31.7.2007

Den Europæiske Unions Tidende

L 199/1

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 861/2007

af 11. juli 2007

om indførelse af en europæisk småkravsprocedure

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 61, litra c), og artikel 67,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (1),

efter proceduren i traktatens artikel 251 (2), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Fællesskabet har sat sig som mål at bevare og udbygge et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, hvor der er fri bevægelighed for personer. Med henblik på gradvis at indføre et sådant område skal Fællesskabet bl.a. vedtage de foranstaltninger vedrørende samarbejde om civilretlige spørgsmål, der har grænseoverskridende virkninger og er nødvendige for det indre markeds funktion.

(2)	I henhold til traktatens artikel 65, litra c), skal disse foranstaltninger omfatte foranstaltninger, der fjerner hindringer for, at civile retssager forløber tilfredsstillende, om nødvendigt ved fremme af foreneligheden mellem medlemsstaternes civile retsplejeregler.

(3)

I denne sammenhæng har Fællesskabet blandt andre foranstaltninger allerede vedtaget Rådets forordning (EF) nr. 1348/2000 af 29. maj 2000 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager (3), Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (4), Rådets beslutning 2001/470/EF af 28. maj 2001 om oprettelse af et europæisk retligt netværk på det civil- og handelsretlige område (5), Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 805/2004 af 21. april 2004 om indførelse af et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument for ubestridte krav (6) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1896/2006 af 12. december 2006 omindførelse af en europæisk betalingspåkravsprocedure (7).

(4)	Det Europæiske Råd opfordrede på sit møde i Tammerfors den 15. og 16. oktober 1999 Rådet og Kommissionen til at udarbejde fælles procedureregler for forenklet og hurtig afgørelse af grænseoverskridende tvister om mindre krav på handels- og forbrugerområdet.

(5)

Den 30. november 2000 vedtog Rådet et fælles program for Kommissionen og Rådet med foranstaltninger med henblik på gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (8). Programmet nævner forenklet og hurtig afgørelse af grænseoverskridende tvister om mindre krav. Denne idé blev videreført i Haag-programmet (9) vedtaget af Det Europæiske Råd den 5. november 2004, hvori der opfordres til at arbejde aktivt videre med et instrument vedrørende krav af mindre værdi.

(6)

Kommissionen vedtog den 20. december 2002 en grønbog om en EF-procedure for betalingspåbud og om foranstaltninger til forenkling og fremskyndelse af søgsmål om krav af mindre værdi. Med grønbogen blev der iværksat en høring om foranstaltninger vedrørende forenkling og fremskyndelse af søgsmål om krav af mindre værdi.

(7)

Mange medlemsstater har indført forenklede civilretlige procedurer for småkrav, eftersom omkostningerne, behandlingstiden og kompleksiteten i forbindelse med retstvister ikke nødvendigvis mindskes i takt med kravets størrelse. Hindringerne for at opnå en hurtig og billig retsafgørelse vokser i grænseoverskridende sager. Det er derfor nødvendigt at indføre en europæisk småkravsprocedure. En sådan europæisk procedure bør have til formål at lette adgangen til domstolene. Den fordrejning af konkurrencen på det indre marked, der opstår som følge af skævheder med hensyn til virkemåden af de procesmidler, som fordringshavere råder over i de forskellige medlemsstater, nødvendiggør fællesskabslovgivning, som sikrer ensartede vilkår for fordringshavere og skyldnere overalt i Den Europæiske Union. Der bør ved fastsættelsen af omkostningerne i forbindelse med behandlingen af et krav efter den europæiske småkravsprocedure tages hensyn til principperne om enkelhed, hurtighed og rimelighed. Der bør offentliggøres en udspecificering af de omkostninger, der må påregnes, og det bør være gennemskueligt, hvordan sådanne omkostninger fastsættes.

(8)

Den europæiske småkravsprocedure bør forenkle og fremskynde behandlingen af retstvister vedrørende småkrav i grænseoverskridende sager og samtidig nedbringe omkostningerne ved at tilbyde et valgfrit redskab som et supplement til de muligheder, der findes i medlemsstaternes lovgivning, uden at disse i øvrigt berøres. Denne forordning bør også gøre det lettere at opnå anerkendelse og fuldbyrdelse af en retsafgørelse truffet i den europæiske småkravsprocedure i en anden medlemsstat.

