Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet i henhold til EF-traktatens artikel 251, stk. 2, andet afsnit vedrørende Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevareautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed /* SEK/2001/1406 endelig udg. - COD 2000/0286 */
MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET i henhold til EF-traktatens artikel 251, stk. 2, andet afsnit vedrørende Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevareautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed 1. Sagsforløb - Kommissionens vedtagelse af forslaget: 8. november 2000 [1] [1] KOM(2000) 716 endelig af 8.11.2000. - Udtalelse afgivet af Det Økonomiske og Sociale Udvalg: 28. marts 2001 [2] [2] EFT C 155 af 29.5.2001, s. 32. - Udtalelse afgivet af Regionsudvalget: 14. juni 2001 [3] [3] CDR/2001/64/ - Europa-Parlamentets udtalelse ved førstebehandlingen: 12. juni 2001 [4] [4] A5-0198/2001 endelig af 12.6.2001. - Dato for opnåelse af politisk enighed i Rådet: 28. juni 2001 (enstemmigt uden Kommissionen) - Ændret forslag fremsendt: 8 august 2001 - Vedtagelse af den fælles holdning: 17.9.2001 2. Formålet med Kommissionens forslag Den 8. november 2000 vedtog Kommissionen et forslag til en forordning om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevareautoritet og om procedurer vedrørende forhold, der har en direkte eller indirekte indvirkning på fødevare- og fodersikkerheden. I forslaget er der udarbejdet en overordnet og integreret strategi for en regulering af fødevareforsyningskæden. Den uafhængige Fødevareautoritet spiller en central rolle i forbindelse med gennemførelsen af denne nye strategi. Meddelelsen har til formål at informere Europa-Parlamentet om Kommissionens holdning til Rådets fælles holdning. Den fælles holdning blev vedtaget den 17.9.2001 Kommissionens ændrede forslag efter førstebehandlingen i Europa-Parlamentet den 12. juni 2001 blev fremlagt den 8 august 2001. 3. Kommissionens bemærkninger til den fælles holdning 3.1. Generelle bemærkninger Kommissionen har med tilfredshed bemærket, at Rådets fælles holdning i det store og hele indholdsmæssigt svarer til Kommissionens forslag og er i overensstemmelse med ånden i forslaget. Næsten alle de ændringer, som Rådet har vedtaget, er i overensstemmelse med forslagets grundlæggende målsætninger og er blevet godkendt af Kommissionen. Nogle af ændringerne er imidlertid ikke i tråd med Kommissionens holdning. Således er den artikel i den fælles holdning, som henviser til Fødevareautoritetens bestyrelse, væsensforskellig fra Kommissionens forslag. 3.2. Bemærkninger vedrørende de ændringer, som Parlamentet foreslog ved førstebehandlingen, som Kommissionen har accepteret og som er indarbejdet i den fælles holdning Ud af de 189 ændringsforslag, som Parlamentet vedtog ved førstebehandlingen, kunne Kommissionen acceptere omkring 100. Rådet har indarbejdet mange af disse i den fælles holdning. Kommissionen glæder sig over, at mange af de ændringsforslag, som Europa-Parlamentet har foreslået, og som Kommissionen har accepteret, er medtaget i den fælles holdning. Betragtninger Flere af de ændringsforslag, der vedrører betragtningerne, er indføjet i den fælles holdning, da de er i overensstemmelse med forslagets overordnede målsætning. Det gælder således den yderligere præcisering, der er sket med hensyn til forordningens anvendelse på forskellige dele af fødevarekæden. Endvidere er betragtningen om, hvilke forhold det vil være berettiget at tage hensyn til, når der træffes beslutninger om risikostyring, blevet præciseret. Visse af de ændringsforslag, der er fremsat i forbindelse med de enkelte artikler, er blevet placeret i betragtningerne, fordi de uddyber og begrunder