Kommissionens beslutning

af 27. november 2002

om Tysklands støtteordning "Thüringens låneprogram til fordel for små og mellemstore virksomheder"

(meddelt under nummer K(2002) 4358)

(Kun den tyske udgave er autentisk)

(EØS-relevant tekst)

(2003/626/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 88, stk. 2, første afsnit,

under henvisning til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, særlig artikel 62, stk. 1, litra a),

efter at have opfordret interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 88, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

1. SAGSFORLØB

(1) Retningslinjen for Thüringens låneprogram til fordel for små og mellemstore virksomheder ("Richtlinie zum Thüringer Darlehensprogramm für kleine und mittlere Unternehmen", i det følgende "retningslinjen") trådte i kraft den 16. januar 1996 på ubestemt tid(1). Retningslinjen blev af delstatsmyndighederne betragtet som værende i overensstemmelse med den de minimis-regel, der er indført ved Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til små og mellemstore virksomheder(2) (i det følgende "SMV-rammebestemmelserne") fra 1992 og ikke anmeldt i henhold til EF-traktatens artikel 88, stk. 3.

(2) Ved brev SG (99) D/760 af 1. februar 1999 underrettede Kommissionen Tyskland om sin beslutning om at indlede proceduren efter EF-traktatens artikel 88, stk. 2.

(3) Kommissionens beslutning om at indlede proceduren blev offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende(3). Kommissionen opfordrede interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger til den omhandlede foranstaltning, men har ikke modtaget bemærkninger fra interesserede parter.

(4) Ved brev af 2. marts 1999 anmodede Tyskland om en forlængelse af den tildelte frist til at fremsætte bemærkninger, som blev imødekommet ved Kommissionens brev af 11. marts 1999. Ved brev af 8. marts 1999 anmodede Kommissionen om en præcisering af oplysninger, som de tyske myndigheder havde givet i sagen vedrørende støtten til fordel for Korn Fahrzeuge und Technik GmbH (C 36/99, ex NN 29/98)(4).

(5) Bemærkninger fra Tyskland blev modtaget ved brev af 29. marts 1999, af 19. august og af 26. august 1999.

(6) Ved brev af 15. marts 2001 anmodede Kommissionen om yderligere oplysninger vedrørende anvendelsen af retningslinjen efter 1998, som de tyske myndigheder fremsendte ved brev af 19. april 2001. I dette brev oplyste Tyskland Kommissionen om, at retningslinjen var blevet erstattet af en ny retningslinje pr. 1. juni 1999. Denne nye støtteordning er ikke omfattet af den foreliggende undersøgelse.

(7) Der fandt et møde sted mellem repræsentanter for Kommissionen og Tyskland den 24. april 2001 i Bruxelles. Tyskland fremsendte sine endelige bemærkninger ved brev af 1. februar 2002.

2. BESKRIVELSE AF FORANSTALTNINGEN

2.1. Retsgrundlag

(8) Støtten ydes på vegne af Thüringens økonomiministerium af den offentlige Thüringer Aufbaubank på grundlag af retningslinjen i henhold til §§ 23, 44 og 44a i Thüringens Landeshaushaltsordnung.

2.2. Støttemodtagere

(9) I henhold til retningslinjens afsnit 3 ("Støttemodtagere") henvender ordningen sig til små og mellemstore virksomheder (SMV) i henhold til definitionen i de til enhver tid gældende SMV-rammebestemmelser samt til de liberale erhverv. I undtagelsestilfælde og efter afgørelse truffet af den kompetente minister kan støtten ligeledes ydes til større virksomheder. Med hensyn til støtte til virksomheder i følsomme sektorer skal hvert enkelt tilfælde ifølge retningslinjens afsnit 3 godkendes af Kommissionen. Det fremgår imidlertid af rapporten om gennemførelsen af retningslinjen i 1997, at denne bestemmelse ikke blev overholdt i en række tilfælde (f.eks. støtte til Ferkelaufzucht GmbH, Spedition Rothe GmbH, Dreistreif Kaffeerösterei, Fleisch- und Wurstwaren GmbH, Meininger Privatbrauerei Müller og PAFAHG Mischfutter GmbH).

