32003R1202

Kommissionens forordning (EF) nr. 1202/2003 af 4. juli 2003 om overgangsforanstaltninger som følge af vedtagelsen af autonome og midlertidige foranstaltninger for udførsel af visse forarbejdede landbrugsprodukter til Estland, Letland, Litauen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet og Ungarn

EU-Tidende nr. L 168 af 05/07/2003 s. 0006 - 0008


Kommissionens forordning (EF) nr. 1202/2003

af 4. juli 2003

om overgangsforanstaltninger som følge af vedtagelsen af autonome og midlertidige foranstaltninger for udførsel af visse forarbejdede landbrugsprodukter til Estland, Letland, Litauen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet og Ungarn

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 3448/93 af 6. december 1993 om en ordning for handelen med visse varer fremstillet af landbrugsprodukter(1), senest ændret ved forordning (EF) nr. 2580/2000(2), særlig artikel 8, stk. 3, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Fællesskabet har for nylig indgået handelsaftaler om forarbejdede landbrugsprodukter med Estland, Letland, Litauen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet og Ungarn som forberedelse af deres tiltrædelse af Fællesskabet. Hvad angår Fællesskabet indeholder disse aftaler indrømmelser, som indebærer, at eksportrestitutionerne for visse forarbejdede landbrugsprodukter afskaffes.

(2) Rådets forordning (EF) nr. 1039/2003 af 2. juni 2003 om autonome og midlertidige foranstaltninger for indførsel af visse forarbejdede landbrugsprodukter med oprindelse i Estland og for udførsel af visse landbrugsprodukter til Estland(3), Rådets forordning (EF) nr. 1086/2003 af 18 juni 2003 om autonome og midlertidige foranstaltninger for indførsel af visse forarbejdede landbrugsprodukter med oprindelse i Slovenien og for udførsel af visse forarbejdede landbrugsprodukter til Slovenien(4), Rådets forordning (EF) nr. 1087/2003 af 18 juni 2003 om autonome og midlertidige foranstaltninger for indførsel af visse forarbejdede landbrugsprodukter med oprindelse i Letland og for udførsel af visse forarbejdede landbrugsprodukter til Letland(5), Rådets forordning (EF) nr. 1088/2003 af 18 juni 2003 om autonome og midlertidige foranstaltninger for indførsel af visse forarbejdede landbrugsprodukter med oprindelse i Litauen og for udførsel af visse forarbejdede landbrugsprodukter til Litauen(6), Rådets forordning (EF) nr. 1089/2003 af 18 juni 2003 om autonome og midlertidige foranstaltninger for indførsel af visse forarbejdede landbrugsprodukter med oprindelse i Slovakiet og for udførsel af visse forarbejdede landbrugsprodukter til Slovakiet(7) og Rådets forordning (EF) nr. 1090/2003 af 18. juni 2003 om autonome og midlertidige foranstaltninger for indførsel af visse forarbejdede landbrugsprodukter med oprindelse i Tjekkiet og for udførsel af visse forarbejdede landbrugsprodukter til Tjekkiet(8) bestemmer, at for forarbejdede landbrugsprodukter, som ikke er opført i traktatens bilag I, afskaffes restitutioner autonomt fra den 1. juli 2003, når de udføres til henholdsvis Estland, Slovenien, Letland, Litauen, Slovakiet, og Tjekkiet.

(3) Rådets forordning (EF) nr. 999/2003 af 2. juni 2003 om autonome og midlertidige foranstaltninger for indførsel af visse forarbejdede landbrugsprodukter med oprindelse i Ungarn og for udførsel af visse forarbejdede landbrugsprodukter til Ungarn(9) bestemmer, at for varer omhandlet i artikel 1 i nævnte forordning afskaffes restitutioner autonomt fra den 1. juli 2003, når de udføres til Ungarn.

(4) Til gengæld for afskaffelsen af eksportrestitutioner som fastsat i forordning (EF) nr. 1039/2003, (EF) nr. 1087/2003, (EF) nr. 1088/2003, (EF) nr. 1089/2003, (EF) nr. 1086/2003, (EF) nr. 1090/2003 og (EF) nr. 999/2003, herefter benævnt "forordningerne", har de estiske, lettiske, litauiske, slovakiske, slovenske, tjekkiske og ungarske myndigheder forpligtet sig til at indrømme gensidig toldfri indførsel eller toldfri indførsel inden for kontingenter, for visse varer, som indføres på deres respektive område, hvis de pågældende varer er ledsaget af en kopi af udførselsangivelsen med en særlig oplysning om, at der ikke kan udbetales eksportrestitutioner for varerne. Hvis sådanne dokumenter ikke foreligger, anvendes den fulde toldsats.

(5) Når forordningerne er trådt i kraft, kan der for visse varer, for hvilke erhvervsdrivende har ansøgt om restitutionslicenser i overensstemmelse med Kommissionens forordning (EF) nr. 1520/2000 af 13. juli 2000 om fastsættelse af fælles gennemførelsesbestemmelser for eksportrestitutionsordningen og af kriterier for fastsættelse af restitutionsbeløbet for visse landbrugsprodukter, der udføres i form af varer, som ikke er opført i traktatens bilag I(10), senest ændret ved forordning (EF) nr. 740/2003(11), ikke længere ydes restitution ved udførsel til de nævnte lande.