(9)

Denne forordning tilsigter at fremme de grundlæggende rettigheder og tager navnlig hensyn til de principper, der er anerkendt i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Retten bør respektere retten til en retfærdig rettergang og princippet om en kontradiktorisk procedure, navnlig ved afgørelsen af, om et mundtligt retsmøde er nødvendigt, og ved bestemmelsen af bevismidlerne og omfanget af bevisoptagelsen.

(10)	For at lette beregningen af værdien af et krav bør der ses bort fra alle renter, udgifter og udlæg. Dette bør ikke berøre rettens beføjelse til i sin afgørelse at tilkende en part sådanne renter, udgifter og udlæg og bør heller ikke berøre de nationale regler for beregningen af renter.

(11)	For at gøre det let at indlede den europæiske småkravsprocedure bør fordringshaveren fremsætte en anmodning ved at udfylde en anmodningsformular og indgive den til retten. Anmodningsformularen bør kun indleveres til en ret, der har kompetence til at behandle sagen.

(12)	Anmodningsformularen bør, hvis det er hensigtsmæssigt, vedlægges eventuel relevant dokumentation. Dette bør dog ikke være til hinder for, at fordringshaveren, hvis det er hensigtsmæssigt, kan fremlægge yderligere beviser under retssagen. Samme princip bør gælde med hensyn til skyldnerens svar.

(13)	Udtrykkene »klart ubegrundet« i forbindelse med afvisning af et krav og »uantagelig« i forbindelse med en afvisning af en anmodning bør forstås ud fra national lov.

(14)	Den europæiske småkravsprocedure bør være skriftlig, medmindre retten anser et mundtligt retsmøde for nødvendigt, eller en part anmoder herom. Retten kan afslå en sådan anmodning. Et sådant afslag kan ikke anfægtes separat.

(15)	Parterne bør ikke være forpligtede til at lade sig repræsentere ved en advokat eller en anden jurist.

(16)	Udtrykket »modkrav« bør forstås ud fra artikel 6, nr. 3), i forordning (EF) nr. 44/2001 som et krav, der udspringer af den samme aftale eller det samme forhold, som hovedkravet støttes på. Artikel 2 og 4 samt artikel 5, stk. 3, 4 og 5, bør finde tilsvarende anvendelse på modkrav.

(17)	I tilfælde, hvor skyldneren under retssagen påberåber sig en ret til modregning, bør et sådant krav ikke udgøre et modkrav i denne forordnings forstand. Skyldneren bør derfor ikke være forpligtet til at anvende anmodningsformular A, jf. bilag I, til påberåbelse af en sådan ret.

(18)

Ved anvendelsen af artikel 6 forstås ved »modtagerstaten« den medlemsstat, hvor forkyndelsen skal finde sted, eller hvortil dokumentet skal fremsendes. For at nedbringe omkostningerne og behandlingstiden bør dokumenter fortrinsvis forkyndes for parterne pr. post, og forkyndelsen attesteres ved et modtagelsesbevis, der angiver modtagelsesdatoen.

(19)

En part kan nægte at acceptere et dokument på forkyndelsestidspunktet eller ved at returnere dokumentet inden en uge, hvis det ikke er affattet på eller ledsaget af en oversættelse til modtagerstatens officielle sprog (eller, hvis der er flere officielle sprog i den pågældende medlemsstat, det officielle sprog eller et af de officielle sprog på det sted, hvor forkyndelsen skal finde sted, eller hvortil dokumentet skal fremsendes) eller et sprog, som adressaten forstår.

(20)	I forbindelse med mundtlige retsmøder og bevisoptagelse bør medlemsstaterne tilskynde til anvendelse af moderne kommunikationsteknologi, forudsat at der er hjemmel herfor i loven i den medlemsstat, hvor retten er beliggende. Retten bør anvende den enkleste og billigste metode til bevisoptagelse.

(21)	Den praktiske bistand, som parterne skal kunne få, bør omfatte tekniske oplysninger om, hvor formularerne kan fås, og hvordan de udfyldes.

(22)	Oplysningerne om processuelle spørgsmål kan også gives af ansatte ved retten, hvis der er hjemmel herfor i national lov.

(23)	Retten bør, eftersom denne forordning har til formål at forenkle og fremskynde behandlingen af retstvister vedrørende småkrav i grænseoverskridende sager, reagere snarest muligt, selv når der i denne forordning ikke er fastsat en frist i en specifik fase af proceduren.

