21.6.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 220/3


Berigtigelse til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 881/2004 af 29. april 2004 om oprettelse af et europæisk jernbaneagentur (»agenturforordningen«)

( Den Europæiske Unions Tidende L 164 af 30. april 2004 )

Forordning (EF) nr. 881/2004 læses således:

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 881/2004

af 29. april 2004

om oprettelse af et europæisk jernbaneagentur

(»agenturforordningen«)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 71, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Kommissionen (1),

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (2),

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget (3),

efter proceduren i traktatens artikel 251 (4), på grundlag af Forligsudvalgets fælles udkast af 23. marts 2004, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

For at der gradvis kan oprettes et integreret europæisk jernbanesystem, er det nødvendigt, at Fællesskabet fastsætter regler for jernbanerne, som dækker såvel de tekniske som de sikkerhedsmæssige aspekter, da disse to aspekter er uadskillelige.

(2)

I Rådets direktiv 91/440/EØF af 29. juli 1991 om udvikling af Fællesskabets jernbaner (5) er det fastsat, at alle jernbanevirksomheder i Fællesskabet, som er i besiddelse af en licens og ønsker at udføre godstransporttjenesteydelser, gradvis skal have adgang til infrastrukturen.

(3)

I Rådets direktiv 95/18/EF af 19. juni 1995 om udstedelse af licenser til jernbanevirksomheder (6) er det fastsat, at alle jernbanevirksomheder skal være i besiddelse af en licens, og at en licens udstedt i én medlemsstat er gyldig i hele Fællesskabet.

(4)

I Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/14/EF af 26. februar 2001 om tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter for brug af jernbaneinfrastruktur samt sikkerhedscertificering (7) fastsættes nye rammebestemmelser, som tager sigte på oprettelse af et integreret europæisk jernbanesystem.

(5)

De tekniske og operationelle forskelle mellem medlemsstaternes jernbanesystemer har skabt barrierer mellem de nationale jernbanemarkeder og hindret en dynamisk udvikling af denne sektor på europæisk niveau. Ved Rådets direktiv 96/48/EF af 23. juli 1996 om interoperabilitet i det transeuropæiske jernbanesystem for højhastighedstog (8) og ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/16/EF af 19. marts 2001 om interoperabilitet i det transeuropæiske jernbanesystem for konventionelle tog (9) blev der opstillet en række væsentlige krav og indført en ordning med henblik på fastsættelse af obligatoriske tekniske specifikationer for interoperabilitet.

(6)

Virkeliggørelsen af målet om sikkerhed og målet om interoperabilitet på én gang kræver et betydeligt teknisk arbejde, som skal styres af et specialiseret organ. Det er derfor nødvendigt at oprette et europæisk jernbaneagentur for sikkerhed og interoperabilitet (i det følgende benævnt »agenturet«) inden for de nuværende institutionelle rammer og uden at ændre kompetencefordelingen inden for Fællesskabet. Oprettelsen af et sådant agentur åbner mulighed for at behandle spørgsmålene om sikkerhed og interoperabilitet i det europæiske jernbanenet samtidigt og på et højt fagligt niveau og bidrager således til at dynamisere jernbanesektoren og virkeliggøre de generelle mål for den fælles transportpolitik.

(7)

For at fremme oprettelsen af et integreret europæisk jernbanesystem og bidrage til en modernisering af jernbanesektoren og samtidig udbygge sektorens indbyggede fordele på sikkerhedsområdet bør agenturet bidrage til at udvikle en egentlig europæisk jernbanekultur og udgøre et vigtigt redskab til øget dialog, samråd og meningsudveksling mellem alle aktører i jernbanesektoren under hensyntagen til den enkeltes beføjelser.

(8)

I henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/49/EF af 30. april 2004 om sikkerhed på jernbanerne i EU (»jernbanesikkerhedsdirektivet«) (10) skal der udarbejdes fælles sikkerhedsindikatorer, fælles sikkerhedsmål og fælles sikkerhedsmetoder. Udviklingen af disse redskaber kræver en uafhængig teknisk ekspertise.

(9)

For at forenkle procedurerne for udstedelse af sikkerhedscertifikater til jernbanevirksomhederne er det nødvendigt at udvikle et harmoniseret format for sikkerhedscertifikater og et harmoniseret format for ansøgninger om sikkerhedscertifikater.

(10)

I jernbanesikkerhedsdirektivet er det fastsat, at de nationale sikkerhedsforskrifter skal vurderes i lyset af målet om sikkerhed og interoperabilitet. Det er derfor tvingende nødvendigt, at der kan indhentes en udtalelse baseret på en uafhængig og neutral ekspertise.

(11)

Når det drejer sig om sikkerhed, er det vigtigt at sikre den størst mulige gennemsigtighed og en effektiv informationsspredning. Der er endnu ikke udviklet nogen metode til analyse af sikkerhedsniveauet baseret på fælles indikatorer, som gør det muligt at sætte alle jernbanesektorens aktører i relation til hinanden, og et sådant redskab bør udvikles. Med hensyn til statistik er det nødvendigt at etablere et snævert samarbejde med Eurostat.

(12)

De nationale myndigheder, der er ansvarlige for jernbanesikkerheden, samt reguleringsorganerne og de øvrige nationale myndigheder bør have mulighed for at indhente en uafhængig teknisk ekspertudtalelse, når de undersøger sager, der vedrører flere medlemsstater.

(13)

I direktiv 2001/16/EF er det fastsat, at det første sæt tekniske specifikationer for interoperabilitet (TSI) skal udarbejdes inden den 20. april 2004. Kommissionen har overdraget dette hverv til den europæiske sammenslutning for jernbaneinteroperabilitet (AEIF), som omfatter producenterne af jernbanemateriel samt infrastrukturoperatørerne og -forvalterne. Den erfaring, som jernbanesektoren har opbygget i AEIF, bør bibeholdes. Kontinuiteten i arbejdet og den udvikling, TSI'er gennemgår i tidens løb, kræver en permanent faglig struktur.

(14)

Det transeuropæiske nets interoperabilitet bør øges, og udvælgelsen af nye investeringsprojekter, som støttes af Fællesskabet, bør foretages under hensyntagen til målet om interoperabilitet, således som det er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 1692/96/EF af 23. juli 1996 om Fællesskabets retningslinjer for udvikling af det transeuropæiske transportnet (11).