2.3. Varighed

(10) Retningslinjen trådte i kraft den 16. januar 1996 på ubestemt tid og blev den 1. juni 1999 erstattet af en ny støtteordning for Thüringens låneprogram (Thüringer Aufbaubanks "Existenzfestigungs- und Betriebsmitteldarlehen - Programm")(5).

2.4. Målsætning

(11) Retningslinjen er opdelt i to dele: driftskapitallån og konsolideringslån, hvorved tidligere selvstændige programmer samles.

(12) I henhold til afsnit 2, litra a), i retningslinjen ("Støttens genstand") henvender driftskapitallånene sig til virksomheder, som ikke råder over tilstrækkelige muligheder for at stille garanti. De gør det muligt at finansiere virksomhedens driftskapital, herunder den indledende og mellemliggende finansiering. Virksomheden kan opnå støtte ved sin oprettelse og udvidelse eller for at gøre det muligt for den at blive på markedet, særligt for at afværge de farer, som truer dens eksistens og arbejdspladser. Disse lån ydes på betingelse af, at virksomheden fremlægger en mellemfristet plan, som viser, hvad virksomheden har behov for med henblik på at bevare sin rentabilitet og likviditet. De ydes til en rentesats på mellem 4,5 % og 8 % med en løbetid på op til tre år og en afdragsfri periode på op til tre år.

(13) Ifølge retningslinjens afsnit 5 ("Støttens art, omfang og størrelse") må lånets størrelse ikke overstige det beløb, der umiddelbart er nødvendigt, for at virksomheden kan løse sine problemer.

(14) I henhold til afsnit 2, litra b), i retningslinjen ("Støttens genstand") henvender konsolideringslånene sig til virksomheder med likviditets- og rentabilitetsproblemer. De skal give mulighed for at omlægge kortfristede lån til langfristede lån på lempelige vilkår. Omlægningen af virksomhedens gæld hos hovedbanken ("Hausbank") eller andre finansieringsinstitutter kan ikke foretages, når Thüringer Aufbaubank har stillet garanti for gælden.

(15) Konsolideringslånene ydes på betingelse af, at virksomheden fremlægger en helhedsplan for en bæredygtig omstrukturering, som gør det muligt ved hjælp af konsolideringslånet at løse problemerne vedvarende. Planen skal angive virksomhedens konsolideringsbehov og bidragene fra støttemodtageren og hovedbanken samt allerede ydet offentlig finansieringsstøtte.

(16) Lånene ydes til en rente på mellem 4,5 % og 8 % med en løbetid fra tre til ti år og en afdragsfri periode på op til to år.

(17) Heller ikke i forbindelse med konsolideringslån må lånets størrelse overstige det beløb, der er nødvendigt, for at virksomheden kan løse sine problemer (retningslinjens afsnit 5).

(18) Begge former for støtte tildeles via Thüringer Aufbaubank i form af lån på lempelige vilkår, der - som hovedregel og i alle de kendte tilfælde - via virksomhedens hovedbank, der bærer den største risiko ("Primärhaftung"), overdrages til modtagervirksomhederne. Banken kan opnå en lånegaranti ("Haftungsfreistellung"), som dækker op til 60 % af lånebeløbet, mod et gebyr på 1 % p.a. af dette beløb. Thüringer Aufbaubank og hovedbanken kan modtage et administrationsgebyr på 0,1 % af lånebeløbet.

2.5. Intensitet

(19) I retningslinjens afsnit 5 ("Støttens art, omfang og størrelse") henvises udtrykkeligt til ordningens de minimis-karakter.

(20) Ifølge retningslinjen beregnes støtteelementet i forbindelse med et lån på lempelige vilkår på grundlag af forskellen mellem den effektive rentesats og en anvendt referencesats. Hverken det støtteelement, som lånegarantien repræsenterer, eller den omstændighed, at modtagervirksomhederne er præget af særlige risici, tages i betragtning. Der er intet loft for lånebeløbet. Det støttebeløb, som virksomheden kan modtage (dvs. det støtteelement, der udgøres af rentegodtgørelsen), må ikke overstige den de minimis-tærskel, der er fastsat i den til enhver tid gældende de minimis-regel.

(21) I retningslinjen er det udtrykkeligt fastsat, at der er mulighed for at variere rentegodtgørelsesniveauet i forhold til referencesatsen, således at det lånebeløb, der anses for nødvendigt, kan godkendes.