forslaget. Det gælder for eksempel den henvisning til fiskefarme, der er indarbejdet i forbindelse med foderstofvirksomheder, som gør det lettere at forstå, hvad der menes med udtrykket "producent, som producerer" i definitionen i artikel 3, nr. 5. Tilsvarende er ændringsforslagene vedrørende Fødevareautoritetens opgaver med hensyn til nye risici og forbindelsen mellem udveksling af oplysninger og samarbejde, som kan mindske meningsforskelle, blevet indarbejdet i betragtningerne for at skabe større klarhed og give en bedre begrundelse. Kapitel I og II Kommissionen glæder sig over, at den fælles holdning i relation til definitionerne og den generelle fødevarelovgivning medtager mange af de ændringer, som Europa-Parlamentet har foreslået, og som Kommissionen har accepteret. Det gælder navnlig: Ændringsforslagene vedrørende definitionerne er blevet indarbejdet, således at definitionerne af fødevarelovgivning, markedsføring, foderstofvirksomhed og primærproduktion er blevet klarere. Navnlig er der med indarbejdelsen af en række ændringer i definitionen af produktions-, tilvirknings- og distributionsled sket en præcisering af anvendelsesområdet for kapitel II. Ændringsforslaget vedrørende forbuddet mod at markedsføre farlige fødevarer, selv om det ikke placeres i den artikel, som Parlamentet havde foreslået, men i artiklen vedrørende krav til fødevaresikkerheden. Bestemmelsen om, at farlige fødevarer og foderstoffer ikke bør eksporteres, er blevet indarbejdet i den fælles holdning. En klarere formulering af flere artikler med hensyn til bestemmelsernes anvendelse på foder. En præcisering med hensyn til åbenhed og høring af offentligheden. Muligheden for at de kompetente myndigheder kan træffe kontrolforanstaltninger, hvis der på trods af overensstemmlese med kravene i den relevante fødevarelovgivning er grund til at mistænke fødevaren eller foderstoffet for at være farlig(t). Kapitel III Kommissionen glæder sig over, at den fælles holdning i relation til Den Europæiske Fødevareautoritet medtager mange af de ændringer, som Europa-Parlamentet har foreslået, og som Kommissionen har accepteret. Det gælder navnlig: Præciseringen af, at Autoriteten først og fremmest skal beskæftige sig med fødevaresikkerhed. Kommissionens ansvar for fortsat forvaltning af det hurtige varslingssystem. Udnævnelsen af den administrerende direktør under anvendelse af en åben og gennemskuelig procedure. Styrkelsen af kontakten og dialogen mellem den adminstrerende direktør og Europa-Parlamentet. Det rådgivende forums rolle som formidler ved udveksling af oplysninger og som videnpulje og præciseringen af dets rådgivende funktion i forbindelse med udarbejdelsen af Autoritetens arbejdsprogram. Den øgede åbenhed omkring det rådgivende forum, ved at der skabes mulighed for at indbyde repræsentanter for Europa-Parlamentet og andre relevante organer. Styrkelsen af åbenheden omkring den videnskabelige komité og panelerne, ved at der skabes mulighed for at invitere observatører og arrangere offentlige høringer. Med hensyn til den øgede åbenhed, indføjelsen af kravet om, at Autoriteten skal offentliggøre følgende: Autoritetens interne regler, arbejdsprogrammer, det rådgivende forums interne procedurer, fortegnelsen over de kompetente myndigheder, der kan bistå Autoriteten, dagsordener og protokoller for møderne i den videnskabelige komité og i panelerne samt de oplysninger, som danner grundlag for ekspertudtalelserne. Hertil kommer, at offentliggørelsen i mange tilfælde skal ske meget hurtigt (straks/umiddelbart efter). Kravet om uafhængighed er udvidet til den administrerende direktør (navnlig interesseerklæringer). Præciseringen af, at Autoritetens finansforordninger skal være i overensstemmelse