29.11.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 329/14


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) Nr. 1115/2012

af 28. november 2012

om midlertidig suspension af importtolden for visse kornarter i produktionsåret 2012/13

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 af 22. oktober 2007 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om særlige bestemmelser for visse landbrugsprodukter (fusionsmarkedsordningen) (1), særlig artikel 187 sammenholdt med artikel 4, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

For at fremme kornforsyningerne til markedet i EU i de første måneder af produktionsåret 2012/13 suspenderede Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 569/2012 (2) til den 31. december 2012 toldsatserne for det toldkontingent for import af blød hvede af lav og middel kvalitet, der var åbnet ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1067/2008 (3).

(2)

Udsigterne for Den Europæiske Unions kornmarkeder for slutningen af produktionsåret 2012/13 tyder i lyset af de små lagre og Kommissionens nuværende prognoser over de mængder, der faktisk vil være til rådighed efter høsten i 2012, på, at de høje priser vil fortsætte. Med henblik på at bevare de importstrømme, der er nyttige for markedsligevægten i Unionen, er det nødvendigt at garantere den fortsatte anvendelse af importpolitikken for korn og opretholde den midlertidige suspension af importtolden for høståret 2012/13 for det importtoldkontingent, der for tiden er omfattet af denne foranstaltning, til den 30. juni 2013. Med samme begrundelse bør foranstaltningen ligeledes udvides til at omfatte det toldkontingent for import af foderbyg, der var åbnet ved Kommissionens forordning (EF) nr. 2305/2003 (4).

(3)

Af hensyn til de erhvervsdrivende bør genindførelsen af opkrævning af told dog ikke gælde for korn, der allerede er under transport til Unionen med henblik på import. Derfor bør der tages hensyn til transporttiden, og de erhvervsdrivende bør have mulighed for at lade korn overgå til fri omsætning med den toldsuspension, som er fastsat i denne forordning, for alle de produkter, for hvilke den direkte transport til Unionen begyndes senest den 30. juni 2013. Det bør endvidere fastsættes, hvilket bevis der skal forelægges som dokumentation for den direkte transport til Unionen og for datoen for transportens begyndelse.

(4)

For at sikre en effektiv forvaltning af proceduren for udstedelse af importlicenser fra den 1. januar 2013 bør denne forordning træde i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

(5)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for den Fælles Markedsordning for Landbrugsprodukter —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

1.   Anvendelsen af importtold suspenderes for blød hvede henhørende under KN-kode 1001 99 00 af anden kvalitet end høj kvalitet som defineret i bilag II til Kommissionens forordning (EU) nr. 642/2010 (5) og for byg under KN-kode 1003 00 for høståret 2012/13 ved al import som led i de toldkontingenter med nedsat told, der blev åbnet ved forordning (EF) nr. 1067/2008 og (EF) nr. 2305/2003.

2.   Når korn som omhandlet i stk. 1 transporteres direkte til Unionen, og transporten er begyndt senest den 30. juni 2013, gælder toldsuspensionen i medfør af denne forordning fortsat for de pågældende produkters overgang til fri omsætning.

Beviset for den direkte transport til Unionen og for datoen for transportens begyndelse forelægges, til de kompetente myndigheders tilfredshed, på grundlag af det originale transportdokument.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 1. januar 2013 til den 30. juni 2013.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 28. november 2012.

På Kommissionens vegne

José Manuel BARROSO

Formand


(1)   EUT L 299 af 16.11.2007, s. 1.

(2)   EUT L 169 af 29.6.2012, s. 41.

(3)   EUT L 290 af 31.10.2008, s. 3.

(4)   EUT L 342 af 30.12.2003, s. 7.

(5)   EUT L 187 af 21.7.2010, s. 5.