(15)

Med henblik på at sikre kontinuiteten bør de arbejdsgrupper, som nedsættes af agenturet, støtte sig til sammenslutningen af AEIF, når det er relevant, suppleret med yderligere medlemmer.

(16)

Vedligeholdelsen af det rullende materiel er et vigtigt element i sikkerhedssystemet. Der er ikke noget egentligt europæisk marked for vedligeholdelse af jernbanemateriel, da der ikke findes noget system til certificering af værkstederne. Dette medfører ekstraomkostninger for jernbanesektoren og giver anledning til tomkørsel. Der bør derfor gradvist udvikles et europæisk system til certificering af værkstederne.

(17)

Kravene til togførernes faglige kvalifikationer er af væsentlig betydning både for sikkerheden og for interoperabiliteten i Europa. Sådanne krav er desuden en forudsætning for fri bevægelighed for arbejdstagerne i jernbanesektoren. Dette spørgsmål bør behandles inden for rammerne af den nuværende ordning, der gælder for den sociale dialog. Agenturet bør yde den tekniske bistand, der er nødvendig for at tilgodese dette aspekt på europæisk plan.

(18)

Registreringen af det rullende materiel er først og fremmest en anerkendelse af dets egnethed til at køre på nærmere fastsatte vilkår. Registreringen henhører under de offentlige myndigheder og bør foretages efter gennemsigtige og ikke-diskriminerende kriterier. Agenturet bør yde teknisk bistand til oprettelsen af et registreringssystem.

(19)

For at sikre den størst mulige gennemsigtighed og lige adgang for alle parter til relevante oplysninger bør de dokumenter, som udfærdiges med henblik på interoperabilitet, være tilgængelige for offentligheden. Det samme gælder for licenserne og sikkerhedscertifikaterne. Agenturet bør skabe grundlaget for en effektiv udveksling af disse oplysninger.

(20)

Det er vigtigt at fremme innovationen i forbindelse med sikkerhed og interoperabilitet i jernbanesektoren; agenturet bør støtte disse bestræbelser. Økonomisk støtte inden for rammerne af agenturets aktiviteter på dette område bør ikke medføre forvridninger på det pågældende marked.

(21)

For at kunne udføre sine opgaver på tilfredsstillende måde bør agenturet have status som juridisk person og råde over et selvstændigt budget, hvis midler hovedsagelig består af et bidrag fra Fællesskabet. For at sikre agenturets uafhængighed i dets daglige virke og i de udtalelser og henstillinger, som det afgiver, bør den administrerende direktør kunne handle under eget ansvar, og at agenturets personale bør være uafhængigt.

(22)

For effektivt at sikre, at agenturet løser sine opgaver, bør medlemsstaterne og Kommissionen være repræsenteret i en bestyrelse, som har beføjelse til at fastlægge budgettet, kontrollere dets gennemførelse, vedtage passende finansbestemmelser, indføre gennemsigtige arbejdsprocedurer for agenturets beslutningsproces, godkende agenturets arbejdsprogram, vedtage dets budget, fastlægge en politik for besøg i medlemsstaterne og udpege den administrerende direktør.

(23)

For at sikre gennemsigtighed i bestyrelsens beslutninger bør repræsentanter for de berørte sektorer deltage i drøftelserne, men uden stemmeret, da stemmeretten er forbeholdt repræsentanterne for de offentlige myndigheder, som skal aflægge regnskab for de for den demokratiske kontrol ansvarlige myndigheder. Repræsentanterne for sektoren bør udnævnes af Kommissionen på grundlag af deres repræsentativitet på europæisk plan for så vidt angår jernbanevirksomheder, infrastrukturforvaltere, jernbanesektoren, fagforeninger, passagerer og godskunder.

(24)

Agenturets arbejde bør være præget af gennemsigtighed. Europa-Parlamentet bør kunne føre en effektiv kontrol, og det bør derfor have mulighed for at høre agenturets administrerende direktør. Agenturet bør også anvende den relevante fællesskabslovgivning vedrørende aktindsigt.

(25)

Efterhånden som der de seneste år er blevet oprettet flere decentrale agenturer, har budgetmyndigheden bestræbt sig på at forbedre gennemsigtigheden af og kontrollen med forvaltningen af de fællesskabsmidler, de har fået bevilget, navnlig opførelse af gebyrindtægter på budgettet, finanskontrol, beføjelser til at meddele decharge, bidrag til pensionsordninger og den interne budgetprocedure (adfærdskodeks). Tilsvarende bør Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1073/1999 af 25. maj 1999 om undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) (12), finde ubegrænset anvendelse på agenturet, som bør tiltræde den interinstitutionelle aftale af 25. maj 1999 mellem Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber om de interne undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (13).

(26)

Målene for denne forordning, nemlig oprettelsen af et specialiseret organ, der skal finde frem til fælles løsninger på problemer vedrørende jernbanesikkerhed og -interoperabilitet, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af arbejdsopgavernes kollektive karakter bedre gennemføres på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

KAPITEL 1

PRINCIPPER

Artikel 1

Oprettelse af agenturet og dets mål

Ved denne forordning oprettes et europæisk jernbaneagentur, i det følgende benævnt »agenturet«.

Agenturets mål er at yde teknisk bistand til gennemførelsen af EF-retsforskrifter, der tager sigte på at forbedre jernbanesektorens konkurrenceevne og jernbanesystemernes interoperabilitet og at udvikle en fælles strategi for det europæiske jernbanesystems sikkerhed for dermed at bidrage til oprettelsen af et integreret europæisk jernbanesystem og sikre et højt sikkerhedsniveau.

Under forfølgelsen af disse mål tager agenturet fuldt ud hensyn til den forestående udvidelse af Den Europæiske Union og de specifikke problemer, der er knyttet til jernbaneforbindelserne med tredjelande.

Agenturet har enekompetence inden for rammerne af sine opgaver og beføjelser.

Artikel 2

Arten af agenturets dokumenter

Agenturet kan:

a)

rette henstillinger til Kommissionen vedrørende anvendelsen af artikel 6, 7, 12, 14, 16, 17 og 18

b)

afgive udtalelser til Kommissionen i henhold til artikel 8, 13 og 15 og til medlemsstaternes berørte myndigheder i henhold til artikel 10.