med kravene i forbindelse med Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig. Mere præcise procedurer i forbindelse med vedtagelsen af Autoritetens budget, og Europa-Parlamentets meddelelse af decharge til den administrerende direktør sker nu efter henstilling fra Rådet. Præciseringen af, i hvilket omfang de lande, der har indgået en aftale med Fællesskabet, hvorved de har vedtaget, at fællesskabslovgivningen skal finde anvendelse på det område, der er omfattet af denne forordning, skal kunne deltage i Autoriteten. Kapitel IV og V Kommissionen glæder sig over, at den fælles holdning i relation til det hurtige varslingssystem, krisestyring, kriseprocedurer og afsluttende bestemmelser medtager mange af de ændringer, som Europa-Parlamentet har foreslået, og som Kommissionen har accepteret. Det gælder navnlig: En klarere forbindelse mellem reglerne om tavshedspligt i forbindelse med det hurtige varslingssystem og informationsprincippet i kapitel II. Udvidelsen af kriseproceduren til foder. En regelmæssig ekstern evaluering af Autoritetens indflydelse hvert sjette år. I evalueringen tages der hensyn til de berørte parters synspunkter, og resultatet sendes til Rådet og Europa-Parlamentet. 3.3. Bemærkninger vedrørende de ændringer, som Parlamentet foreslog ved førstebehandlingen, som Kommissionen har accepteret, og som ikke er indarbejdet i den fælles holdning Følgende ændringsforslag er accepteret af Kommissionen, men er ikke indarbejdet i den fælles holdning: - Betragtning 19 vedrørende ændringsforslag 8 om forsigtighedsprincippet. Kommissionen er af den opfattelse, at essencen af dette ændringsforslag, hvorefter forsigtighedsprincippet bør anvendes uden forskelsbehandling, bør indarbejdes i denne betragtning. - Ændringsforslag 10, 70 og 75, hvorefter lederne af fødevare- og foderstofvirksomheder ikke må forhindre eller afholde nogen fra at samarbejde med de kompetente myndigheder, hvis dette kan forebygge, reducere eller eliminere en sundhedsrisiko. Kommissionen er af den opfattelse, at disse ændringsforslag dels bør fremgå af en betragtning og dels indarbejdes i henholdsvis artikel 18, stk. 3 og artikel 19, stk. 3. Enkelte dele af ændringsforslagene går imidlertid ud over anvendelsesområdet for denne forordning. Kommissionen kan derfor kun acceptere, at lederen af en fødevare- eller foderstofvirksomhed ikke bør forhindre nogen i eller opfordre nogen til at undlade at samarbejde med de kompetente myndigheder, hvis dette kan forebygge, mindske eller eliminere en sundhedsrisiko. - Det følger af ændringsforslag 132, at forbrugere og andre interesseorganisationer klart skal kunne samarbejde med Autoriteten. Kommissionen er af den opfattelse, at dette ændringsforslag er i overensstemmelse med artikel 33, stk. 5, hvorefter der skal være et tæt samarbejde mellem Autoriteten og alle organer, der arbejder med dataindsamling. Ændringsforslaget bør derfor indarbejdes i den tilsvarende betragtning 50. - I ændringsforslag 96 understreges kravet om, at der i Autoritetens kommunikation om ernæring tages hensyn til de forskellige ernæringsvaner inden for EU. Dette ændringsforslag er i overensstemmelse med artikel 40, stk. 4, og bør derfor indarbejdes i den tilsvarende betragtning 56. - Ændringsforslag 92 blev i princippet accepteret, forudsat at det omformuleres for at gøre det klart, at Autoriteten, der er ansvarlig for risikovurderingen, ikke vil blive inddraget i risikostyringsaktiviteter. Dette forhold er også af stor vigtighed for Rådet. Kommissionen er derfor af den opfattelse, at ændringsforslaget bør indarbejdes i forslaget, men Autoriteten skal kun bistå den ansvarlige for risikostyringen med en fortolkning og vurdering af ekspertudtalelserne, når Kommissionen