(24)	Ved beregningen af de frister, der er fastsat i denne forordning, bør Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 1182/71 af 3. juni 1971 om fastsættelse af regler om tidsfrister, datoer og tidspunkter (10) anvendes.

(25)	For at fremskynde inddrivelsen af småkrav bør dommen være eksigibel uanset en eventuel appel og uden krav om sikkerhedsstillelse, medmindre andet er fastsat i denne forordning.

(26)	Enhver henvisning til appel i denne forordning bør omfatte enhver form for appel, som er hjemlet i national lov.

(27)	Blandt rettens medlemmer skal der være en person, som er beføjet til at fungere som dommer i henhold til national lov.

(28)	Når retten er forpligtet til at fastsætte en frist, bør den berørte part underrettes om konsekvenserne af ikke at overholde fristen.

(29)

Den tabende part bør bære sagsomkostningerne. Sagsomkostningerne bør fastsættes efter national lov. Under hensyn til målet om en enkel og omkostningseffektiv procedure bør retten kun tilpligte den tabende part at afholde sagsomkostninger, som står i et rimeligt forhold til kravets værdi, eller som er blevet pådraget af nødvendighed, herunder f.eks. omkostninger affødt af, at modparten har været repræsenteret ved en advokat eller en anden jurist, og eventuelle omkostninger i forbindelse med forkyndelse eller oversættelse af dokumenter.

(30)	For at lette anerkendelse og fuldbyrdelse bør en retsafgørelse truffet i en medlemsstat i den europæiske småkravsprocedure anerkendes og være eksigibel i en anden medlemsstat, uden at der kræves en afgørelse om eksigibilitet, og uden at der kan gøres indsigelse mod anerkendelsen.

(31)	Der bør være mindstestandarder for prøvelse af en retsafgørelse i de situationer, hvor skyldneren ikke har været i stand til at bestride kravet.

(32)

Under hensyn til målet om en enkel og omkostningseffektiv procedure bør den part, der anmoder om fuldbyrdelse af en retsafgørelse, ikke være forpligtet til at have en befuldmægtiget eller en postadresse i fuldbyrdelsesstaten, ud over hos den instans, der har kompetence med hensyn til fuldbyrdelsesproceduren i henhold til denne stats nationale lov.

(33)	Kapitel III i denne forordning bør også finde anvendelse på den fastsættelse af sagsomkostninger, som foretages af embedsmænd ved retten som følge af en retsafgørelse truffet efter den procedure, der er fastsat i denne forordning.

(34)	De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af denne forordning bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (11).

(35)

Kommissionen bør navnlig tillægges beføjelser til at vedtage de nødvendige foranstaltninger til ajourføring eller teknisk ændring af formularerne i bilagene. Da der er tale om generelle foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning og/eller at supplere den med nye ikke-væsentlige bestemmelser, bør foranstaltningerne vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol som fastsat i artikel 5a i afgørelse 1999/468/EF.

(36)

Målene for denne forordning, nemlig indførelsen af en procedure, der skal forenkle og fremskynde behandlingen af retstvister vedrørende småkrav i grænseoverskridende sager og nedbringe omkostningerne, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af denne forordnings omfang og virkninger bedre gennemføres på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går forordningen ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(37)

Det Forenede Kongerige og Irland har i medfør af artikel 3 i protokollen om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, meddelt, at de ønsker at deltage i vedtagelsen og anvendelsen af denne forordning.

(38)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

KAPITEL I

FORMÅL OG ANVENDELSESOMRÅDE

Artikel 1

Formål

Ved denne forordning indføres en europæisk procedure for småkrav (i det følgende benævnt »europæisk småkravsprocedure«), som har til formål at forenkle og fremskynde behandlingen af retstvister vedrørende småkrav i grænseoverskridende sager og nedbringe omkostningerne. Den europæiske småkravsprocedure skal være til rådighed for parterne i en retssag som et alternativ til de procedurer, der findes i medlemsstaternes lovgivning.

Ved denne forordning afskaffes tillige de mellemliggende procedurer, der er nødvendige for at muliggøre anerkendelse og fuldbyrdelse i andre medlemsstater af retsafgørelser truffet i en medlemsstat i den europæiske småkravsprocedure.

