51996PC0191

Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV om mærkning af emballage og fastlæggelse af en procedure for vurdering af emballages overensstemmelse /* KOM/96/0191 ENDEL - COD 96/0123 */

EF-Tidende nr. C 382 af 18/12/1996 s. 0010


Forslag til Europa-Parlamentet og Rådets direktiv om mærkning af emballage og fastlæggelse af en procedure for vurdering af emballages overensstemmelse (96/C 382/05) (EØS-relevant tekst) KOM(96) 191 endelig udg. - 96/0123(COD)

(Forelagt af Kommissionen den 25. november 1996)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 100 A,

under henvisning til Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 94/62/EF af 20. december 1994 om emballage og emballageaffald (1), særlig artikel 8,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg,

under henvisning til Rådets afgørelse 93/465/EØF af 22. juli 1993 om modulerne for de forskellige faser i procedurerne for overensstemmelsesvurdering og regler om anbringelse og anvendelse af »CE-overensstemmelsesmærkningen« (2),

i henhold til fremgangsmåden i traktatens artikel 189 B, og

ud fra følgende betragtninger:

Det er nødvendigt at informere forbrugeren om arten af emballage for at muliggøre et eventuelt valg mellem forskellige typer emballage;

mærkning er væsentlig, for at forbrugeren kan bidrage til at fremme genbrug og genvinding af emballage og derved forebygge, at der opstår emballageaffald;

den aktuelle anvendelse af forskellige symboler til samme formål og samme symbol til forskellige formål har skabt et påtrængende behov for at harmonisere symbolerne for genbrugelig, genanvendelig og genvindelig emballage for at fjerne forvirring;

denne harmonisering bør ske på fællesskabsplan, eftersom emballage er et produkt, der cirkulerer overalt i Fællesskabet, og således bør mærkerne i dette direktiv være de eneste på fællesskabsplan, der angiver emballagens genbrugelige og genvindelige art;

mærkningen skal tilknyttes de væsentlige krav i direktiv 94/62/EF om emballage og emballageaffald for at sikre, at forståelsen af genbrugelig og genvindelig emballage stemmer overens med det direktiv;

det anerkendes, at anvendelsen af mærker på emballage ikke er nødvendig, hvor omkostningerne sammenholdt med fordelene er overdrevne;

mærkning af emballage for at angive, om den er genbrugelig eller genvindelig, er frivillig;

medlemsstaterne må ikke hindre markedsføring af emballage, der ikke bærer symbolet for genbrugelig eller genvindelig;

i direktiv 94/62/EF er fastlagt de krav, der gælder for emballage, men det er ikke angivet, hvordan emballagens overensstemmelse med sådanne krav skal vurderes; det er derfor nødvendigt at indføre bestemmelser om overensstemmelsesvurdering;

denne procedure skulle ikke pålægge emballagefabrikanter unødvendige byrder -

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

Dette direktiv sigter mod at fremme genbrug og genvinding af emballage og emballageaffald gennem en ensartet forbrugeroplysning i form af mærkning.

Direktivet harmoniserer derfor mærkning af emballage, der foretages frivilligt af de økonomiske operatører, der ønsker at angive emballagens genbrugelige eller genvindelige art.

Dette direktiv fastlægger ligeledes en procedure for overensstemmelsesvurdering for al emballage, der er omfattet af direktiv 94/62/EF om emballage og emballageaffald.

Artikel 2

I dette direktiv betyder:

1) »genbrugelig emballage«: den emballage, der overholder de væsentlige krav i direktiv 94/62/EF, artikel 9, stk. 1 og 2, og bilag II, stk. 1 og 2, samt artikel 11 heri, for så vidt angår koncentrationsniveauerne af tungmetaller i emballagen

2) »genvindelig emballage«: den emballage, der overholder de væsentlige krav i direktiv 94/62/EF, artikel 9, stk. 1 og 2, og bilag II, stk. 1 og stk. 3, litra a), c) eller d), samt artikel 11 heri, for så vidt angår koncentrationsniveauerne af tungmetaller i emballagen.

Artikel 3

1. Symbolerne i bilag I og II i dette direktiv angiver enten genbrugelig eller genvindelig emballage.

2. Medlemsstaterne træffer alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at disse symboler kun anvendes på emballage, der opfylder definitionerne i artikel 2 i dette direktiv.