Artikel 3

Sammensætning af arbejdsgrupperne

1.   Ved udarbejdelsen af de i artikel 6, 7, 12, 14, 16, 17 og 18 nævnte henstillinger nedsætter agenturet et begrænset antal arbejdsgrupper. Disse arbejdsgrupper støtter sig dels på den ekspertise, som jernbanesektoren har opbygget, og navnlig den erfaring, som er udviklet i Den Europæiske Sammenslutning for Jernbaners Interoperabilitet (AEIF), dels på de kompetente nationale myndigheders ekspertise. Agenturet sikrer sig, at arbejdsgrupperne er kompetente og repræsentative, og at de har passende repræsentation af de jernbanesektorer og de brugere, der vil blive berørt af de foranstaltninger, som Kommissionen måtte foreslå på grundlag af henstillinger fra agenturet. Gruppernes arbejde skal være præget af gennemsigtighed.

Når de i artikel 6, 12, 16 og 17 nævnte arbejdsopgaver har direkte indvirkning på arbejdsvilkår, sundhed og sikkerhed for arbejdstagerne i jernbanesektoren, deltager repræsentanter for arbejdstagerorganisationerne i de pågældende arbejdsgrupper.

2.   Agenturet meddeler jernbanesektorens repræsentative organer på europæisk niveau arbejdsprogrammet. Listen over disse organer udarbejdes i det udvalg, der er omhandlet i artikel 21 i direktiv 96/48/EF. Det enkelte organ og/eller gruppe af organer sender agenturet en liste over de bedst kvalificerede eksperter, som har beføjelse til at repræsentere dem i de enkelte arbejdsgrupper.

3.   De nationale sikkerhedsmyndigheder, som er defineret i artikel 16 i jernbanesikkerhedsdirektivet, udpeger deres repræsentanter til de arbejdsgrupper, som de ønsker at deltage i.

4.   Agenturet kan om nødvendigt supplere arbejdsgrupperne med uafhængige eksperter, som er anerkendt for deres kompetence på det pågældende område.

5.   Arbejdsgrupperne ledes af en repræsentant for agenturet.

Artikel 4

Høring af arbejdsmarkedets parter

Når de i artikel 6, 7, 12, 16 og 17 nævnte arbejdsopgaver har direkte indvirkning på det sociale miljø eller arbejdsvilkårene for arbejdere i industrien, hører agenturet arbejdsmarkedets parter i det sektordialogudvalg, som er nedsat i medfør af afgørelse 98/500/EF (14).

Høringen finder sted, inden agenturet forelægger sine henstillinger for Kommissionen. Agenturet tager behørigt hensyn til disse høringer og er til enhver tid rede til at komme med yderligere begrundelser for sine henstillinger. Agenturet sender udtalelserne fra sektordialogudvalget til Kommissionen, som videresender dem til det i artikel 21 i direktiv 96/48/EF omhandlede udvalg.

Artikel 5

Høring af jernbanekunderne- og passagererne

Når de i artikel 6 og 12 nævnte arbejdsopgaver har direkte virkninger for jernbanekunderne- og passagererne, hører agenturet de organisationer, der repræsenterer disse. Listen over de organisationer, der skal høres, udarbejdes af det i artikel 21 i direktiv 96/48/EF omhandlede udvalg.

Høringen finder sted, inden agenturet forelægger sine forslag for Kommissionen. Agenturet tager behørigt hensyn til disse høringer og skal til enhver tid være rede til at komme med yderligere begrundelser for sine forslag. Agenturet sender de berørte organisationers udtalelser til Kommissionen, som videresender dem til det i artikel 21 i direktiv 96/48/EF omhandlede udvalg.

KAPITEL 2

SIKKERHED

Artikel 6

Teknisk bistand

1.   Agenturet retter henstilling til Kommissionen om de fælles sikkerhedsmetoder og de fælles sikkerhedsmål, som er fastsat i artikel 6 og 7 i jernbanesikkerhedsdirektivet.

2.   Agenturet retter på anmodning af Kommissionen eller det udvalg, der er nævnt i artikel 21 i direktiv 96/48/EF, eller på eget initiativ henstilling til Kommissionen om andre sikkerhedsforanstaltninger.

3.   I overgangsperioden indtil vedtagelsen af de fælles sikkerhedsmål, de fælles sikkerhedsmetoder og de tekniske specifikationer for interoperabilitet (TSI), og når det drejer sig om materiel og infrastrukturer, som ikke er omfattet af TSI'er, kan agenturet rette relevante henstillinger til Kommissionen. Agenturet drager omsorg for, at der er sammenhæng mellem disse henstillinger og de nuværende og planlagte TSI'er.

4.   Agenturet forelægger en detaljeret cost-benefit-analyse til støtte for sine henstillinger i henhold til denne artikel.

5.   Agenturet tilrettelægger og letter samarbejdet mellem de nationale sikkerhedsmyndigheder og de undersøgelsesorganer, som er defineret i artikel 16 og 21 i jernbanesikkerhedsdirektivet.

Artikel 7

Sikkerhedscertifikater

Med henblik på anvendelsen af artikel 10 og 15 i jernbanesikkerhedsdirektivet, som omhandler harmonisering af sikkerhedscertifikater, udarbejder agenturet et fælles format til sikkerhedscertifikatet, herunder en elektronisk version, og et fælles format til ansøgningen om sikkerhedscertifikat, herunder en liste over de relevante oplysninger, der skal leveres, og retter henstilling herom.

Artikel 8

Nationale sikkerhedsforskrifter

1.   Agenturet gennemfører på Kommissionens anmodning en teknisk undersøgelse af de nye nationale sikkerhedsforskrifter, som forelægges Kommissionen i henhold til artikel 8 i jernbanesikkerhedsdirektivet.

2.   Agenturet undersøger, om disse forskrifter er forenelige med jernbanesikkerhedsdirektivet, og med gældende TSI'er. Agenturet undersøger også, om disse forskrifter gør det muligt at nå de i det omtalte direktiv definerede fælles sikkerhedsmål.

