30.5.2023   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 189/8


Appel iværksat den 1. februar 2023 af Validity Foundation — Mental Disability Advocacy Centre til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 22. november 2022 i sag T-640/20, Validity mod Kommissionen

(Sag C-51/23 P)

(2023/C 189/12)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Validity Foundation — Mental Disability Advocacy Centre (ved advocaat B. Van Vooren og abogada M.R. Oyarzabal Arigita)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Appellen antages til realitetsbehandling og tages til følge.

Rettens kendelse af 22. november 2022 i sag T-640/20, Validity mod Kommissionen, ophæves.

Kommissionens afgørelse C (2020) 5540 final af 6. august 2020 og afgørelse C (2021) 2834 final af 19. april 2021 annulleres.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale appellantens omkostninger.

Subsidiært hjemvises sagen til Retten med henblik på, at denne træffer afgørelse vedrørende realiteten, og afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.

Anbringender og væsentligste argumenter

Med det første anbringende har appellanten kritiseret Rettens konklusioner, hvorefter der ikke består nogen risiko for, at Kommissionen i fremtiden vil tilsidesætte artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 1049/2001 (»forordningen om aktindsigt«), eftersom:

i.

anbringendet om »klima med gensidig tillid« ikke udgør en generel formodning for fortrolighed, og

ii.

der ikke er nogen risiko for, at Kommissionen i forbindelse med fremtidige begæringer om aktindsigt igen vil lægge en svag begrundelse som »klima med gensidig tillid« til grund.

Med det andet anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, da den konkluderede, at der ikke bestod nogen risiko for en gentagelse af tilsidesættelserne af princippet om gennemsigtighed, princippet om god forvaltningsskik samt af proceduremæssige tilsidesættelser af forordningen om aktindsigt, som der var tale om i den procedure, der førte til den foreliggende sag.