Artikel 2

Anvendelsesområde

1. Denne forordning finder anvendelse på det civil- og handelsretlige område i grænseoverskridende sager, uanset domsmyndighedens art, når værdien af et krav ikke overstiger 2 000 EUR på det tidspunkt, hvor anmodningsformularen modtages af den kompetente ret, eksklusive alle renter, udgifter og udlæg. Den omfatter i særdeleshed ikke spørgsmål vedrørende skat, told eller administrative anliggender eller statens ansvar for handlinger og undladelser under udøvelse af statsmagt (acta jure imperii).

2. Denne forordning finder ikke anvendelse på:

a)	fysiske personers retlige status samt deres rets- og handleevne

b)	formueforholdet mellem ægtefæller, underholdspligt samt arv efter loven eller testamente

c)	konkurs, akkord og andre lignende ordninger

d)	social sikring

voldgift

f)	ansættelsesret

g)	leje eller forpagtning af fast ejendom, bortset fra søgsmål vedrørende pengekrav, eller

h)	krænkelser af privatlivets fred og af individets rettigheder, herunder ærekrænkelser.

3. I denne forordning forstås ved »medlemsstat« alle medlemsstater med undtagelse af Danmark.

Artikel 3

Grænseoverskridende sager

1. I denne forordning forstås ved »grænseoverskridende sag« en sag, hvori mindst en af parterne har bopæl eller sædvanligt opholdssted i en anden medlemsstat end den, hvor den ret, som behandler sagen, er beliggende.

2. Bopæl afgøres efter artikel 59 og 60 i forordning (EF) nr. 44/2001.

3. Spørgsmålet om, hvorvidt en sag er grænseoverskridende, afgøres på det tidspunkt, hvor den kompetente ret modtager anmodningsformularen.

KAPITEL II

DEN EUROPÆISKE SMÅKRAVSPROCEDURE

Artikel 4

Procedurens indledning

1. Fordringshaveren indleder den europæiske småkravsprocedure ved at udfylde anmodningsformular A, jf. bilag I, og indgive den til den kompetente ret direkte eller pr. brev eller ved anvendelse af ethvert andet kommunikationsmiddel som f.eks. fax eller e-mail, der accepteres af den medlemsstat, hvor proceduren indledes. Anmodningsformularen skal omfatte en beskrivelse af beviserne til støtte for kravet og vedlægges, hvis det er hensigtsmæssigt, eventuel relevant dokumentation.

2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen, hvilke kommunikationsmidler de kan acceptere. Kommissionen gør disse oplysninger offentligt tilgængelige.

3. Falder kravet ikke ind under denne forordnings anvendelsesområde, underretter retten fordringshaveren herom. Medmindre fordringshaveren trækker kravet tilbage, fortsætter retten behandlingen af kravet efter de relevante processuelle regler i den medlemsstat, hvor proceduren føres.

4. Finder retten, at de oplysninger, som fordringshaveren har fremlagt, ikke er fyldestgørende eller tilstrækkeligt klare, eller er anmodningsformularen ikke udfyldt korrekt, giver retten, medmindre kravet fremstår som klart ubegrundet eller anmodningen som uantagelig, fordringshaveren mulighed for at komplettere eller berigtige anmodningsformularen eller fremlægge supplerende oplysninger eller dokumenter eller trække kravet tilbage inden for en frist, som retten fastsætter. Retten anvender formular B, jf. bilag II, til dette formål.

Fremstår kravet som klart ubegrundet eller anmodningen som uantagelig, eller undlader fordringshaveren at komplettere eller berigtige anmodningsformularen inden for den fastsatte frist, afvises anmodningen.

5. Medlemsstaterne sikrer, at anmodningsformularen kan fås ved alle retter, hvor den europæiske småkravsprocedure kan indledes.

Artikel 5

Procedurens forløb

1. Den europæiske småkravsprocedure er en skriftlig procedure. Retten holder et mundtligt retsmøde, hvis den finder dette nødvendigt, eller hvis en part anmoder herom. Retten kan afslå en sådan anmodning, hvis den ud fra sagens omstændigheder finder et mundtligt retsmøde åbenbart unødvendigt for en retfærdig behandling af sagen. Afslaget begrundes skriftligt. Afslaget kan ikke anfægtes separat.

2. Når retten har modtaget en behørigt udfyldt anmodningsformular, udfylder den del I af svarformular C, jf. bilag III.

En genpart af anmodningsformularen og, hvis det er relevant, den vedlagte dokumentation samt den udfyldte svarformular forkyndes for skyldneren efter artikel 13. De pågældende dokumenter fremsendes senest 14 dage efter modtagelse af den behørigt udfyldte anmodningsformular.