har anmodet herom. - Ændringsforslag 106 blev i princippet accepteret af Kommissionen. Det giver mulighed for, at formanden for den videnskabelige komité kan deltage i bestyrelsens møder. Kommissionen finder, at dette ændringsforslag bør indarbejdes, da det skaber et nyttigt kommunikationsled mellem den videnskabelige komité og panelerne på den ene side og bestyrelsen på den anden side. Det er imidlertid også vigtigt, at der ikke skabes uklarhed om bestyrelsens rolle som administrator, og den uafhængige videnskabelige rolle som den videnskabelige komité og panelerne har. Formanden for den videnskabelige komité kan derfor deltage, når bestyrelsen har inviteret denne til at deltage. - Skønt hovedparten af ændringsforslag 107 er medtaget i Rådets fælles holdning, har Rådet ikke accepteret den del af ændringsforslaget, der vedrører høringen af kandidaterne i Europa-Parlamentet forud for bestyrelsens endelige udnævnelse af den administrerende direktør. Kommissionen er af den opfattelse, at en høring - ikke af alle kandidater, men af den kandidat, som bestyrelsen har udvalgt - inden dennes endelige udnævnelse som administrerende direktør, ikke vil forsinke udnævnelsesproceduren i væsentlig grad og vil øge offentlighedens tillid til Autoriteten. - Ændringsforslag 113, der i princippet/delvis blev accepteret af Kommissionen, er ikke medtaget i Rådets fælles holdning. Princippet om, at det rådgivende forum mødes regelmæssigt efter indkaldelse fra formanden eller efter anmodning fra mindst en tredjedel af dets medlemmer, bør indarbejdes i forslaget, fordi det er i overensstemmelse med den mere fremtrædende rolle for det rådgivende forum, som Rådet, Kommissionen og Europa-Parlamentet er blevet enige om. - Der skal i overensstemmelse med ændringsforslag 188 tages hensyn til mange praktiske overvejelser for at sikre, at Autoriteten kommer til at arbejde optimalt, omkostningseffektivt og i et tæt samarbejde med Kommissionen og de kompetente organer i medlemsstaterne. Det er vigtigt at understrege, at Kommissionen er af den opfattelse, at mange af de ændringsforslag, som Kommissionen har accepteret, ikke kræver, at de udtrykkeligt bliver indføjet i forslaget, da de allerede er indeholdt heri. Det gælder: Ændringsforslag 2, der vedrører krav, som finder anvendelse for fødevarer og foder fra tredjelande på samme måde som for fødevarer og foder fra Fællesskabet, er allerede indeholdt i betragtning 8. Samme betragtning omfatter allerede til dels ændringsforslag 27 og 47, skønt foder og importerede fødevarer særlig fremhæves i den nye definition af "produktions-, tilvirknings- og distributionsled" i artikel 3, nr. 16. Ændringsforslag 5, der fremhæver behovet for at dække hele fødevarekæden og rå- og hjælpestoffer, der anvendes i landbrugsproduktionen, er allerede omfattet af betragtning 11 og 12. Den del af ændringsforslag 5, der vedrører restauranter eller kantiner, kunne ikke accepteres af Kommissionen og Rådet. Princippet i ændringsforslag 84 er allerede indeholdt i artikel 5, stk. 3 om internationale forpligtelser. Ændringsforslag 90 indeholder et krav om, at der i forbindelse med fællesskabsinstitutionerne tilføjes en udtrykkelig henvisning til Europa-Parlamentet. Da Europa-Parlamentet er en fællesskabsinstitution, er denne tilføjelse til artikel 23, litra a) imidlertid unødvendig. Det fremgår endvidere klart af artikel 29 (ekspertudtalelser), at Europa-Parlamentet kan anmode Autoriteten om behandle et videnskabeligt spørgsmål. Formålet med ændringsforslag 126 var at sikre, at indsamlingen af data vedrørende biologiske risici var fokuseret på fødevaresikkerhed. Det blev i princippet accepteret af Kommissionen ud fra synspunktet om, at alle biologiske risici, der