3.   Hvis agenturet, efter at have taget den af medlemsstaten fremførte begrundelse i betragtning, mener, at en af disse forskrifter er uforenelig enten med TSI'erne eller de fælles sikkerhedsmetoder eller ikke gør det muligt at nå de fælles sikkerhedsmål, forelægger det Kommissionen en udtalelse senest to måneder efter, at Kommissionen har sendt agenturet forskrifterne.

Artikel 9

Overvågning af sikkerhedsniveauet

1.   Agenturet opretter en netværksforbindelse med de nationale myndigheder, der er ansvarlige for sikkerheden, og med de nationale myndigheder, som er ansvarlige for de undersøgelser, der er fastsat i jernbanesikkerhedsdirektivet, for at fastlægge indholdet af de fælles sikkerhedsindikatorer, der er anført i bilag I til dette direktiv og for at indsamle relevante oplysninger om jernbanesikkerhed.

2.   På grundlag af de fælles sikkerhedsindikatorer, de nationale rapporter om sikkerhed og ulykker og sine egne oplysninger forelægger agenturet hvert andet år en rapport om sikkerhedsniveauet, som offentliggøres. Den første af disse rapporter offentliggøres i løbet af det tredje år efter, at agenturet har indledt sit virke.

3.   Agenturet støtter sig på de af Eurostat indsamlede oplysninger og samarbejder med Eurostat for at undgå dobbeltarbejde og for at sikre, at der er metodisk sammenhæng mellem de fælles sikkerhedsindikatorer og de indikatorer, der anvendes i forbindelse med andre transportformer.

Artikel 10

Tekniske udtalelser

1.   De nationale tilsynsorganer, som er nævnt i artikel 30 i direktiv 2001/14/EF, kan anmode agenturet om en teknisk udtalelse om sikkerhedsaspekter i relation til de sager, de skal tage stilling til.

2.   De udvalg, der er nedsat i medfør af artikel 35 i direktiv 2001/14/EF og artikel 11a i direktiv 91/440/EØF, kan anmode agenturet om en teknisk udtalelse om sikkerhedsaspekter i relation til deres respektive kompetenceområder.

3.   Agenturet afgiver udtalelse inden for to måneder. Udtalelsen offentliggøres af agenturet i en udgave, der er renset for enhver oplysning, som er forretningshemmeligheder.

Artikel 11

Offentlig dokumentdatabase

1.   Agenturet fører en offentlig database over følgende dokumenter:

a)

de licenser, der udstedes i henhold til direktiv 95/18/EF

b)

de sikkerhedscertifikater, der udstedes i overensstemmelse med artikel 10 i jernbanesikkerhedsdirektivet

c)

de undersøgelsesrapporter, som fremsendes til agenturet i henhold til artikel 24 i jernbanesikkerhedsdirektivet

d)

de nationale sikkerhedsforskrifter, som meddeles Kommissionen i henhold til artikel 8 i jernbanesikkerhedsdirektivet.

2.   De nationale myndigheder, som er ansvarlige for udstedelsen af de i stk. 1, litra a) og b), nævnte dokumenter, giver inden en måned agenturet meddelelse om enhver individuel beslutning om udstedelse, fornyelse, ændring eller tilbagetrækning af et dokument.

3.   Agenturet kan supplere denne offentlige database med ethvert offentligt dokument eller link, som bidrager til virkeliggørelsen af denne forordnings mål.

KAPITEL 3

INTEROPERABILITET

Artikel 12

Teknisk bistand fra agenturet

Agenturet bidrager til udviklingen og gennemførelsen af jernbaneinteroperabiliteten i overensstemmelse med de principper og definitioner, der er fastsat i direktiv 96/48/EF og 2001/16/EF. Med henblik herpå skal agenturet:

a)

efter bemyndigelse fra Kommissionen tilrettelægge og gennemføre arbejdet i de i artikel 3 nævnte arbejdsgrupper med udformning af TSI-udkast og videresende dem til Kommissionen

b)

sikre, at TSI'erne er tilpasset de tekniske fremskridt, markedsudviklingen og de samfundsmæssige krav, og foreslå Kommissionen de ændringer i TSI'erne, som det finder nødvendige

c)

sikre, at udviklingen og ajourføringen af TSI'erne samordnes med udviklingen af de for interoperabiliteten nødvendige europæiske standarder, og holde den nødvendige kontakt med de europæiske standardiseringsorganer

d)

bistå Kommissionen med at tilrettelægge og lette samarbejdet mellem de bemyndigede organer som beskrevet i artikel 20, stk. 5, i direktiv 96/48/EF og direktiv 2001/16/EF

e)

rådgive og komme med henstillinger til Kommissionen vedrørende arbejdsbetingelserne for alt personale, som udfører sikkerhedskritiske opgaver.

Artikel 13

Overvågning af de bemyndigede organers arbejde

Uden at dette berører medlemsstaternes ansvar med hensyn til de bemyndigede organer, som de udpeger, kan agenturet på Kommissionens anmodning overvåge kvaliteten af de bemyndigede organers arbejde. Såfremt det er relevant, afgiver agenturet udtalelse til Kommissionen.

Artikel 14

Overvågning af interoperabiliteten

1.   Agenturet retter på Kommissionens anmodning henstillinger om procedurer for at gennemføre interoperabiliteten ved at lette koordineringen af jernbanesystemernes interoperabilitet mellem operatørerne og mellem infrastrukturforvalterne, navnlig med henblik på omstillingen af systemerne.

2.   Agenturet følger udviklingen i jernbanesystemernes interoperabilitet. Det forelægger og offentliggør hvert andet år en rapport om de fremskridt, der er sket på dette område. Den første rapport skal offentliggøres i løbet af det andet år efter, at agenturet har indledt sit virke.

Artikel 15

Interoperabilitet i det transeuropæiske net

På Kommissionens anmodning undersøger agenturet ethvert jernbaneinfrastrukturprojekt, hvortil der ansøges om økonomisk tilskud fra Fællesskabet, med hensyn til interoperabilitet. Agenturet afgiver udtalelse om projektets overensstemmelse med de relevante TSI'er inden for to måneder efter fremsættelsen af anmodningen. I denne udtalelse skal der fuldt ud tages hensyn til de undtagelser, der er fastsat i artikel 7 i direktiv 96/48/EF og direktiv 2001/16/EF.