3. Skyldneren afgiver sit svar, senest 30 dage efter at anmodningsformularen og svarformularen er blevet forkyndt for ham, ved at udfylde del II af svarformular C, som, hvis det er hensigtsmæssigt, vedlægges eventuel relevant dokumentation, og returnere formularen til retten eller på enhver anden passende måde uden at anvende svarformularen.

4. Senest 14 dage efter modtagelse af svaret fra skyldneren fremsender retten en genpart af svaret sammen med eventuel relevant dokumentation til fordringshaveren.

5. Såfremt skyldneren i sit svar påstår, at værdien af et ikke-pengekrav overstiger det loft, der er fastsat i artikel 2, stk. 1, afgør retten senest 30 dage efter at have fremsendt svaret til fordringshaveren, om kravet falder ind under denne forordnings anvendelsesområde. En sådan afgørelse kan ikke anfægtes separat.

6. Et eventuelt modkrav, der indgives ved anvendelse af formular A, og eventuel relevant dokumentation forkyndes for fordringshaveren efter artikel 13. De pågældende dokumenter fremsendes senest 14 dage efter modtagelsen.

Fordringshaveren har 30 dage regnet fra datoen for forkyndelsen til at svare på et eventuelt modkrav.

7. Overstiger modkravet det loft, der er fastsat i artikel 2, stk. 1, behandles hovedkravet og modkravet ikke efter den europæiske småkravsprocedure, men efter de relevante processuelle regler i den medlemsstat, hvor proceduren føres.

Artikel 2 og 4 samt denne artikels stk. 3, 4 og 5 finder tilsvarende anvendelse på modkrav.

Artikel 6

Sprog

1. Anmodningsformularen, svaret, et eventuelt modkrav, et eventuelt svar på et modkrav og en eventuel beskrivelse af relevant dokumentation indgives på det sprog eller et af de sprog, der anvendes af retten.

2. Er eventuelle andre dokumenter, som retten modtager, ikke affattet på det sprog, proceduren føres på, må retten kun kræve en oversættelse af sådanne dokumenter, hvis en oversættelse forekommer nødvendig, for at retten kan træffe afgørelse.

3. Såfremt en part har nægtet at acceptere et dokument, fordi det ikke er affattet på et af følgende sprog:

a)	modtagerstatens officielle sprog eller, hvis der er flere officielle sprog i den pågældende medlemsstat, det officielle sprog eller et af de officielle sprog på det sted, hvor forkyndelsen skal finde sted, eller hvortil dokumentet skal fremsendes, eller

b)	et sprog, som adressaten forstår,

underretter retten modparten herom, således at denne kan tilvejebringe en oversættelse af dokumentet.

Artikel 7

Procedurens afslutning

1. Senest 30 dage efter at have modtaget skyldnerens eller fordringshaverens svar inden for de frister, der er fastsat i artikel 5, stk. 3 eller 6, skal retten træffe afgørelse, eller den skal

a)	anmode om yderligere oplysninger vedrørende kravet fra parterne inden for et nærmere angivet tidsrum, dog højst 30 dage

b)	optage bevis efter artikel 9, eller

c)	indkalde parterne til et mundtligt retsmøde, der holdes senest 30 dage efter indkaldelsen.

2. Retten træffer afgørelse enten senest 30 dage efter et eventuelt mundtligt retsmøde, eller efter at den har modtaget alle oplysninger, der er nødvendige, for at den kan træffe afgørelse. Retsafgørelsen forkyndes for parterne efter artikel 13.

3. Har retten ikke modtaget et svar fra den relevante part inden for de frister, der er fastsat i artikel 5, stk. 3 eller 6, træffer den afgørelse vedrørende kravet eller modkravet.

Artikel 8

Mundtligt retsmøde

Retten kan holde et mundtligt retsmøde ved videokonference eller anden kommunikationsteknologi, forudsat at de tekniske hjælpemidler forefindes.

Artikel 9

Bevisoptagelse

1. Retten bestemmer bevismidlerne og omfanget af den bevisoptagelse, der er nødvendig for rettens afgørelse i henhold til de regler, der gælder for bevismidlers lovlighed. Retten kan tillade bevisoptagelse ved skriftlige erklæringer fra vidner, sagkyndige eller parter. Den kan også tillade bevisoptagelse ved videokonference eller anden kommunikationsteknologi, forudsat at de tekniske hjælpemidler forefindes.