(6) Det bør være muligt at nedsætte restitutionslicenserne og frigive den tilsvarende sikkerhed forholdsmæssigt, når de erhvervsdrivende behørigt over for den kompetente nationale myndighed kan godtgøre, at deres ansøgninger om restitution er blevet berørt af ikrafttrædelsen af forordningerne. Den nationale kompetente myndighed bør, når den tager stilling til ansøgninger om nedsættelse af restitutionslicensens beløb og forholdsmæssig frigivelse af den relevante sikkerhed, i tvivlstilfælde navnlig tage hensyn til de dokumenter, der er omhandlet i artikel 1, stk. 2, i Rådets forordning (EØF) nr. 4045/89 af 21. december 1989 om medlemsstaternes kontrol med de foranstaltninger, der indgår i ordningen for finansiering gennem Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget, Garantisektionen, og om ophævelse af direktiv 77/435/EØF(12), senest ændret ved forordning (EF) nr. 2154/2002(13), uden at dette dog berører anvendelsen af de øvrige bestemmelser i denne forordning.

(7) Af administrative årsager bør det fastsættes, at anmodninger om nedsættelse af restitutionslicensens beløb og frigivelse af sikkerheden skal indgives inden for et kort tidsrum, og at der skal gives meddelelse til Kommissionen om bevilgede nedsættelser så betids, at beløbene kan tages i betragtning, når Kommissionen fastsætter det beløb, for hvilket der udstedes restitutionslicenser til brug fra 1. august 2003 i henhold til forordning (EF) nr. 1520/2000.

(8) De i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Horisontale Spørgsmål i forbindelse med Handel med Forarbejdede Landbrugsprodukter uden for Traktatens bilag I -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Varer, for hvilke eksportrestitutioner er afskaffet ved forordning (EF) nr. 1039/2003, (EF) nr. 1087/2003, (EF) nr. 1088/2003, (EF) nr. 1089/2003, (EF) nr. 1086/2003, (EF) nr. 1090/2003 og (EF) nr. 999/2003, indføres toldfrit eller toldfrit inden for kontingenter til Estland, Letland, Litauen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet og Ungarn, hvis de pågældende varer er ledsaget af en behørigt udfyldt kopi af udførselsangivelsen med følgende oplysning i rubrik 44:

"Eksportrestitution: 0 EUR/forordning (EF) nr. .../2003(14)."

Artikel 2

1. Restitutionslicenser, som er udstedt i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 1520/2000 for udførsel af varer, for hvilke eksportrestitutioner er afskaffet ved forordning (EF) nr. 1039/2003, (EF) nr. 1087/2003, (EF) nr. 1088/2003, (EF) nr. 1089/2003, (EF) nr. 1086/2003, (EF) nr. 1090/2003 og (EF) nr. 999/2003, kan på anmodning af den berørte part nedsættes på de i stk. 2 fastsatte betingelser.

2. For at komme i betragtning til en nedsættelse af restitutionslicensens beløb skal der være ansøgt om de i stk. 1 nævnte licenser inden datoen for ikrafttrædelsen af de i stk. 1 nævnte forordninger, og gyldighedsperioden for licenserne skal udløbe efter den 30. juni 2003.

3. Licensen nedsættes med det beløb, for hvilket den berørte part ikke er i stand til at ansøge om eksportrestitutioner som følge af ikrafttrædelsen af de forordninger, der er nævnt i stk. 1, som behørigt godtgjort over for den kompetente nationale myndighed.

De kompetente myndigheders vurdering støtter sig i tvivlstilfælde navnlig på de forretningspapirer, som er omhandlet i artikel 1, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 4045/89.

4. Den relevante sikkerhed frigives i forhold til den pågældende nedsættelse.

Artikel 3

1. For at komme i betragtning i henhold til artikel 2 skal anmodningerne være den kompetente nationale myndighed i hænde senest den 9. juli 2003.

2. Medlemsstaterne giver senest den 14. juli 2003 Kommissionen meddelelse om de beløb, for hvilke der er bevilget nedsættelser i henhold til artikel 2, stk. 3. De beløb, der er givet meddelelser om, tages i betragtning ved fastsættelsen af det beløb, for hvilket der udstedes restitutionslicenser til brug fra den 1. august 2003 i henhold til artikel 8, stk. 3, litra f), i forordning (EF) nr. 1520/2000.

Artikel 4

Denne forordning træder i kraft på dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 4. juli 2003.

På Kommissionens vegne

Erkki Liikanen

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 318 af 20.12.1993, s. 18.

(2) EFT L 298 af 25.11.2000, s. 5.

(3) EUT L 151 af 19.6.2003, s. 1.

(4) EUT L 163 af 1.7.2003, s. 1.

(5) EUT L 163 af 1.7.2003, s. 19.

(6) EUT L 163 af 1.7.2003, s. 38.

(7) EUT L 163 af 1.7.2003, s. 56.

(8) EUT L 163 af 1.7.2003, s. 73.

(9) EUT L 146 af 13.6.2003, s. 10.

(10) EFT L 177 af 15.7.2000, s. 1.

(11) EUT L 106 af 29.4.2003, s. 12.

(12) EFT L 388 af 30.12.1989, s. 18.

(13) EFT L 328 af 5.12.2002, s. 4.

(14) Nummeret på den relevante forordning vedrørende destinationslandet indsættes.