3.7.2023   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 235/21


Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Ekonomisko lietu tiesa (Letland) den 19. april 2023 — Straffesag mod A, B, C, D, F, E, G, SIA »AVVA« og SIA »Liftu alianse«

(Sag C-255/23, AVVA m.fl.)

(2023/C 235/26)

Processprog: lettisk

Den forelæggende ret

Ekonomisko lietu tiesa

Tiltalte i straffesagen

A, B, C, D, F, E, G, SIA »AVVA« og SIA »Liftu alianse«

Præjudicielle spørgsmål

1)

Tillader artikel 1, stk. 1, artikel 6, stk. 1, litra a), og artikel 24, stk. 1, andet afsnit, i direktiv 2014/41 (1) en medlemsstats lovgivning, hvorefter en person, som har bopæl i en anden medlemsstat, uden udstedelse af en europæisk efterforskningskendelse kan deltage via videokonference i afviklingen af en retssag i dennes egenskab af tiltalt, såfremt der i denne fase af sagens behandling ikke finder nogen afhøring af den tiltalte sted, dvs. at der ikke foretages nogen indsamling af beviser, forudsat at den person, som leder retsforhandlingerne i den medlemsstat, hvor sagen verserer, ved hjælp af tekniske midler har mulighed for at fastslå identiteten på den person, som befinder sig i den anden medlemsstat, og at den pågældende persons ret til forsvar og tolkebistand er sikret?

2)

Såfremt det første præjudicielle spørgsmål besvares bekræftende, kan et samtykke fra en person, som skal afhøres, da udgøre et kriterium eller en forudgående uafhængig eller supplerende betingelse for, at den person, som skal afhøres, kan deltage via videokonference i forbindelse med afviklingen af en retssag, hvor der ikke foretages nogen indsamling af beviser, såfremt den person, som leder retsforhandlingerne i den medlemsstat, hvor sagen verserer, ved hjælp af tekniske midler har mulighed for at fastslå identiteten på den person, som befinder sig i den anden medlemsstat, og den pågældende persons ret til forsvar og tolkebistand er sikret?


(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/41/EU af 3.4.2014 om den europæiske efterforskningskendelse i straffesager (EUT 2014, L 130, s. 1).