52005PC0038

Forslag til Rådets direktiv om ændring af bilag IV til direktiv 2000/29/EØF om foranstaltninger mod indslæbning i Fællesskabet af skadegørere på planter eller planteprodukter og mod deres spredning inden for Fællesskabet /* KOM/2005/0038 endelig udg. */


Bruxelles, den 07.02.2005

KOM(2005) 38 endelig

Forslag til

RÅDETS DIREKTIV

om ændring af bilag IV til direktiv 2000/29/EØF om foranstaltninger mod indslæbning i Fællesskabet af skadegørere på planter eller planteprodukter og mod deres spredning inden for Fællesskabet

(forelagt af Kommissionen)

BEGRUNDELSE

Rådets direktiv 2000/29/EF, som ændret navnlig ved Kommissionens direktiv 2004/102/EF, indeholder nye krav til import af træprodukter til EU fra den 1. marts 2005 og derefter.

Foranstaltningerne vedrørende emballeringsmateriale og stuvholt bringer Fællesskabets foranstaltninger i overensstemmelse med FAO's International Standard for Phytosanitary Measures (ISPM) nr. 15 om "Guidelines for regulating wood packaging material in international trade", som blev vedtaget i marts 2002. Ifølge denne standard skal træemballeringsmateriale undergå varmebehandling eller gasning og forsynes med et mærke. Standarden foreskriver også, at lande kan kræve, at materialet skal være fremstillet af afbarket rundtræ, hvis der foreligger en teknisk begrundelse herfor.

Da medlemsstaternes eksperter har vurderet, at der foreligger en sådan begrundelse, er dette fakultative krav nu medtaget i direktiv 2000/29/EF (via ændringsdirektiv 2004/102/EF).

I mellemtiden har en række tredjelande, navnlig USA, henvendt sig til Kommissionen og sat spørgsmålstegn ved denne tekniske begrundelse. Kommissionen finder det hensigtsmæssigt at udsætte foranstaltningerne vedrørende afbarkning i 12 måneder for at åbne mulighed for yderligere debat og specifik forskning.

På mødet den 21. januar 2005 afgav Den Stående Komité for Plantesundhed ingen udtalelse om et udkast til Kommissionens direktiv, som ville ændre direktiv 2000/29/EF og navnlig udsætte gennemførelsen af foranstaltningerne vedrørende emballeringsmateriale og stuvholt fra den 1. marts 2005 til den 1. marts 2006: 94 stemte for (BE, EE, EL, CY, LT, LU, NL, PL, SI, FI), 215 stemte imod ( DK, DE, ES, FR, IE, IT, LV, HU, MT, AT, PT, SK, SE, UK) og 12 stemte ikke (CZ). Alle medlemsstater, der stemte imod, forklarede, at der foreligger tilstrækkelig teknisk begrundelse for at opretholde de eksisterende bestemmelser. Tjekkiet undlod af juridiske årsager at stemme, fordi det ville være umuligt for Tjekkiet at gennemføre en udsættelse i tide.

Efter proceduren i artikel 18 i direktiv 2000/29/EF forelægger Kommissionen omgående Rådet vedlagte forslag til Rådets direktiv og underretter Europa-Parlamentet.

Forslaget til Rådets direktiv har ingen finansielle virkninger for Fællesskabet.

Forslag til

RÅDETS DIREKTIV

om ændring af bilag IV til direktiv 2000/29/EØF om foranstaltninger mod indslæbning i Fællesskabet af skadegørere på planter eller planteprodukter og mod deres spredning inden for Fællesskabet

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets direktiv 2000/29/EF af 8. maj 2000 om foranstaltninger mod indslæbning i Fællesskabet af skadegørere på planter eller planteprodukter og mod deres spredning inden for Fællesskabet[1], særlig artikel 14, stk. 2, litra d),

under henvisning til forslag fra Kommissionen,[2] og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Direktiv 2004/102/EF ændrer bilag II, III, IV og V til Rådets direktiv 2000/29/EF om foranstaltninger mod indslæbning i Fællesskabet af skadegørere på planter eller planteprodukter og mod deres spredning inden for Fællesskabet, og skal gennemføres af medlemsstaterne senest den 1. marts 2005.

(2) Direktiv 2004/102/EF indeholder bestemmelser om træ og træprodukter. Foranstaltningerne vedrørende paller, kasser og stuvholt bringer Fællesskabets foranstaltninger i overensstemmelse med FAO's International Standard for Phytosanitary Measures (ISPM) nr. 15 om "Guidelines for regulating wood packaging material in international trade", som blev vedtaget i marts 2002 af "Fourth Interim Commission on Phytosanitary Measures" (ICPM).

(3) I standard nr. 15 fastsættes det, at træemballeringsmateriale (herunder stuvholt), der er fremstillet af råtræ af nåletræer eller ikke-nåletræer, bør underkastes godkendte foranstaltninger som f.eks. varmebehandling (56° C i mindst 30 minutter) eller gasning med methylbromid. Endvidere bør træet mærkes med et særligt mærke, der attesterer, at træet har været underkastet en godkendt foranstaltning.

(4) Standarden foreskriver også, at lande kan kræve, at importeret træemballeringsmateriale, der er underkastet en godkendt foranstaltning, skal være fremstillet af afbarket træ og forsynes med et mærke, hvis der foreligger en "teknisk begrundelse" herfor.

(5) Tredjelande har anmodet Fællesskabet om at overveje alternative metoder til opnåelse af samme mål. Derfor forskes der i øjeblikket i de tekniske aspekter af afbarkning af træ, navnlig hvor effektivt afbarkning kombineret med andre behandlingsforanstaltninger formindsker skadegørerrisikoen.

(6) Indtil resultatet af denne forskning foreligger, er det hensigtsmæssigt at udsætte anvendelsen af kravet om afbarkning.

(7) Direktiv 2000/29/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(8) Den Stående Komité for Plantesundhed har ikke afgivet en udtalelse inden for den frist, der var fastsat af dens formand -

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

I direktiv 2000/29/EF foretages følgende ændringer:

1. I bilag IV, del A, kapitel I, punkt 2, indsættes følgende i slutningen af højre kolonne:

"Første led, hvori det fastsættes, at træemballeringsmateriale skal være fremstillet af afbarket træ, finder først anvendelse fra den 1. marts 2006."

2. I bilag IV, del A, kapitel I, punkt 8, indsættes følgende i slutningen af højre kolonne:

"Første linje i litra a), hvori det fastsættes, at træemballeringsmateriale skal være fremstillet af afbarket rundtræ, finder først anvendelse fra den 1. marts 2006."

Artikel 2

1. Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den 28. februar 2005 de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv. De tilsender straks Kommissionen disse bestemmelser med en sammenligningstabel, som viser sammenhængen mellem de pågældende bestemmelser og dette direktiv.

De anvender disse bestemmelser fra den 1. marts 2005.

Bestemmelserne skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen de vigtigste nationale bestemmelser, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 3

Dette direktiv træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 4

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den .

På Rådets vegne

Formand

[1] EFT L 169 af 10.7.2000, s. 1. Senest ændret ved Kommissionens direktiv 2004/102/EF (EUT L 309 af 6.10.2004, s. 9).

[2] EFT C […] af […], s. […9