2.6. Kumulering

(22) I henhold til retningslinjens afsnit 4 skal det angives i forbindelse med ansøgningen, hvilken offentlig finansieringsstøtte der allerede er ydet til støttemodtageren. Dette synes ikke at have nogen konsekvenser i praksis.

2.7. Baggrunden for procedurens indledning

(23) Da der i retningslinjen ved beregningen af støttebeløbet hverken blev taget hensyn til de støtteelementer, som garantien udgjorde, eller de særlige vanskeligheder, der prægede modtagervirksomhederne, var den baseret på en ukorrekt anvendelse af de minimis-reglerne. I strid med ordlyden blev virksomheder i følsomme sektorer ligeledes begunstiget efter retningslinjen, således at retningslinjen på grund af sin virkning fandt anvendelse inden for de følsomme sektorer, selv om disse ikke var omfattet af den til enhver tid gældende de minimis-regel.

(24) De pågældende lån på lempelige vilkår, som blev garanteret af Thüringer Aufbaubank, kunne overstige de minimis-tærsklerne og dermed udgøre statsstøtte til modtagervirksomhederne som omhandlet i EF-traktatens artikel 87, stk. 1, og EØS-aftalens artikel 61, stk. 1. Denne støtte gjorde det muligt for de støttemodtagende virksomheder at opretholde eller udvide deres aktiviteter. Dermed kunne foranstaltningerne efter Kommissionens opfattelse fordreje konkurrencevilkårene.

(25) Det fremgik af ordlyden af retningslinjen, at ordningen - i det mindste hvad angik konsolideringslånene, men i mindre grad også driftskapitallånene, for så vidt som de sigtede mod at opretholde virksomheden - var gældende for kriseramte virksomheder (i overensstemmelse med definitionen i Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder(6) fra 1994 (i det følgende "rammebestemmelserne fra 1994")).

(26) Tyskland bestred som led i den indledende undersøgelsesprocedure, at ordningen var gældende for kriseramte virksomheder, og har anført, at den største risiko ligger hos hovedbanken, som under alle omstændigheder - efter fradrag af lånegarantien på 60 % - bærer en risiko på 40 %. Denne resterende risiko kan ikke sikres ved en garanti fra anden side. Ifølge de tyske myndigheder kan en bank normalt ikke yde lån til en kriseramt virksomhed, uden at der foreligger tilstrækkelige bankgarantier.

(27) Dette argument kan efter Kommissionens opfattelse ikke godtages, da låneprogrammet ikke udelukkede kriseramte virksomheder. En sammenligning af listerne fra 1997 over støttemodtagere under visse af Thüringens godkendte støtteordninger til fordel for kriseramte virksomheder (NN 74/95 og N 370/97) med støttemodtagerne under det foreliggende låneprogram for 1997 viste, at virksomheder i en række tilfælde var omfattet af begge ordninger, f.eks. Automatisierungs- und Elektronik GmbH, Allenburger Automaten und Metallgießerei GmbH og Dreistreif Kaffeerösterei.

(28) Endvidere var Kommissionen med hensyn til konsolideringslånene og driftskapitallånene af den opfattelse, at låneprogrammet i forbindelse med omlægningen af de kriseramte virksomheders gæld i visse tilfælde også gjorde det muligt at nedsætte bankernes oprindelige risici betydeligt.

(29) Kommissionen besluttede på dette stadium at antage, at retningslinjen - med undtagelse af driftskapitallånene, for så vidt som disse sigter mod oprettelse og udvidelse af virksomheder - henvendte sig til kriseramte virksomheder.

(30) For så vidt som retningslinjen henvendte sig til kriseramte virksomheder, havde den i henhold til afsnit 2, litra a), (driftskapitallån) til formål at afværge de farer, som truede virksomhedens eksistens og arbejdspladser, og i henhold til afsnit 2, litra b), (konsolideringslån) at omstrukturere virksomheden. I begge tilfælde skulle ordningens forenelighed undersøges på grundlag af rammebestemmelserne fra 1994.

