—

Afgørelse truffet af Den Fælles Afviklingsinstans den 15. december 2021 om fastsættelse af Landesbank Baden-Württembergs ex ante-bidrag til Den Fælles Afviklingsfond for 2017 (SRB/ES/2021/22), herunder bilagene hertil, annulleres.

—

Den Fælles Afviklingsinstans tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Det fastslås, at den anfægtede afgørelse er retligt ikke-eksisterende.

—

Den Fælles Afviklingsinstans tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende: Afgørelsen tilsidesætter artikel 81, stk. 1, i forordning (EU) nr. 806/2014 (1), sammenholdt med artikel 3 i Rådets forordning nr. 1 af 15. april 1958 (2), og det generelle ligebehandlingsprincip, idet den ikke er affattet på tysk, hvilket er det officielle sprog, der skal anvendes over for sagsøgeren, og idet den afviger fra det sprog, som er blevet anvendt i afgørelser over for andre tyske institutter.

2.

Andet anbringende: Afgørelsen tilsidesætter begrundelsespligten i henhold til artikel 296, stk. 2, TEUF og artikel 41, stk. 1, og artikel 41, stk. 2, litra c), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), idet der er adskillige begrundelsesmangler, navnlig i forbindelse med sagsøgtes anvendelse af flere skønsbeføjelser tillagt ved lov, og idet den er uforståelig og uigennemsigtig.

3.

Tredje anbringende: Afgørelsen tilsidesætter den grundlæggende ret til effektiv retsbeskyttelse i henhold til chartrets artikel 47, stk. 1, eftersom en domstolsprøvelse af afgørelsen er praktisk umulig, således at sagsøgerens ret til effektiv retsbeskyttelse bringes i fare.

4.

Fjerde anbringende: Artikel 7, stk. 4, andet punktum, i delegeret forordning (EU) 2015/63 (3) strider mod trinhøjere retsregler, for så vidt som den tillader en objektivt uhensigtsmæssig og uforholdsmæssig differentiering mellem medlemmerne af en institutsikringsordning (IPS) samt en relativering af IPS-indikatoren.

5.

Femte anbringende: Afgørelsen tilsidesætter bl.a. artikel 113, stk. 7, i forordning (EU) nr. 575/2013 (4) og princippet om en beregning af bidraget, der tager passende hensyn til risikoen, idet afgørelsen på sagsøgeren anvender en multiplikator på 5/9 for IPS-indikatoren. En differentiering mellem institutterne for så vidt angår IPS-indikatoren er som følge af den omfattende beskyttelsesvirkning af en IPS i strid med ordningen og vilkårlig.

6.

Sjette anbringende: Artikel 6, 7 og 9 i den delegerede forordning og bilag I hertil strider mod trinhøjere retsregler, bl.a. idet de tilsidesætter princippet om en beregning af bidraget, der tager passende hensyn til risikoen, proportionalitetsprincippet og princippet om en fuldstændig hensyntagen til de faktiske omstændigheder.

7.

Syvende anbringende: Afgørelsen tilsidesætter sagsøgerens frihed til at oprette og drive egen virksomhed i henhold til chartrets artikel 16 samt proportionalitetsprincippet, idet de risikojusteringsmultiplikatorer, der er blevet lagt til grund, ikke er i overensstemmelse med sagsøgerens gode risikoprofil, som er bedre end gennemsnittet.

8.

Ottende anbringende: Afgørelsen tilsidesætter chartrets artikel 16 og 20 samt proportionalitetsprincippet og retten til god forvaltning, idet der er sket åbenbare fejl ved sagsøgtes udøvelse af adskillige skønsbeføjelser.

9.

Niende anbringende: Artikel 20, stk. 1, første punktum, og artikel 20, stk. 2, i den delegerede forordning strider mod artikel 103, stk. 7, i direktiv 2014/59/EU (5) og mod princippet om en beregning af bidraget, der tager passende hensyn til risikoen.