kan have en direkte eller indirekte indvirkning på fødevareproduktionskæden, skulle være omfattet. Dette ændringsforslag anses omfattet af en ny sætning i artikel 22, stk. 2, der præciserer Autoritetens opgaver vedrørende dataindsamling: "Autoriteten indsamler og analyserer data, således at der kan foretages en karakterisering og overvågning af risici, som har direkte eller indirekte indflydelse på fødevare- eller fodersikkerheden". Ændringsforslag 149 og 150 vedrørende offentliggørelsen af konklusionerne af ekspertudtalelser, som i princippet kan accepteres, er omfattet af artikel 38 om åbenhed, idet ekspertudtalelserne fra den videnskabelige komité og ekspertpanelerne og dermed konklusionerne i disse udtalelser offentliggøres umiddelbart efter deres vedtagelse. Hertil kommer, at konklusionerne i ekspertudtalelserne om de påregnede sundhedsmæssige virkninger under ingen omstændigheder må tilbageholdes som fortrolige i henhold til artikel 39. Ændringsforslag 150 blev kun accepteret af Kommissionen for så vidt angår den del, der vedrører offentliggørelse af alle ekspertudtalelser, men ikke for så vidt angår den del, hvori det foreslås, at henstillinger til de ansvarlige beslutningstagere i risikostyringsprocessen bør indgå som en del af ekspertudtalelserne. 3.4. Punkter, hvor den fælles holdning er i overensstemmelse med Kommissionens forslag Den fælles holdning er i overensstemmelse med Kommissionens forslag. Kommissionen tager behørigt hensyn til visse ændringer, som Rådet har foretaget for at skabe klarhed, eller som er af informativ karakter. Kapitel I og II Den generelle fødevarelovgivning: Kapitel I og II i det oprindelige forslag er stort set uændret, selv om der er sket en betydelig omorganisering af teksten, idet visse artikler er ordnet mere logisk, således at principperne er adskilt fra kravene. Definitionerne er blevet præciseret; det gælder navnlig definitionerne af fødevarer, fødevarelovgivning, sporbarhed og primærproduktion. Definitionen af produktions-, tilvirknings- og distributionsled er i vidt omfang blevet omskrevet, således at anvendelsesområdet for kapitel II, der omfatter disse faser, er blevet klarere. Der er tilføjet endnu en definition af "endelig forbruger" og definitionen af "offentlig kontrol" er udgået og er i stedet indføjet et mere specifikt tekstafsnit om kontrol. Artikel 4 indeholder nu et krav om, at de eksisterende principper og procedurer i fødevarelovgivningen tilpasses inden en bestemt dato, hvilket tidligere var omfattet af det oprindelige forslags artikel 64, som derfor udgår. Denne nye ordning vedrørende anvendelsen af forskellige artikler er blevet udformet efter aftale mellem Rådets og Kommissionens juridiske tjenester. Artikel 5 er i princippet den samme, selv om der er sket en vis ændring i vægtningen af fair handelspraksis. Teksten efter artikel 6 er i vidt omfang blevet omorganiseret. Artikel 6 - 10 svarer indholdsmæssigt til det oprindelige forslag. I artikel 11 og 12 er der foretaget visse mindre ændringer i vægtningen vedrørende import og eksport af fødevarer, men vigtigst er, at fødevarer, der er sundhedsskadelige, eller foder, der er farligt, ikke må eksporteres fra Fællesskabet. Den oprindelige formulering i relation til forsigtighedsprincippet er blevet ændret i den fælles holdning. Kommissionen kan acceptere disse ændringer. Bestemmelserne om fødevare- og fodersikkerhedskrav (artikel 14 og 15) er nu mere på linje med direktivet om produktsikkerhed i almindelighed, idet der er tilføjet et stykke, som gør det muligt at tilbagetrække eller på anden vis kontrollere produkter, som, selv om de overholder fødevarelovgivningens specifikke krav, menes at være farlige. Kapitel III Den Europæiske Fødevareautoritet