(31) For så vidt som retningslinjen sigter mod redning af en kriseramt virksomhed, er det i henhold til rammebestemmelserne fra 1994 en betingelse for, at redningsstøtte er forenelig med fællesmarkedet, at denne ydes i form af offentlige lån på markedsvilkår eller i form af en offentlig garanti for et privat lån. Denne betingelse var ikke opfyldt, da der i det foreliggende tilfælde ydes lån på lempelige vilkår. Da retningslinjen heller ikke indeholdt bestemmelser om individuel anmeldelse for større virksomheder og for virksomheder i følsomme sektorer som krævet i rammebestemmelserne fra 1994 og ikke udelukkede støtte til større virksomheder samt blev anvendt i en følsom sektor, nærede Kommissionen tvivl om, hvorvidt den var forenelig med fællesmarkedet med hensyn til redningsstøtte.

(32) For så vidt som retningslinjen sigter mod omstrukturering af en kriseramt virksomhed, konstaterede Kommissionen, at i henhold til rammebestemmelserne fra 1994 skal omstruktureringsstøtte især opfylde følgende betingelser for at være forenelig med fællesmarkedet:

a) der skal fremlægges og gennemføres en omstruktureringsplan, som gør det muligt at genoprette virksomhedens rentabilitet på længere sigt

b) støttebeløbet skal være begrænset til det strengt nødvendige minimum for at nå målet

c) modtagervirksomheden og dens ejere skal yde et passende bidrag

d) de specifikke regler for følsomme sektorer, herunder principielt anmeldelse af hvert enkelt tilfælde, skal overholdes

e) der skal ske individuel anmeldelse af støtte til større virksomheder

f) med undtagelse af særlige tilfælde, som ikke kan forudses, og som virksomheden ikke kan gøres ansvarlig for, må der kun ydes omstruktureringsstøtte en enkelt gang

g) der skal indsendes en detaljeret rapport om gennemførelsen af ordningerne til fordel for SMV.

(33) Låneprogrammet foreskriver ikke individuel anmeldelse af støtte til større virksomheder, og det indeholder heller ikke et forbud mod gentagne støttetildelinger til omstrukturering. Ifølge rammebestemmelserne fra 1994 skal der ganske vist ske individuel anmeldelse af de tilfælde, hvor ordningen anvendes i følsomme sektorer, men gennemgangen af den rapport for 1997, som Tyskland fremsendte, viste, at denne bestemmelse ikke blev overholdt i alle tilfælde.

(34) I betragtning heraf nærede Kommissionen tvivl om, hvorvidt låneprogrammet var foreneligt med fællesmarkedet med hensyn til omstruktureringsstøtte.

(35) For så vidt som programmet med hensyn til driftsmidler henvendte sig til økonomisk sunde virksomheder og var beregnet til at støtte virksomheders oprettelse og udvidelse, var der efter Kommissionens opfattelse tale om driftsstøtte, som skulle undersøges på grundlag af de gældende regler for regionalstøtte. Denne støtte skal navnlig opfylde følgende kriterier:

a) den skal være tidsbegrænset og degressiv

b) den kan kun tillades i de regioner, der falder ind under EF-traktatens artikel 87, stk. 3, litra a)

c) de følsomme sektorer skal være udelukket.

(36) Kommissionen nåede til den konklusion, at retningslinjen ikke er tidsbegrænset, ikke indeholder bestemmelser om degressivitet, via sin virkning ikke udelukker anvendelse på de følsomme sektorer og i betragtning af sin ubestemte varighed kan komme til at gælde for regioner, som ikke længere er omfattet af undtagelsen i EF-traktatens artikel 87, stk. 3, litra a).

(37) På baggrund heraf nærede Kommissionen også på dette område tvivl om, hvorvidt låneprogrammet var foreneligt med fællesmarkedet.

3. BEMÆRKNINGER FRA TYSKLAND

(38) Tyskland har anført i sine bemærkninger, at der i alt blev ydet 624 lån i perioden fra den 16. januar 1996 og indtil den 1. juni 1999 med et samlet beløb på 124,6 mio. EUR.

(39) Tyskland er enig med Kommissionen i, at Thüringens låneprogram henvendte sig til såvel sunde som kriseramte virksomheder. Så længe støtteværdien - også under hensyntagen til anden de minimis-støtte - holdt sig under de minimis-tærsklen, er programmet imidlertid foreneligt med de minimis-reglen, uanset om modtagervirksomheden var en kriseramt virksomhed eller ej.