Artikel 16

Certificering af værkstederne

Senest tre år efter påbegyndelsen af sine aktiviteter, udvikler agenturet et europæisk system til certificering af værksteder til vedligeholdelse af det rullende materiel og retter henstillinger om oprettelsen af systemet.

Disse henstillinger skal navnlig omfatte følgende spørgsmål:

strukturerede ledelsessystemer

personale med de nødvendige kompetencer

faciliteter og værktøjer

teknisk dokumentation og vedligeholdelsesforskrifter.

Artikel 17

Faglige kompetencer

1.   Agenturet udarbejder henstillinger med henblik på fastlæggelse af ensartede og fælles kriterier for faglige kompetencer og evaluering af det personale, der beskæftiger sig med drift og vedligeholdelse af jernbanesystemet. Indsatsen vedrører først og fremmest lokomotivførerne og de personer, der uddanner dem. Agenturet hører repræsentanter for arbejdsmarkedets parter i henhold til artikel 4.

2.   Agenturet udarbejder henstillinger med henblik på indførelse af en ordning for godkendelse af uddannelsescentrene.

3.   Agenturet fremmer og støtter udvekslingen af lokomotivførere og undervisere mellem jernbanevirksomheder i forskellige medlemsstater.

Artikel 18

Registrering af det rullende materiel

Agenturet udarbejder et fælles format til det nationale køretøjsregister, jf. artikel 14 i direktiv 96/48/EF og direktiv 2001/16/EF, og retter henstilling til Kommissionen herom.

Artikel 19

Register over interoperabilitetsdokumenterne

1.   Agenturet fører et offentligt register over følgende dokumenter, som er defineret i direktiv 2001/16/EF og 96/48/EF:

a)

erklæringerne om EF-verifikation af delsystemerne

b)

EF-erklæringerne om komponenternes overensstemmelse

c)

ibrugtagningstilladelserne, herunder de registreringsnumre, der er knyttet til ibrugtagningen

d)

registrene over infrastrukturer og rullende materiel.

2.   De berørte organer sender disse dokumenter til agenturet, som i samråd med medlemsstaterne fastlægger de nærmere enkeltheder vedrørende fremsendelsen af dokumenterne.

3.   Når de berørte organer fremsender de i stk. 1 omhandlede dokumenter, kan de angive, hvilke dokumenter der af hensyn til sikkerheden ikke må offentliggøres.

4.   Agenturet opretter en elektronisk database for dokumenterne under fuld hensyntagen til stk. 3. Denne database er tilgængelig for offentligheden via et websted.

KAPITEL 4

UNDERSØGELSER OG FREMME AF INNOVATION

Artikel 20

Undersøgelser

Hvis udførelsen af de arbejdsopgaver, som pålægges i henhold til denne forordning, kræver det, iværksætter agenturet undersøgelser, som det finansierer over sit eget budget.

Artikel 21

Fremme af innovation

Kommissionen kan i henhold til agenturets arbejdsprogram og budget pålægge agenturet at fremme innovationer, som tager sigte på at forbedre interoperabiliteten og sikkerheden i jernbanesektoren, navnlig for så vidt angår brugen af nye informationsteknologier og af togdetekterings- og overvågningssystemer.

KAPITEL 5

INTERN STRUKTUR OG ARBEJDSGANG

Artikel 22

Retlig status

1.   Agenturet er et fællesskabsorgan. Det har status som juridisk person.

2.   Agenturet har i hver medlemsstat den mest vidtgående rets- og handleevne, som vedkommende stats lovgivning tillægger juridiske personer. Agenturet kan i særdeleshed erhverve og afhænde fast ejendom og løsøre og optræde som part i retssager.

3.   Agenturet repræsenteres af sin administrerende direktør.

Artikel 23

Privilegier og immuniteter

Protokollen vedrørende De Europæiske Fællesskabers privilegier og immuniteter gælder for agenturet og dets personale.

Artikel 24

Personale

1.   Vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber og de regler, som De Europæiske Fællesskabers institutioner i fællesskab har vedtaget for anvendelsen af denne vedtægt og disse ansættelsesvilkår, gælder for agenturets personale.

2.   Uden at dette berører artikel 26, udøver agenturet over for sine ansatte de beføjelser, som den nævnte vedtægt og oversættelsesvilkår tillægger ansættelsesmyndigheden og den myndighed, der har kompetence til at indgå kontrakter.

3.   Uden at dette berører artikel 26, stk. 1, består agenturets personale af:

midlertidigt ansatte, som ansættes af agenturet i højst fem år og rekrutteres blandt fagfolk fra jernbanesektoren udvalgt på grundlag af deres kvalifikationer og erfaring med hensyn til jernbaneinteroperabilitet og -sikkerhed

tjenestemænd, som Kommissionen eller medlemsstaterne har stillet til rådighed i højst fem år

og

øvrige ansatte i henhold til ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne, med henblik på udførelsen af ekspeditions- eller sekretariatsopgaver.

4.   De eksperter, som deltager i de af agenturet nedsatte arbejdsgrupper, hører ikke til agenturets personale. Deres rejse- og opholdsudgifter afholdes af agenturet i overensstemmelse med de af bestyrelsen vedtagne forskrifter og tariffer.

Artikel 25

Nedsættelse af bestyrelsen og dens beføjelser

1.   Der nedsættes en bestyrelse.

2.   Bestyrelsen:

a)

udnævner den administrerende direktør i henhold til artikel 31

b)

vedtager senest den 30. april hvert år agenturets almindelige rapport om det foregående år og sender den til medlemsstaterne, Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen

c)

vedtager senest den 31. oktober hvert år, idet den tager udtalelsen fra Kommissionen i betragtning, agenturets arbejdsprogram for det kommende år og sender det til medlemsstaterne, Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen. Dette arbejdsprogram vedtages med forbehold af Fællesskabets årlige budgetprocedure. Hvis Kommissionen inden 15 dage fra vedtagelsesdatoen erklærer sig uenig i arbejdsprogrammet, gennemgår bestyrelsen det på ny og vedtager det, eventuelt med ændringer, ved andenbehandlingen enten med to tredjedeles flertal, inklusive Kommissionens repræsentanter, eller med enstemmighed blandt medlemsstaternes repræsentanter

d)

udfører sine opgaver i forbindelse med agenturets budget i henhold til kapitel 6

e)

opstiller beslutningsprocedurer for den administrerende direktør

f)

fastlægger en politik for det tilsyn, der foretages i henhold til artikel 33

g)

udøver disciplinær myndighed over den administrerende direktør og de i artikel 30, stk. 3, omhandlede kontorchefer

h)

fastsætter selv sin forretningsorden.