Artikel 22 (Autoritetens kommissorium) er blevet ændret for at sikre, at Autoritetens kommissorium, selv om det fortsat er bredt formuleret, er fokuseret på fødevare- og fodersikkerhed. Autoritetens kommissorium i spørgsmål om dyrs sundhed, dyrs velfærd og planters sundhed, som ikke er forbundet med fødevare- og fodersikkerhed, er nu begrænset til afgivelse af ekspertudtalelser. Kompetencen på ernæringsområdet er fastholdt med visse mindre ændringer med hensyn til underretning om ernæring i forbindelse med Fællesskabets sundhedsprogrammer. Med den nye formulering af artikel 22, stk. 5, understreges, at samarbejdet mellem Autoriteten, Kommissionen og medlemsstaterne er nødvendigt for at sikre sammenhæng mellem risikovurdering, risikostyring og risikokommunikation. Forvaltningen af det hurtige varslingssystem vil fortsat påhvile Kommissionen (opgaven udgår af artikel 22 og 23, og artikel 35 og 50 omformuleres). Autoriteten deltager imidlertid som medlem af netværket. Det rådgivende forums rolle (artikel 27) er blevet beskrevet mere udførligt, idet dette organ under Autoriteten skal sikre en funktionsdygtig forbindelse med tilsvarende organer i medlemsstaterne. Betingelserne for, hvornår Autoriteten kan anmodes om at afgive ekspertudtalelser, er blevet suppleret, og det er blevet specificeret, i hvilke tilfælde en anmodning kan ændres eller afslås (artikel 29). Der er indsat adskillige nye bestemmelser om åbenhed, især i artikel 32, 36 og 38. Kapitel IV (hurtigt varslingssystem, krisestyring og krisesituationer) Dette kapitels bestemmelser om hurtige varslinger er ændret (jf. ovenfor), således at kriseproceduren udvides til foder (artikel 53 og 54), og for at denne kriseprocedure kommer på linje med den fælles holdning om offentlige inspektioner på foderområdet [5]. [5] EFT C 93 af 23.3.2001. Kapitel V Procedurer og afsluttende bestemmelser: Kommissionen kan tilslutte sig de fleste af ændringerne, navnlig de ændringer, hvorved det oprindelige forslags artikel 64 flyttes til artikel 4, og hvorefter Autoriteten indleder sin virksomhed den 1. januar 2002. 3.5. Kommissionens forbehold vedrørende punkter i Rådets fælles holdning, som ikke vedrører Europa-Parlamentets ændringsforslag Kommissionen er - ud over de i afsnit 3.3 nævnte ændringer, som er foreslået af Parlamentet - forbeholden over for følgende punkter i den fælles holdning: Rådet vedtog, at det ville foretrække en bestyrelse bestående af 16 medlemmer, udvalgt på baggrund af deres kompetence, relevante erfaring og efter geografisk fordeling, samt en repræsentant for Kommissionen, frem for repræsentanter fra alle tre fællesskabsinstitutioner samt 4 repræsentanter fra interesseorganisationer, hvilket var udgangspunktet i Kommissionens oprindelige forslag. Kommissionen finder, at der er behov for nærmere overvejelser omkring forholdet mellem de forskellige kriterier i forbindelse med bestyrelsens konstituering, herunder størrelse, ligevægt og udnævnelsesprocedure. Hertil kommer, at artiklen vedrørende proceduren for fastlæggelsen af hjemstedet er udgået. Kommissionen er af den opfattelse, at der må tages hensyn til mange praktiske og driftsmæssige forhold for at sikre, at Autoriteten kommer til at arbejde optimalt, omkostningseffektivt og i et tæt samarbejde med Kommissionen og medlemsstaternes kompetente organer, under henvisning til Kommissionens hvidbog om fødevaresikkerhed. De direkte anvendelige krav i dette forslag (artikel 11, 12 og 14-20) er af afgørende betydning for fødevaresikkerheden. Kommissionen er derfor ikke enig i, at anvendelsen af disse bestemmelser bør udsættes med tre år. Disse krav bør være på plads inden da, og under hensyn til Rådets holdning mener Kommissionen, at en frist på maksimalt 2 år vil give medlemsstaterne tilstrækkelig tid til at foretage de administrative og retlige tilpasninger. 