Afgørelse nr. 1/98 af 30. juni 1998 truffet af Artikel 18-Udvalget under Dublin-konventionen af 15. juni 1990 om visse bestemmelser til gennemførelse af konventionen
EF-Tidende nr. L 196 af 14/07/1998 s. 0049 - 0050
AFGØRELSE Nr. 1/98 af 30. juni 1998 truffet af Artikel 18-Udvalget under Dublin-konventionen af 15. juni 1990 om visse bestemmelser til gennemførelse af konventionen (98/451/KMS) DET UDVALG, som er nedsat ved artikel 18 i konventionen om fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, der indgives i en af De Europæiske Fællesskabers medlemsstater, undertegnet den 15. juni 1990 i Dublin (1) (i det følgende benævnt henholdsvis »udvalget« og »konventionen«), HAR - UNDER HENVISNING TIL konventionens artikel 18, stk. 1 og 2, og UD FRA FØLGENDE BETRAGTNINGER: Det er nødvendigt at supplere afgørelse nr. 1/97 truffet af Artikel 18-Udvalget den 9. september 1997, hvori fastlægges visse bestemmelser for at sikre en effektiv gennemførelse af konventionen (2); navnlig anvendelsen af oplysninger om, hvorledes asylansøgere kommer ind i Den Europæiske Union, og som tjener til at fastlægge, hvilken stat der er ansvarlig under konventionen, bør klarlægges; udveksling af fingeraftryk mellem medlemsstaterne i overensstemmelse med deres nationale lovgivning er en praktisk metode til at bekræfte asylansøgeres identitet og afgøre spørgsmålet om ankomstmedlemsstaten i Den Europæiske Union, som kan medvirke til at få Dublin- konventionen til at fungere; udviklingen af det praktiske samarbejde mellem medlemsstaterne ville lette gennemførelsen af konventionen - TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE: Artikel 1 Oplysninger om, hvorledes asylansøgere kommer ind i Den Europæiske Union 1. Når medlemsstaterne fremsætter og behandler anmodninger efter konventionens artikel 11, tager de om nødvendigt hensyn til relevante oplysninger fra pålidelige og kontrollable kilder om, hvorledes asylansøgeren er kommet ind i Den Europæiske Union, jf. dog stk. 2. 2. Oplysninger som omhandlet i stk. 1 er i sig selv ikke tilstrækkelige til at fastlægge, hvilken medlemsstat der er ansvarlig og kompetent efter konventionen, men de kan bidrage til vurderingen af andre indicier vedrørende den enkelte asylansøger. 3. Medlemsstaterne sikrer, at oplysninger om, hvorledes asylansøgere kommer ind i Den Europæiske Union, straks stilles til rådighed for sagsbehandlere, der er ansvarlige for at fremsætte og behandle anmodninger efter konventionens artikel 11. Artikel 2 Udveksling af fingeraftryk efter konventionens artikel 15 1. Med forbehold af bestemmelserne i konventionen eller i andre afgørelser truffet af udvalget kan alle medlemsstater anmode om oplysninger om fingeraftryk fra en anden medlemsstat efter konventionens artikel 15, stk. 2, hvis det er begrundet i de mål, der er fastsat i samme artikels stk. 1. 2. Udlevering af oplysninger om fingeraftryk på foranledning af anmodninger i henhold til stk. 1 følger den anmodede medlemsstats nationale lovgivning og de principper for databeskyttelse, der gælder inden for Den Europæiske Union. Artikel 3 Anmodninger om overtagelse af ansvaret Anmodninger efter konventionens artikel 11 skal indeholde alle de oplysninger, der er til rådighed for den begærende medlemsstat, og som er nødvendige for at fastsætte, hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning. Artikel 4 Forbindelser og samarbejde 1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, navnlig ved besøg hvor det er muligt, at der opretholdes et tæt samarbejde mellem deres egne sagsbehandlere og de sagsbehandlere i andre medlemsstater, der er ansvarlige for at udføre opgaver i relation til konventionen, og som de har et særlig tæt samarbejde med. 2. Medlemsstaterne bør, hvor det er muligt og til fordel for begge parter, udveksle forbindelsesofficerer med andre medlemsstater med henblik på af forbedre kommunikationsforbindelserne. 3. Generalsekretariatet for Rådet for Den Europæiske Union udarbejder, udsender, ajourfører og supplerer en håndbog for konventions-sagsbehandlerne. Håndbogen skal indeholde de oplysninger, som kan være nyttige for sagsbehandlere. Håndbogens indhold holdes løbende ajour. Artikel 5 Ikrafttræden Denne afgørelse træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Tidende. Udfærdiget i Bruxelles, den 30. juni 1998. På udvalgets vegne Formand J. STRAW (1) EFT C 254 af 19. 8. 1997, s. 1. (2) EFT L 281 af 14. 10. 1997, s. 1.