(40) Med hensyn til de af Kommissionen nævnte konkrete tilfælde har Tyskland anført følgende:

(41) Altenburger Automaten und Metallgießerei GmbH havde i 1995 modtaget lån/kapitalinteresser fra konsolideringsfonden(7). Efterfølgende udviklede virksomheden sig positivt, således at den på det tidspunkt, hvor konsolideringslånet blev tildelt (juni 1997), ikke kunne betragtes som en kriseramt virksomhed.

(42) Dreistreif Kaffeerösterei modtog i slutningen af 1996 finansieringsmidler fra konsolideringsfonden(8). På det tidspunkt, hvor konsolideringslånet blev tildelt (slutningen af 1997), var virksomheden ikke kriseramt.

(43) Automatisierungs- und Elektronik GmbH modtog den 22. juni 1995 et konsolideringslån på 500000 DEM. På dette tidspunkt var virksomheden ikke kriseramt. En kapitalinteresse på 500000 DEM ved hjælp af midler fra konsolideringsfonden(9) blev tildelt i februar 1997. Dermed kunne virksomhedens problemer løses. På et senere tidspunkt modtog virksomheden endnu et konsolideringslån på 150000 DEM.

(44) Alt i alt er Tyskland af den opfattelse, at de nævnte virksomheder ikke var kriseramte i henhold til retningslinjen på det tidspunkt, hvor konsolideringslånene blev ydet, og at de minimis-lofterne i ingen af tilfældene blev overskredet.

(45) For 1996 og 1997 blev støtteintensiteten udelukkende beregnet på grundlag af rentegodtgørelseselementet, da der først efterfølgende som resultat af en drøftelse mellem repræsentanter for Tyskland og Kommissionen i efteråret 1997 blev taget hensyn til støtteelementet i forbindelse med såvel rentegodtgørelsen som lånegarantien ved beregningen af støtteværdien.

(46) Lånegarantien blev ydet mod et særskilt gebyr på 1 % p.a. af lånebeløbet. Tyskland var oprindeligt af den opfattelse, at en lånegaranti ikke indeholder et støtteelement, hvis der betales et markedsmæssigt beregnet risikotillæg. Da dette var tilfældet i forbindelse med låneprogrammet, var det efter Tysklands opfattelse ikke nødvendigt at beregne støtteværdien for lånegarantier.

(47) Udviklingen i 1996 og 1997 har vist, at den fastsatte risikopræmie ikke dækkede risikoen, og at lånegarantien fik en selvstændig støtteværdi.

(48) Efter Tysklands opfattelse blev beregningen af støtteværdien for lånegarantier fastlagt endeligt ved Kommissionens brev D/54570 af 11. november 1998(10).

(49) Fra den 1. januar 1998 er beregningen af støtteværdien for lånegarantier foretaget i overensstemmelse med de af Kommissionen fastsatte betingelser, således at de minimis-tærsklen ikke er blevet overskredet fra dette tidspunkt. Ifølge Tyskland blev støtteværdien på 0,5 % lagt til grund for lånegarantier i forbindelse med sunde virksomheder fra januar 1998. For kriseramte virksomheder blev støtteværdien af en lånegaranti ifølge en oversigt over de enkelte tilfælde for 1999 fastsat til 100 %.

(50) Ifølge Tyskland var der i forbindelse med hovedbankens garanti på 40 % tale om en egentlig egenrisiko. Det var udelukket, at hovedbankens egen risiko kunne sikres ved en garanti fra anden offentlig side. Som det fremgår af oversigten over støtte fra 1997, er der i forbindelse med hovedbankens garanti på 40 % tale om en mindsterisiko.

(51) Hvis et lån, hvor den største risiko ligger hos hovedbanken, formidles til en anden bank, kan der ikke foretages omlægning af virksomhedens gæld hos hovedbanken, når Thüringer Aufbaubank har stillet garanti for gælden. Kreditrammer hos hovedbanken, gennem hvilke der er adgang til likvide midler, vil derfor skulle opretholdes fuldt ud i det garanterede låns løbetid.