2. Retten må kun optage bevis i form af forklaring fra sagkyndige eller mundtlig vidneforklaring, hvis dette er nødvendigt for rettens afgørelse. Retten tager i den forbindelse hensyn til omkostningerne.

3. Retten anvender den enkleste og mindst omstændelige metode til bevisoptagelse.

Artikel 10

Repræsentation af parterne

Der stilles ikke krav om repræsentation ved en advokat eller en anden jurist.

Artikel 11

Bistand til parterne

Medlemsstaterne sørger for, at parterne kan få praktisk bistand med at udfylde formularerne.

Artikel 12

Rettens opgaver

1. Retten må ikke kræve, at parterne foretager en retlig vurdering af kravet.

2. Om nødvendigt oplyser retten parterne om processuelle spørgsmål.

3. Retten tilstræber i alle tilfælde, hvor det er relevant, at bringe et forlig i stand mellem parterne.

Artikel 13

Forkyndelse af dokumenter

1. Dokumenter forkyndes pr. post, og forkyndelsen attesteres ved et modtagelsesbevis, der angiver modtagelsesdatoen.

2. Er det ikke muligt at foretage forkyndelse i overensstemmelse med stk. 1, kan forkyndelse ske på en af de måder, der er angivet i artikel 13 eller 14 i forordning (EF) nr. 805/2004.

Artikel 14

Frister

1. Når retten fastsætter en frist, underrettes den berørte part om konsekvenserne af ikke at overholde fristen.

2. Retten kan under ekstraordinære omstændigheder forlænge de frister, der er fastsat i artikel 4, stk. 4, artikel 5, stk. 3 og 6, og artikel 7, stk. 1, hvis det er nødvendigt for at beskytte parternes rettigheder.

3. Hvis det under ekstraordinære omstændigheder ikke er muligt for retten at overholde de frister, der er fastsat i artikel 5, stk. 2-6, og artikel 7, tager retten snarest muligt de skridt, der er nødvendige i medfør af nævnte bestemmelser.

Artikel 15

Retsafgørelsens eksigibilitet

1. Retsafgørelsen er eksigibel uanset en eventuel appel. Der kan ikke stilles krav om sikkerhedsstillelse.

2. Artikel 23 finder også anvendelse, hvis retsafgørelsen skal fuldbyrdes i den medlemsstat, hvor den blev truffet.

Artikel 16

Sagsomkostninger

Den tabende part bærer sagsomkostningerne. Retten tilkender dog ikke den vindende part omkostninger, hvis disse er pådraget unødvendigt eller ikke står i et rimeligt forhold til kravets værdi.

Artikel 17

Appel

1. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen, hvorvidt deres processuelle regler hjemler appel af en retsafgørelse truffet i den europæiske småkravsprocedure, og inden for hvilken frist en sådan appel skal indgives. Kommissionen gør disse oplysninger offentligt tilgængelige.

2. Artikel 16 finder anvendelse på en eventuel appel.

Artikel 18

Mindstestandarder for prøvelse af retsafgørelsen

1. Skyldneren har ret til at anmode om prøvelse af en retsafgørelse truffet i den europæiske småkravsprocedure ved den kompetente ret i den medlemsstat, hvor retsafgørelsen er truffet, i tilfælde,

i)	hvor anmodningsformularen eller indkaldelsen til et mundtligt retsmøde er blevet forkyndt på en måde, der ikke indebærer bevis for, at skyldneren personligt har modtaget de pågældende dokumenter, som omhandlet i artikel 14 i forordning (EF) nr. 805/2004, og

ii)	forkyndelsen ikke er blevet foretaget i så god tid, at skyldneren har kunnet varetage sine interesser under sagen, uden at dette skyldes fejl fra hans side

eller

b)	hvor skyldneren har været forhindret i at gøre indsigelse mod kravet på grund af force majeure eller som følge af ekstraordinære omstændigheder, der ikke skyldes fejl fra hans side,

forudsat at skyldneren i begge tilfælde har reageret hurtigst muligt.

2. Afslår retten prøvelse under henvisning til, at der ikke foreligger nogen af de grunde, der er omhandlet i stk. 1, forbliver retsafgørelsen virksom.