4. Konklusion På baggrund af den fælles holdning, kan lovgivningsproceduren nu fortsætte med andenbehandlingen i Europa-Parlamentet. Kommissionen finder, at grundlaget er så solidt, at der kan træffes en endelig beslutning inden udgangen af 2001, også selv om der er behov for en nærmere drøftelse af enkelte punkter. Det skulle således være muligt at overholde den frist, der blev fastsat under topmødet i Nice, hvorefter en europæisk fødevareautoritet skulle oprettes i begyndelsen af 2002. 5. Kommissionens erklæringer til mødeprotokollen Kommissionen har anmodet om, at følgende erklæringer indsættes ved vedtagelsen af den fælles holdning: 5.1. Vedrørende artikel 3 og 18: "Kommissionen kan bekræfte, at den foreslåede definition nr. 15 og artikel 18 om sporbarhed vil finde anvendelse i primærproduktionsleddet. Produktions- og distributionsleddet (definition nr. 16) er omfattet af sporbarhed (defineret i definition nr. 15 og nærmere beskrevet i artikel 18). Produktions- og distributionsleddet omfatter primærproduktion (definition nr. 17). Ifølge definitionen i artikel 2 bliver planter til fødevarer, når de høstes. Derfor skal den be drift, hvor planterne høstes, fra dette tidspunkt overholde kravet om sporbarhed." 5.2. Vedrørende artikel 4: "Kommissionen er enig i, at den eksisterende sektorlovgivning for foder skal tages op til revi sion, så der i givet fald kan tages hensyn til de generelle principper i denne forordning." 5.3. Vedrørende artikel 11 og 12: "Kommissionen kan bekræfte, at de generelle krav i artikel 11 og 12 ikke berører mere detalje rede bestemmelser i specifikke tekster, der nærmere beskriver de kompetente myndigheders beføjelser til at acceptere, afvise eller på anden vis behandle fødevarer, der frembydes til import. Kommissionen vil i løbet af de kommende måneder forelægge Rådet og Europa-Parlamentet en tekst om kontrol med fødevarer og foder, som indeholder en detaljeret beskrivelse af de kompetente myndigheders beføjelser i den henseende." 5.4. Vedrørende artikel 14: "Kommissionen vil i de kommende måneder fremsætte et forslag til ændring af mærkningsdirektivet for at behandle spørgsmål vedrørende deklaration af ingredienser, der udgør mindre end 25% af slutproduktet, og sikre, at hvis ingredienserne er kendte allergener, men for hvilke kun navnet på kategorien skal nævnes, vil tilstedeværelsen af sådanne allergener kræves angivet, så overfølsomme forbrugere kan undgå disse produkter. Teksten vedrørende den generelle fødevarelovgivning berører på ingen måde arbejdet i den henseende." 5.5. Vedrørende artikel 14: "Kommissionen indvilliger i at overveje muligheden for at undersøge de problemer, der er forbundet med regionalisering af fødevarerelaterede zoonotiske sygdomme i forbindelse med dens arbejde vedrørende zoonoser." 5.6. Vedrørende artikel 22, stk. 5, litra b): "Autoritetens hovedaktivitet vil være koncentreret om fødevaresikkerhed. Arbejde, som ikke direkte eller indirekte har relation til fødevaresikkerhed, og som udføres i de eksisterende videnskabelige udvalg med kompetence inden for de områder, der dækkes af den nye komité og de nye paneler under Autoriteten, udgør for øjeblikket omkring 5% af den samlede aktivitet. Det forberedende arbejde, som Kommissionen har udført for at kunne opstille finansieringsoversigten, og som dette tal er baseret på, tyder på, at denne procentsats vil blive den samme i Autoriteten. Arbejde, som ikke er relateret til fødevaresikkerhed, og specielt arbejde med relation til dyrs sundhed og velfærd samt planters sundhed, skal i Autoriteten holdes inden for denne begrænsede procentsats."