(52) Ved brev af 27. juli 1999 i støttesag C 36/99 vedrørende Korn Fahrzeuge und Technik GmbH anførte Tyskland imidlertid, at lån på grundlag af det her omhandlede låneprogram kan sikres enten ved garantier på op til 80 % i henhold til delstaten Thüringens lånegarantiordning "Richtlinie des Freistaates Thüringen für die Übernahme von Bürgschaften und Garantien zugunsten der Wirtschaft und der freien Berufe durch die Thüringer Aufbaubank"(11) eller ved en lånegaranti på grundlag af denne ordning. Det var således muligt at stille garanti for op til 80 % af lån på grundlag af ordningen.

(53) Hvad angår driftsstøtte til sunde virksomheder har Tyskland gjort gældende, at både driftskapitallånet og konsolideringslånet er tidsbegrænset. Driftskapitallånet har en maksimal løbetid på tre år og konsolideringslånet en maksimal løbetid på ti år. Låneprogrammets degressivitet er udformet på den måde, at lånene inden for de fastsatte frister skal tilbagebetales fuldstændigt på grundlag af afdragsplanen. Såfremt virksomheden opererer i en følsom sektor, er det ifølge låneprogrammet nødvendigt at foretage individuel anmeldelse. Delstaten Thüringen er et økonomisk ugunstigt stillet område som omhandlet i EF-traktatens artikel 87, stk. 3, litra a).

(54) Med hensyn til de følsomme sektorer har Tyskland understreget, at der ifølge låneprogrammet skal foretages individuel anmeldelse, når der ydes lån til virksomheder, som opererer i en følsom sektor.

(55) En gennemgang af lånene til virksomhederne Spedition Rothe GmbH, Dreistreiff Kaffeerösterei GmbH og Meininger Privatbrauerei Müller har vist, at det ikke var nødvendigt at anmelde foranstaltningerne til fordel for disse virksomheder, da de ikke opererer i en sektor, hvor der gælder særlige fællesskabsbestemmelser.

(56) De særlige regler i rammebestemmelserne for statsstøtte til investeringer i sektoren for forarbejdning og afsætning af landbrugsprodukter(12) fra 1996 trådte i henhold til Kommissionens beslutning 1999/183/EF af 20. maj 1998 om statsstøtte til forarbejdning og afsætning af landbrugsprodukter, som påtænkes ydet i Tyskland på grundlag af eksisterende regionale støtteordninger(13), først i kraft i 1998. Med hensyn til nærings- og nydelsesmiddelindustrien fandtes der således ingen særlige regler på støtteområdet.

(57) Tyskland har erkendt, at forpligtelsen til at foretage individuel anmeldelse ikke blev overholdt i følgende tilfælde:

a) Getreidemühle Hans-Georg Hirn (lånetilsagn af 5. juni 1996)

b) PAFAHG Mischfutter GmbH (lånetilsagn af 7. november 1997)

c) Ferkelaufzucht GmbH (lånetilsagn af 29. april 1997).

(58) Med hensyn til støtten til Ostthüringer Obst- und Gemüsezentrale Laasdorf NN 108/98 (ex N 801/97), Hohenölsener Fleisch- und Wurstwaren GmbH (N 628/97), Molkerei Großbraunshain GmbH NN 35/98 (ex N 796/97) og AGK Fleisch- und Wurstwaren Kölleda (N 799/97) blev anmeldelsesproceduren indledt.

(59) På mødet den 24. april 2001 oplyste Tyskland, at der i enkelte tilfælde er ydet lån til kriseramte virksomheder på grundlag af retningslinjens driftskapitaldel i forbindelse med yderligere støtteforanstaltninger på grundlag af godkendte støtteordninger. I disse tilfælde var det ifølge de godkendte støtteprogrammer en betingelse, at der forelå en omstruktureringsplan, som sikrede virksomhedens rentabilitet på længere sigt.

4. VURDERING AF FORANSTALTNINGEN

4.1. Statsstøtte

(60) Selv om enhver finansiel støtte til fordel for en virksomhed i en vis udstrækning ændrer konkurrencevilkårene, er det ikke al støtte, der medfører en mærkbar påvirkning af samhandelen og konkurrencen mellem medlemsstaterne. På denne baggrund skal støtte under et bestemt beløb, der som de minimis-støtte ikke falder ind under EF-traktatens artikel 87, stk. 1, ikke anmeldes i henhold til EF-traktatens artikel 88, stk. 3.