Artikel 26

Bestyrelsens sammensætning

1.   Bestyrelsen består af en repræsentant for hver medlemsstat og fire repræsentanter for Kommissionen samt seks repræsentanter uden stemmeret, hvoraf sidstnævnte repræsenterer følgende grupper på europæisk plan:

jernbanevirksomheder

infrastrukturforvaltere

jernbanesektoren

arbejdstagerfagforeninger

passagerer

godskunder

og udpeges af Kommissionen på grundlag af en liste med tre navne, der forelægges af deres respektive europæiske organisationer.

Bestyrelsesmedlemmerne udpeges på grundlag af deres relevante erfaring og ekspertise.

2.   Hver medlemsstat og Kommissionen udpeger deres egne medlemmer af bestyrelsen samt en suppleant.

3.   Mandatperioden er fem år og kan fornyes én gang.

4.   Når det er relevant, fastsættes der bestemmelser om deltagelse af repræsentanter for tredjelande og betingelserne herfor i de aftaler, der er omhandlet i artikel 36, stk. 2.

Artikel 27

Bestyrelsens formandskab

1.   Bestyrelsen vælger en formand og en næstformand blandt sine medlemmer. Næstformanden træder i stedet for formanden, hvis denne er forhindret i at udføre sit hverv.

2.   Formandens og næstformandens mandatperiode er tre år og kan fornyes én gang. Hvis en formands eller næstformands medlemskab af bestyrelsen ophører under mandatperioden, ophører mandatperioden dog automatisk samtidig.

Artikel 28

Møder

1.   Det påhviler bestyrelsens formand at indkalde til bestyrelsesmøder. Agenturets administrerende direktør deltager i møderne.

2.   Bestyrelsen mødes mindst to gange om året. Den mødes desuden på initiativ af formanden eller på anmodning af Kommissionen, af et flertal af bestyrelsesmedlemmerne eller af en tredjedel af medlemsstaternes repræsentanter i bestyrelsen.

Artikel 29

Afstemning

Medmindre andet er angivet, vedtager bestyrelsen sine beslutninger med et flertal på to tredjedele af de stemmeberettigede medlemmer. Hvert af de stemmeberettigede medlemmer har en stemme.

Artikel 30

Den administrerende direktørs opgaver og beføjelser

1.   Agenturet ledes af den administrerende direktør, som udfører sit hverv i fuldkommen uafhængighed, med forbehold af Kommissionens og bestyrelsens respektive beføjelser.

2.   Den administrerende direktør:

a)

udarbejder arbejdsprogrammet og forelægger det for bestyrelsen efter høring af Kommissionen

b)

træffer de nødvendige foranstaltninger for at iværksætte arbejdsprogrammet og efterkommer så vidt muligt alle anmodninger fra Kommissionen om bistand i forbindelse med agenturets opgaver i overensstemmelse med denne forordning

c)

træffer de nødvendige foranstaltninger, herunder vedtagelsen af interne administrative instrukser og offentliggørelsen af meddelelser, for at sikre, at agenturet fungerer

d)

indfører en effektiv overvågningsordning, således at agenturets resultater kan sammenlignes med dets operationelle mål. På dette grundlag udarbejder den administrerende direktør hvert år et udkast til en almindelig rapport og forelægger det for bestyrelsen; han indfører en rutine for regelmæssige vurderinger baseret på anerkendte faglige standarder

e)

udøver de i artikel 24, stk. 2, nævnte beføjelser over for agenturpersonalet

f)

udarbejder et udkast til overslag over agenturets indtægter og udgifter i henhold til artikel 38 og gennemfører budgettet i henhold til artikel 39.

3.   Den administrerende direktør kan bistås af en eller flere kontorchefer. Hvis den administrerende direktør er fraværende eller forhindret i at udføre sit hverv, træder en af kontorcheferne i den pågældendes sted.

Artikel 31

Udnævnelser af agenturets personale

1.   Den administrerende direktør udnævnes af bestyrelsen på grundlag af fortjeneste og dokumenterede administrative og ledelsesmæssige færdigheder samt kvalifikationer og erfaring, der er relevant for jernbanesektoren. Bestyrelsen træffer sin beslutning med et flertal på fire femtedele af de stemmeberettigede medlemmer. Kommissionen kan foreslå én eller flere kandidater.

Bestyrelsen har beføjelse til at afskedige den administrerende direktør efter samme procedure.

2.   Den administrerende direktør udnævner de øvrige medlemmer af agenturets personale i overensstemmelse med artikel 24.

3.   Den administrerende direktørs mandatperiode er fem år. Den kan fornyes én gang.

Artikel 32

Høring af den administrerende direktør

Den administrerende direktør forelægger hvert år en almindelig rapport om agenturets virksomhed for Europa-Parlamentet. Europa-Parlamentet eller Rådet kan desuden når som helst anmode om at høre den administrative direktør om ethvert spørgsmål, der har tilknytning til agenturets virksomhed.

Artikel 33

Tilsyn i medlemsstaterne

1.   For at udføre de opgaver, der pålægges det i artikel 8, 9, 10, 13 og 15, kan agenturet føre tilsyn i medlemsstaterne i overensstemmelse med den politik, som bestyrelsen har fastlagt. Medlemsstaternes nationale myndigheder letter arbejdet for agenturets personale.

2.   Agenturet oplyser den berørte medlemsstat om det planlagte tilsyn, de af agenturet udsendte tjenestemænds identitet og datoen for tilsynets begyndelse. De tjenestemænd ved agenturet, der har til opgave at føre tilsyn, udfører denne opgave efter forelæggelse af en afgørelse fra den administrerende direktør med en beskrivelse af formålet med tilsynet.

3.   Ved afslutningen af hvert tilsyn udfærdiger agenturet en rapport, som den sender til Kommissionen og den pågældende medlemsstat.

Artikel 34

Ansvar

1.   Agenturets ansvar i kontraktforhold bestemmes efter den for den pågældende kontrakt gældende lovgivning.

2.   De Europæiske Fællesskabers Domstol har kompetence til at træffe afgørelse i henhold til enhver voldgiftsbestemmelse i en af agenturet indgået kontrakt.

