2004/110/EF: Kommissionens beslutning af 29. januar 2004 om foranstaltninger til vurdering af den resterende BSE-risiko i en række kvægprodukter og om EF-tilskud til foranstaltninger til vurdering af den resterende BSE-risiko i en række kvægprodukter (meddelt under nummer K(2004) 132)
EU-Tidende nr. L 032 af 05/02/2004 s. 0018 - 0019
Kommissionens beslutning af 29. januar 2004 om foranstaltninger til vurdering af den resterende BSE-risiko i en række kvægprodukter og om EF-tilskud til foranstaltninger til vurdering af den resterende BSE-risiko i en række kvægprodukter (meddelt under nummer K(2004) 132) (2004/110/EF) KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR - under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, under henvisning til Rådets beslutning 90/424/EØF af 26. juni 1990 om visse udgifter på veterinærområdet(1), særlig artikel 19 og 20, og ud fra følgende betragtninger: (1) I henhold til beslutning 90/424/EØF skal Fællesskabet iværksætte de videnskabelige foranstaltninger, der er nødvendige for at udvikle EF-veterinærbestemmelserne. (2) Der gennemføres for øjeblikket en kvantitativ vurdering af den resterende BSE-risiko i gelatine, talg og dicalciumphosphat fra kvægknogler, talg fra fedtvæv og talg fra afsmeltede blandinger af væv. Metodologien i forbindelse med vurderingen blev vedtaget af den tidligere Videnskabelige Styringskomité på mødet den 12.-13. september 2002. (3) Der er behov for, at det igangværende arbejde vedrørende vurdering af den resterende BSE-risiko ajourføres på baggrund af nye videnskabelige oplysninger. (4) Krydskontaminering forårsaget af foder, der indeholder animalske proteiner, og som er bestemt til andre dyr end drøvtyggere, anses for at være den vigtigste resterende kilde til BSE-infektion, efter at foderforbuddet vedrørende drøvtyggere blev indført i 1994. I henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 999/2001 af 22. maj 2001 om fastsættelse af regler for forebyggelse af, kontrol med og udryddelse af visse transmissible spongiforme encephalopatier(2) er det forbudt at fodre husdyr med animalsk protein, bortset fra bestemte animalske proteiner (det såkaldt "udvidede foderforbud"). På trods af det udvidede foderforbud påvises der i et begrænset antal foderstofprøver meget små mængder animalske proteiner. (5) Det er derfor nødvendigt at udvide den eksisterende risikovurdering til en vurdering af risikoen ved foder, der indeholder begrænsede mængder kød- og benmel. Ved denne udvidelse kan der endvidere ses nærmere på variationer i den resterende risiko forårsaget af forekomst af rygsøjle afhængigt af dyrenes alder. (6) De foranstaltninger, der er omhandlet i denne beslutning, er nødvendige med henblik på at udvikle Fællesskabets veterinærlovgivning, og der bør derfor kunne ydes EF-tilskud til dem. (7) De i denne beslutning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed - VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING: Artikel 1 Kommissionen sikrer, at det igangværende videnskabelige arbejde vedrørende en kvantitativ vurdering af den resterende BSE-risiko ajourføres på baggrund af nye videnskabelige oplysninger, og den sikrer navnlig, at vurderingen også omfatter resterende BSE-risiko ved foder, der indeholder små mængder kød- og benmel. Kommissionen aflægger rapport til Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed om resultatet af risikovurderingen. Artikel 2 1. Ved gennemførelsen af de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 1, tager Kommissionen udgangspunkt i den metodologi, der blev anbefalet af den tidligere Videnskabelige Styringskomité på mødet den 12.-13. september 2002. Kommissionen anmoder om nødvendigt Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet ("autoriteten") om at tilvejebringe opdateringer vedrørende risikovurderingsmetodologien. 2. Kommissionen opfordrer autoriteten til at yde teknisk bistand og til at afgive udtalelse om den rapport, der er omhandlet i artikel 1. Artikel 3 EF-tilskuddet til de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 1, udgør højst 50000 EUR. Artikel 4 Denne beslutning anvendes fra den 1. januar 2004. Artikel 5 Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne. Udfærdiget i Bruxelles, den 29. januar 2004. På Kommissionens vegne David Byrne Medlem af Kommissionen (1) EFT L 224 af 18.8.1990, s. 19. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 806/2003 (EUT L 122 af 16.5.2003, s. 1). (2) EFT L 147 af 31.5.2001, s. 1. Senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1915/2003 (EUT L 283 af 31.10.2003, s. 29).