstol i forvaltningsretlige sager, Belgien) er blevet anset for at være i strid med forfatningens artikel 32 og med artikel 4 og 6 i lov af 11. april 1994 om myndighedernes offentlighed?


(1)  Den foreliggende sags navn er et vedtaget navn. Det svarer ikke til et navn på en part i sagen.


ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2023/7/oj

ISSN 1977-0871 (electronic edition)