3.   For så vidt angår ansvar uden for kontraktforhold skal agenturet i overensstemmelse med de almindelige retsgrundsætninger, der er fælles for medlemsstaternes retssystemer, erstatte skader forvoldt af sine tjenestegrene eller af sine ansatte under udførelsen af deres hverv.

4.   De Europæiske Fællesskabers Domstol har kompetence til at afgøre tvister vedrørende erstatning for de i stk. 3 omhandlede skader.

5.   De ansattes personlige ansvar over for agenturet bestemmes efter den vedtægt eller de ansættelsesvilkår, der gælder for de ansatte.

Artikel 35

Sprog

1.   Bestyrelsen træffer afgørelse om agenturets sprogordning. Efter anmodning fra et medlem af bestyrelsen træffes afgørelsen med enstemmighed. Medlemsstaterne kan henvende sig til agenturet på det fællesskabssprog, de ønsker.

2.   Det for agenturets virksomhed nødvendige oversættelsesarbejde udføres af Oversættelsescentret for Den Europæiske Unions Organer.

Artikel 36

Tredjelandes deltagelse

1.   Europæiske lande, som har indgået aftaler med Fællesskabet om at vedtage og anvende fællesskabsretten på denne forordnings gyldighedsområde, kan deltage i agenturets arbejde.

2.   I overensstemmelse med de relevante bestemmelser i disse aftaler skal der fastlægges nærmere regler for disse landes deltagelse i agenturets arbejde, navnlig arten og omfanget heraf. Der skal bl.a. fastsættes bestemmelser om finansielle bidrag og personalespørgsmål. Der kan også fastsættes bestemmelser om repræsentation uden stemmeret i bestyrelsen.

Artikel 37

Gennemsigtighed

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (15) gælder for de dokumenter, som beror hos agenturet.

Bestyrelsen vedtager senest den 1. oktober 2004 de nærmere enkeltheder vedrørende gennemførelsen af forordning (EF) nr. 1049/2001.

De beslutninger, som agenturet træffer efter artikel 8 i forordning (EF) nr. 1049/2001, kan påklages til Ombudsmanden eller indbringes for Domstolen efter bestemmelserne i henholdsvis artikel 195 og artikel 230 i traktaten.

KAPITEL 6

FINANSIELLE BESTEMMELSER

Artikel 38

Budget

1.   Der udarbejdes overslag over alle agenturets indtægter og udgifter for hvert regnskabsår, der svarer til kalenderåret, og disse overslag fremgår af agenturets budget. Indtægter og udgifter skal balancere.

2.   Agenturets indtægter udgøres af:

et bidrag fra Fællesskabet

bidrag fra de tredjelande, der deltager i agenturets arbejde i henhold til artikel 36

gebyrer for publikationer, uddannelse og andre tjenester, som leveres af agenturet.

3.   Agenturets udgifter omfatter udgifter til personale, administration, infrastruktur og drift.

4.   Bestyrelsen udarbejder hvert år på grundlag af et udkast fra den administrerende direktør et overslag over agenturets indtægter og udgifter for det kommende regnskabsår. Bestyrelsen sender senest den 31. marts overslaget, der omfatter en foreløbig stillingsfortegnelse, til Kommissionen.

5.   Kommissionen sender overslaget til Europa-Parlamentet og Rådet (i det følgende benævnt »budgetmyndigheden«) sammen med det foreløbige forslag til Den Europæiske Unions almindelige budget.

6.   På grundlag af overslaget opfører Kommissionen i det foreløbige forslag til Den Europæiske Unions almindelige budget de bevillinger, som den finder nødvendige for så vidt angår stillingsfortegnelsen, og det tilskud, der skal ydes over det almindelige budget, og forelægger dette for budgetmyndigheden i overensstemmelse med traktatens artikel 272.

7.   Budgetmyndigheden godkender de bevillinger, der er til rådighed i form af tilskud til agenturet. Budgetmyndigheden vedtager agenturets stillingsfortegnelse.

8.   Budgettet vedtages af bestyrelsen. Det bliver endeligt efter den endelige vedtagelse af Den Europæiske Unions almindelige budget. Det justeres i givet fald i overensstemmelse hermed.

9.   Bestyrelsen underretter hurtigst muligt budgetmyndigheden om alle påtænkte projekter, som kan få betydelige finansielle følger for finansieringen af budgettet, navnlig projekter vedrørende fast ejendom, såsom leje eller erhvervelse af ejendomme. Den underretter Kommissionen herom. Når en af budgetmyndighedens parter har meddelt, at den agter at afgive udtalelse, sender den denne til bestyrelsen inden seks uger regnet fra underretningen om projektet.

Artikel 39

Gennemførelse af og kontrol med budgettet

1.   Den administrerende direktør gennemfører agenturets budget.

2.   Agenturets regnskabsfører sender senest den 1. marts efter det afsluttede regnskabsår det foreløbige årsregnskab ledsaget af beretningen om den budgetmæssige og økonomiske forvaltning i regnskabsåret til Kommissionens regnskabsfører. Kommissionens regnskabsfører konsoliderer de foreløbige årsregnskaber for institutionerne og de decentrale organer i overensstemmelse med artikel 128 i den almindelige finansforordning.

3.   Senest den 31. marts efter det afsluttede regnskabsår sender Kommissionens regnskabsfører agenturets foreløbige regnskab ledsaget af beretningen om den budgetmæssige og økonomiske forvaltning i regnskabsåret til Revisionsretten. Beretningen om den budgetmæssige og økonomiske forvaltning i regnskabsåret sendes tillige til Europa-Parlamentet og Rådet.

Revisionsretten reviderer disse regnskaber i overensstemmelse med traktatens artikel 248. Den offentliggør hvert år en beretning om agenturets virksomhed.

4.   Ved modtagelsen af Revisionsrettens bemærkninger om agenturets foreløbige årsregnskab, jf. artikel 129 i den almindelige finansforordning, opstiller den administrerende direktør på eget ansvar agenturets endelige årsregnskab og sender det til bestyrelsen med henblik på udtalelse.