Finder retten, at prøvelse er berettiget af en af de grunde, der er omhandlet i stk. 1, er retsafgørelsen truffet i den europæiske småkravsprocedure uvirksom.

Artikel 19

Valg af processuelle regler

Med forbehold af bestemmelserne i denne forordning er den europæiske småkravsprocedure underlagt de processuelle regler i den medlemsstat, hvor proceduren føres.

KAPITEL III

ANERKENDELSE OG FULDBYRDELSE I EN ANDEN MEDLEMSSTAT

Artikel 20

Anerkendelse og fuldbyrdelse

1. En retsafgørelse truffet i en medlemsstat i den europæiske småkravsprocedure anerkendes og fuldbyrdes i en anden medlemsstat, uden at der kræves en afgørelse om eksigibilitet, og uden at der kan gøres indsigelse mod anerkendelsen.

2. På anmodning af en part udsteder retten en attest vedrørende en retsafgørelse truffet i den europæiske småkravsprocedure ved anvendelse af formular D, jf. bilag IV, uden ekstra omkostninger.

Artikel 21

Fuldbyrdelsesprocedure

1. Med forbehold af bestemmelserne i dette kapitel afgøres fuldbyrdelsesproceduren efter fuldbyrdelsesstatens lov.

En retsafgørelse truffet i den europæiske småkravsprocedure fuldbyrdes på samme vilkår som en retsafgørelse truffet i fuldbyrdelsesstaten.

2. En part, der anmoder om fuldbyrdelse af en retsafgørelse, fremlægger:

a)	en genpart af retsafgørelsen, der opfylder de nødvendige betingelser med hensyn til godtgørelse af dens ægthed, og

en genpart af den attest, der er omhandlet i artikel 20, stk. 2, og om nødvendigt en oversættelse heraf til det officielle sprog i fuldbyrdelsesstaten eller, hvis der er flere officielle sprog i den pågældende medlemsstat, til det officielle sprog eller et af de officielle sprog, der anvendes af retterne på det sted, hvor fuldbyrdelsen ønskes foretaget, i overensstemmelse med den pågældende medlemsstats lov, eller til et andet sprog, som fuldbyrdelsesstaten har angivet, at den kan acceptere. Hver medlemsstat kan angive, hvilket andet eller hvilke andre af EU-institutionernes officielle sprog end dens eget eller dens egne den kan acceptere i forbindelse med den europæiske småkravsprocedure. Indholdet i formular D oversættes af en person, der er beføjet til at foretage oversættelser i en af medlemsstaterne.

3. En part, der anmoder om fuldbyrdelse af en retsafgørelse truffet i den europæiske småkravsprocedure i en anden medlemsstat, er ikke forpligtet til at have:

a)	en befuldmægtiget, eller

b)	en postadresse

i fuldbyrdelsesstaten, ud over hos den repræsentant, der har kompetence med hensyn til fuldbyrdelsesproceduren.

4. Det kan ikke pålægges en part, som i en medlemsstat anmoder om fuldbyrdelse af en retsafgørelse truffet i den europæiske småkravsprocedure i en anden medlemsstat, at stille sikkerhed eller depositum af nogen art med den begrundelse, at vedkommende er udlænding eller ikke har bopæl eller opholdssted i fuldbyrdelsesstaten.

Artikel 22

Afslag på fuldbyrdelse

1. Fuldbyrdelse afslås på anmodning af den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, af den kompetente ret i fuldbyrdelsesstaten, hvis den retsafgørelse, der er truffet i den europæiske småkravsprocedure, er uforenelig med en retsafgørelse, der tidligere er blevet truffet i en medlemsstat eller i et tredjeland, forudsat:

a)	at den tidligere retsafgørelse havde samme genstand, hvilede på samme grundlag og var mellem samme parter

b)	at den tidligere retsafgørelse blev truffet i fuldbyrdelsesstaten eller opfylder de nødvendige betingelser for anerkendelse i fuldbyrdelsesstaten, og

c)	at uforeneligheden ikke blev og ikke kunne være blevet gjort gældende som indsigelse under retssagen i den medlemsstat, hvor retsafgørelsen i den europæiske småkravsprocedure er truffet.

2. En retsafgørelse truffet i den europæiske småkravsprocedure kan under ingen omstændigheder efterprøves i fuldbyrdelsesstaten med hensyn til sagens realitet.

