30.5.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 213/17


Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Juzgado de Primera Instancia no 20 de Barcelona (Spanien) den 6. august 2021 — F C C og M A B mod Caixabank S.A. tidligere Bankia S.A.

(Sag C-484/21)

(2022/C 213/21)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Juzgado de Primera Instancia no 20 de Barcelona

Parter i hovedsagen

Sagsøger: F C C og M A B

Sagsøgt: Caixabank S.A. tidligere Bankia S.A.

Præjudicielle spørgsmål

1)

Er det foreneligt med artikel 38 [i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder], med EU-rettens effektivitetsprincip og med artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13 (1), at forældelsesfristen for et søgsmål med påstand om erstatning for de økonomiske konsekvenser af en urimelig klausul som f.eks. en omkostningsklausul, begynder at løbe før det tidspunkt, hvor den pågældende klausul er blevet erklæret ugyldig, fordi den er urimelig?

2)

Er det foreneligt med artikel 38 [i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder], med EU-rettens effektivitetsprincip og med artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13 at fastsætte begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen for en urimelig klausul til den dato, hvor en ret med kompetence til at fastlægge retspraksis fastslår, at en bestemt klausul er urimelig, uanset om den konkrete forbruger har eller ikke har kendskab til den pågældende dom?

3)

Er det foreneligt med artikel 38 [i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder], med EU-rettens effektivitetsprincip og med artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13 at fastslå, at forældelsesfristen i forbindelse med en aftale, der har en lang løbetid, for at kræve tilbagebetaling af omkostninger, der er betalt for at oprette pant i fast ejendom, begynder at løbe på tidspunktet for betalingen, i betragtning af, at den urimelige klausul har udtømt sine virkninger på dette tidspunkt, og der ikke er risiko for, at klausulen atter finder anvendelse?


(1)  Rådets direktiv 93/13/EØF af 5.4.1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT 1993, L 95, s. 29).