5.   Bestyrelsen afgiver udtalelse om agenturets endelige årsregnskab.

6.   Den administrerende direktør sender senest den 1. juli efter det afsluttede regnskabsår det endelige årsregnskab ledsaget af bestyrelsens udtalelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Kommissionen og Revisionsretten.

7.   Det endelige årsregnskab offentliggøres.

8.   Den administrerende direktør sender senest den 30. september Revisionsretten et svar på dennes bemærkninger. Dette svar sendes ligeledes til bestyrelsen.

9.   Hvis Europa-Parlamentet anmoder om det, forelægger den administrerende direktør det alle de oplysninger, der er nødvendige for, at dechargeproceduren vedrørende det pågældende regnskabsår kan forløbe tilfredsstillende, jf. finansforordningens artikel 146, stk. 3.

10.   Efter henstilling fra Rådet, der træffer afgørelse med kvalificeret flertal, giver Europa-Parlamentet senest den 30. april i år n+2 den administrerende direktør decharge for gennemførelsen af budgettet for regnskabsår n.

Artikel 40

Finansforordning

Agenturets finansforordning vedtages af bestyrelsen efter høring af Kommissionen. Den kan kun afvige fra forordning (EF, Euratom) nr. 2343/2002 (16), hvis det er nødvendigt på grund af de særlige forhold, der karakteriser agenturets drift, og Kommissionen på forhånd giver sit samtykke.

Artikel 41

Bekæmpelse af svig

1.   Med henblik på bekæmpelse af svig, bestikkelse og andre ulovlige handlinger finder forordning (EF) nr. 1073/1999 uindskrænket anvendelse.

2.   Agenturet tiltræder den interinstitutionelle aftale af 25. maj 1999 om de interne undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) og vedtager straks de nødvendige bestemmelser, som gælder for alle agenturets medarbejdere.

3.   Finansieringsafgørelserne og de deraf følgende gennemførelsesaftaler og -instrumenter fastsætter udtrykkeligt, at Revisionsretten og OLAF om nødvendigt kan foretage kontrol på stedet hos modtagerne af agenturets midler.

KAPITEL 7

ALMINDELIGE OG AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 42

Indledning af agenturets virksomhed

Agenturet indleder sin virksomhed senest 24 måneder efter denne forordnings ikrafttræden.

Artikel 43

Evaluering

Fem år efter, at agenturet er trådt i funktion, foretager Kommissionen en evaluering af gennemførelsen af denne forordning og af de af agenturet opnåede resultater og dets arbejdsmetoder. Ved evalueringen tages der hensyn til jernbanesektorens, arbejdsmarkedsparternes og kundeorganisationernes synspunkter. Resultaterne af evalueringen offentliggøres. Kommissionen foreslår om nødvendigt en ændring af denne forordning.

Som led heri forelægger Kommissionen efter proceduren i traktatens artikel 251 om nødvendigt et forslag om ændring af bestemmelserne i denne forordning i lyset af udviklingen for reguleringsagenturer. Europa-Parlamentet og Rådet behandler dette forslag og undersøger navnlig, om der er behov for at ændre bestyrelsens sammensætning i overensstemmelse med den generelle ramme, der skal fastlægges for reguleringsagenturer.

Artikel 44

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Strasbourg, den 29. april 2004.

På Europa-Parlamentets vegne

P. COX

Formand

På Rådets vegne

M. McDOWELL

Formand

ERKLÆRING FRA KOMMISSIONEN

Kommissionen henleder opmærksomheden på sin meddelelse af december 2002 om rammer for europæiske reguleringsorganer og sit forslag til forordning om oprettelse af et europæisk jernbaneagentur. Efter Kommissionens opfattelse, der er i overensstemmelse med Europa-Parlamentets beslutning af 13. januar 2004 om ovennævnte meddelelse, vil en bestyrelse af begrænset størrelse med medlemmer, der udpeges af Fællesskabets udøvende instanser, sikre, at agenturet fungerer bedre i et udvidet EU. Kommissionen ser derfor frem til at modtage Rådets svar på sin meddelelse om rammer for europæiske reguleringsorganer. Kommissionen bekræfter, at den har til hensigt eventuelt at fremsætte forslag til rammer for europæiske reguleringsorganer, der også dækker bestyrelsens sammensætning.


(1)  EUT C 126 E af 28.5.2002, s. 323.

(2)  EUT C 61 af 14.3.2003, s. 131.

(3)  EUT C 66 af 19.3.2003, s. 5.

(4)  Europa-Parlamentets udtalelse af 14.1.2003 (EUT C 38 E af 12.2.2004, s. 135), Rådets fælles holdning af 26.6.2003 (EUT C 270 E af 11.11.2003, s. 48) og Europa-Parlamentets holdning af 23.10.2003 (endnu ikke offentliggjort i EUT). Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 22.4.2004 og Rådets afgørelse af 26.4.2004.

(5)  EFT L 237 af 24.8.1991, s. 25. Ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/12/EF (EFT L 75 af 15.3.2001, s. 1).

(6)  EFT L 143 af 27.6.1995, s. 70. Ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/13/EF (EFT L 75 af 15.3.2001, s. 26).

(7)  EFT L 75 af 15.3.2001, s. 29. Ændret ved Kommissionens beslutning 2002/844/EF (EFT L 289 af 26.10.2002, s. 30).

(8)  EFT L 235 af 17.9.1996, s. 6. Ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1882/2003 (EUT L 284 af 31.10.2003, s. 1).

(9)  EFT L 110 af 20.4.2001, s. 1.

(10)  Se side 44 i denne EUT.

(11)  EFT L 228 af 9.9.1996, s. 1. Ændret ved beslutning nr. 1346/2001/EF (EFT L 185 af 6.7.2001, s. 1).

(12)  EFT L 136 af 31.5.1999, s. 1.

(13)  EFT L 136 af 31.5.1999, s. 15.

(14)  Kommissionens afgørelse 98/500/EF af 20. maj 1998 om oprettelse af et sektordialogudvalg til fremme af dialogen mellem arbejdsmarkedets parter på europæisk plan (EFT L 225 af 12.8.1998, s. 27).

(15)  EFT L 145 af 31.5.2001, s. 43.

(16)  Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2343/2002 af 23. december 2002 om rammefinansforordning for de organer, der er omhandlet i artikel 185 i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (EFT L 357 af 31.12.2002, s. 72).