|
3.2.2007 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 28/8 |
KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 103/2007
af 2. februar 2007
om forlængelse af den overgangsperiode, der er omhandlet i artikel 53, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1592/2002
(EØS-relevant tekst)
KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1592/2002 af 15. juli 2002 om fælles regler for civil luftfart og om oprettelse af et europæisk luftfartssikkerhedsagentur (1), særlig artikel 53, stk. 4, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
I henhold til artikel 53, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1592/2002 skal Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (EASA) opkræve gebyr for udstedelse og fornyelse af certifikater og for permanent kontrol hermed. Ifølge artikel 48, stk. 1, litra b), i samme forordning skal disse gebyrer betales af ansøgere om eller indehavere af certifikater, der udstedes, opretholdes eller ændres af agenturet. |
|
(2) |
I henhold til artikel 53, stk. 4, skal udgifterne forbundet med agenturets certificeringsopgaver og agenturets indtægter fra de gebyrer, det opkræver, være i balance. Bestemmelserne i samme stykke gør det imidlertid også muligt at benytte Fællesskabets årlige bidrag til agenturet til dækning af certificeringsudgifter i en overgangsperiode indtil den 31. december 2006. Denne periode kan om nødvendigt forlænges af Kommissionen med et år. |
|
(3) |
Gebyrernes størrelse og den måde, hvorpå de skal betales, er fastsat i Kommissionens forordning (EF) nr. 488/2005 (2) der trådte i kraft den 1. juni 2005. Efter den dato skal agenturet opkræve gebyr for certificeringsopgaverne. Gebyrindtægterne er imidlertid endnu ikke tilstrækkelige til at dække alle agenturets certificeringsudgifter. Agenturet skal derfor fortsat anvende en del af Fællesskabets bidrag til at dække disse udgifter i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i artikel 53, stk. 4. |
|
(4) |
Skønt gebyrindtægterne dækker en stadig større del af certificeringsudgifterne, nemlig skønsmæssigt 70 % i 2006 sammenlignet med 60 % i 2005, viser erfaringerne, at det tager tid at opbygge en effektiv gebyrmekanisme. På nuværende tidspunkt kan det således ikke garanteres, at der vil være balance mellem disse udgifter og indtægter i 2007. |
|
(5) |
For at undgå et potentielt underskud på certificeringsvirksomheden, der kan forhindre agenturet i at udføre sine opgaver, er det nødvendigt at gøre brug af de relevante bestemmelser i artikel 53, stk. 4, i forordning (EF) nr. 1592/2002 til at forlænge den overgangsperiode, i løbet af hvilken en del af Fællesskabets bidrag om nødvendigt kan benyttes til at dække certificeringsudgifterne. |
|
(6) |
Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 54 i forordning (EF) nr. 1592/2002 — |
UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:
Artikel 1
Den i artikel 53, stk. 4, i forordning (EF) nr. 1592/2002 nævnte overgangsperiode forlænges til den 31. december 2007.
Artikel 2
Denne forordning træder i kraft på dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den 2. februar 2007.
På Kommissionens vegne
Jacques BARROT
Næstformand
(1) EFT L 240 af 7.9.2002, s. 1. Senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1701/2003 (EUT L 243 af 27.9.2003, s. 5).
(2) EUT L 81 af 30.3.2005, s. 7. Ændret ved forordning (EF) nr. 779/2006 (EUT L 137 af 25.5.2006, s. 3).