Artikel 4

Medlemsstaterne træffer alle nødvendige foranstaltninger for at forbyde anvendelsen på emballage af andre symboler end dem, der er fastsat i dette direktiv til at angive genbrugelig eller genvindelig emballage.

Dette sker uden at indskrænke anvendelsen af internationalt godkendte og vedtagne standarder for genbrug og genvinding.

Det i artikel 6 nævnte udvalg undersøger standarder for emballage, som er blevet udviklet i ISO sammenhæng, for i påkommende tilfælde at tilpasse bilagene, så handelshindringer undgås.

Artikel 5

Tal og forkortelser for materialeidentifikation i henhold til det materialeidentifikationssystem, som fastsat i Kommissionens beslutning 96/. ./EF, skal anbringes inden i eller under mærkerne i dette direktiv.

Artikel 6

De ændringer, der er nødvendige for at tilpasse bilagene og anvendelsesbetingelserne for mærkningen til den videnskabelige tekniske udvikling og til de europæiske standarder, der udarbejdes i henhold til direktiv 94/62/EF, vedtages efter proceduren i artikel 21 i direktiv 94/62/EF.

Artikel 7

Proceduren for vurdering af emballages overensstemmelse med de væsentlige krav i direktiv 94/62/EF om emballage og emballageaffald er den interne fabrikationskontrol (Modul A), der henvises til i bilag III.

Artikel 8

Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest tre år efter dets ikrafttrædelse.

Artikel 9

Dette direktiv træder i kraft den dag, det offentliggøres i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Artikel 10

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

(1) EFT nr. L 365 af 31. 12. 1994, s. 10.

(2) EFT nr. L 220 af 30. 8. 1993, s. 23.

BILAG I

MÆRKNING Genbrugelig emballage

>REFERENCE TIL EN FILM>

BILAG II

MÆRKNING Genvindelig emballage

>REFERENCE TIL EN FILM>

BILAG III

Vurderingsprocedure for overensstemmelse omhandlet i artikel 7

Modul A (intern fabrikationskontrol)

1. Dette modul beskriver den procedure, hvorved fabrikanten eller dennes i Fællesskabet etablerede repræsentant, der opfylder forpligtelserne i punkt 2, garanterer og erklærer, at de pågældende produkter opfylder kravene i direktiv 94/62/EF. Fabrikanten, eller dennes i Fællesskabet etablerede repræsentant, udsteder en skriftlig overensstemmelseserklæring.

2. Fabrikanten udarbejder den tekniske dokumentation, der er beskrevet i punkt 3, og fabrikanten eller dennes i Fællesskabet etablerede repræsentant stiller den til rådighed for de nationale myndigheder med henblik på inspektion i mindst fire år fra datoen for det sidste produkts fremstilling.

Er hverken fabrikanten eller dennes repræsentant etableret i Fællesskabet, påhviler pligten til at fremlægge den tekniske dokumentation den person, som er ansvarlig for markedsføringen af produktet i Fællesskabet.

3. Den tekniske dokumentation skal gøre det muligt at vurdere produktets overensstemmelse med kravene i direktiv 94/62/EF. Dokumentationen skal dække produktets konstruktion og fremstilling, navnlig:

- en generel produktbeskrivelse

- konstruktionsdesign og fremstillingstegninger m.v.

- nødvendige beskrivelser og forklaringer til forståelse af de pågældende tegninger

- en liste over de standarder, der henvises til i artikel 10 i direktiv 94/62/EF og som er anvendt enten fuldt ud eller delvist, og beskrivelse af de valgte løsninger til at opfylde de væsentlige krav i direktiv 94/62/EF, hvor der ikke er blevet anvendt de standarder, der henvises til i artikel 10

- resultaterne af de foretagne designkalkulationer, undersøgelser osv.

- testrapporter, herunder de afprøvninger, der er foretaget for at efterprøve, at de koncentrationer af tungmetaller, der henvises til i artikel 11, stk. 1 i direktiv 94/62/EF, er blevet overholdt.

4. Fabrikanten eller dennes i Fællesskabet etablerede repræsentant opbevarer sammen med den tekniske dokumentation en kopi af overensstemmelseserklæringen.

5. Fabrikanten træffer alle nødvendige foranstaltninger for, at fremstillingsprocessen sikrer, at de fremstillede produkter er i overensstemmelse med den tekniske dokumentation, der er omhandlet i punkt 2, og med de relevante krav i direktiv 94/62/EF.