Artikel 23

Udsættelse eller begrænsning af fuldbyrdelsen

Hvis en part har anfægtet en retsafgørelse truffet i den europæiske småkravsprocedure, eller der stadig er mulighed for at anfægte den, eller hvis en part har indgivet anmodning om prøvelse som omhandlet i artikel 18, kan den kompetente ret eller myndighed i fuldbyrdelsesstaten på anmodning af den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse:

a)	begrænse fuldbyrdelsesproceduren til sikrende retsmidler

b)	gøre fuldbyrdelsen betinget af, at der stilles en sikkerhed, som fastsættes af retten, eller

c)	under særlige omstændigheder udsætte fuldbyrdelsesproceduren.

KAPITEL IV

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 24

Oplysning

Medlemsstaterne samarbejder for at sikre, at offentligheden og relevante fagkredse informeres om den europæiske småkravsprocedure, herunder om sagsomkostninger, navnlig gennem det europæiske retlige netværk på det civil- og handelsretlige område, der blev oprettet i henhold til beslutning 2001/470/EF.

Artikel 25

Oplysninger om retternes kompetence, kommunikationsmidler og appel

1. Senest den 1. januar 2008 meddeler medlemsstaterne Kommissionen:

a)	hvilke retter der er kompetente til at træffe en retsafgørelse i den europæiske småkravsprocedure

b)	hvilke kommunikationsmidler der accepteres i forbindelse med den europæiske småkravsprocedure og står til rådighed for retterne, jf. artikel 4, stk. 1

c)	hvorvidt deres processuelle regler hjemler appel af en retsafgørelse, jf. artikel 17, og til hvilken ret appellen kan indgives

d)	hvilke sprog der accepteres, jf. artikel 21, stk. 2, litra b), og

e)	hvilke myndigheder der er kompetente med hensyn til fuldbyrdelse, og hvilke myndigheder der er kompetente i forbindelse med anvendelsen af artikel 23.

Medlemsstaterne informerer Kommissionen om eventuelle senere ændringer af disse oplysninger.

2. Kommissionen gør de oplysninger, der meddeles i henhold til stk. 1, offentligt tilgængelige gennem offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende og på enhver anden hensigtsmæssig måde.

Artikel 26

Gennemførelsesforanstaltninger

Foranstaltninger til ændring af ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning, herunder ved supplering af den, vedrørende ajourføring eller teknisk ændring af formularerne i bilagene vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 27, stk. 2.

Artikel 27

Udvalgsprocedure

1. Kommissionen bistås af et udvalg.

2. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5a, stk. 1-4, og artikel 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.

Artikel 28

Revision

Senest den 1. januar 2014 forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg en udførlig rapport, der gennemgår, hvordan den europæiske småkravsprocedure fungerer, herunder ser på det i artikel 2, stk. 1, fastsatte loft over værdien af et krav. Rapporten skal omfatte en vurdering af proceduren, sådan som den har fungeret, og en udvidet konsekvensanalyse for hver enkelt medlemsstat.

Med henblik herpå og for at sikre, at der tages behørigt hensyn til god praksis i Den Europæiske Union, og at denne praksis stemmer overens med principperne om bedre lovgivning, giver medlemsstaterne Kommissionen oplysninger om den grænseoverskridende anvendelse af den europæiske småkravsprocedure. Disse oplysninger skal omfatte oplysninger om retsafgifter og om, hvor hurtigt proceduren afvikles, hvor effektiv den er, og hvor let den er at anvende, samt om medlemsstaternes interne småkravsprocedurer.

Kommissionens rapport ledsages om nødvendigt af forslag om tilpasning.

Artikel 29

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 1. januar 2009 med undtagelse af artikel 25, som anvendes fra den 1. januar 2008.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab.

Udfærdiget i Strasbourg, den 11. juli 2007.

På Europa-Parlamentets vegne

H.-G. PÖTTERING

Formand

På Rådets vegne

M. LOBO ANTUNES

Formand

(1) EUT C 88 af 11.4.2006, s. 61.

(2) Europa-Parlamentets udtalelse af 14.12.2006 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 13.6.2007.

(3) EFT L 160 af 30.6.2000, s. 37.

(4) EFT L 12 af 16.1.2001, s. 1. Ændret ved forordning (EF) nr. 1791/2006 (EUT L 363 af 20.12.2006, s. 1).

(5) EFT L 174 af 27.6.2001, s. 25.