(61) En bestemmelse af, hvad der skal forstås ved de minimis-støtte, blev første gang fastlagt i SMV-rammebestemmelserne(14).

(62) I afsnit 3.2 fastsættes anvendelsesområdet for de minimis-reglen til et beløb på 50000 EUR, der over en treårig periode kan udbetales til en hvilken som helst virksomhed til en given bred udgiftskategori (f.eks. investeringer, uddannelse). Engangsstøtte på op til 50000 EUR til en given udgiftskategori skulle således ikke længere anmeldes i henhold til EF-traktatens artikel 88, stk. 3, (tidligere artikel 93, stk. 3). Det samme gjaldt støtteordninger, hvorved den støtte, en virksomhed kunne få udbetalt til en given udgiftstype, blev begrænset til dette beløb over en treårig periode. Det var dog en forudsætning, at der til den pågældende støtte eller støtteordning var knyttet den udtrykkelige betingelse, at yderligere støtte til samme virksomhed for samme udgiftstype ikke bragte den samlede støtte til virksomheden op over 50000 EUR. I afsnit 3.2 blev det præciseret, at de minimis-reglen ikke finder anvendelse i de følsomme sektorer (stålindustrien, skibsbygningsindustrien, kunstfiberindustrien, motorkøretøjsindustrien, landbrug, fiskeri, transport og kulindustrien.

(63) I meddelelsen fra Kommissionen om de minimis-støtteordninger(15) fra 1996 blev de minimis-reglen i SMV-rammebestemmelserne ændret. Det maksimale samlede de minimis-støttebeløb blev fastsat til 100000 EUR over en periode på tre år, der begynder ved udbetalingen af den første de minimis-støtte. Dette beløb dækkede al offentlig støtte, der ydedes som de minimis-støtte, og berørte ikke støttemodtagerens mulighed for at få anden støtte, der ydedes i henhold til ordninger, der var godkendt af Kommissionen.

(64) Reglen gjaldt ikke for de sektorer, der falder ind under EKSF-traktaten, skibsbygningsindustrien, transportsektoren og støtte til udgifter i forbindelse med landbrug og fiskeri.

(65) Med Kommissionens forordning (EF) nr. 69/2001 af 12. januar 2001 om anvendelse af EF-traktatens artikel 87 og 88 på de minimis-støtte(16) blev de minimis-reglens anvendelsesområde udvidet i artikel 1, men denne forordning finder fortsat ikke anvendelse på støtte i transportsektoren og til aktiviteter vedrørende produktion, forarbejdning eller markedsføring af de produkter, der er anført i bilag I til traktaten. Forordningen finder heller ikke anvendelse på støtte til eksportrelaterede aktiviteter, dvs. støtte, der er direkte knyttet til de eksporterede mængder, til etablering og drift af et distributionsnet eller til andre løbende udgifter i forbindelse med eksportvirksomhed. Endelig falder støtte, som er betinget af, at der anvendes indenlandske produkter i stedet for importerede, ikke ind under forordningen.

(66) I henhold til artikel 2 i den omhandlede forordning må den samlede de minimis-støtte til en enkelt virksomhed ikke overstige 100000 EUR i en treårig periode. Dette loft gælder uanset støttens form eller formål.

(67) Som følge af, at forordning (EF) nr. 69/2001 først trådte i kraft den 2. februar 2001 - mens den foreliggende retningslinje, der skal undersøges, fandt anvendelse i perioden fra den 16. januar 1996 og indtil den 1. juni 1999 - er det tvivlsomt, hvorvidt Kommissionen i forbindelse med sin beslutning kan anvende forordning (EF) nr. 69/2001 med tilbagevirkende kraft på de finansielle foranstaltninger, der blev truffet, inden den trådte i kraft, eller om den de minimis-regel i SMV-rammebestemmelserne fra 1992, der var gældende i den pågældende periode, og Kommissionens de minimis-meddelelse skal anvendes (consecutio legis).

(68) Kommissionens forordning (EF) nr. 69/2001 indeholder ingen bestemmelse om, hvorvidt den kan finde anvendelse på vurderingen af støtte, der blev ydet, inden den trådte i kraft. Ordlyden udelukker imidlertid ikke, at den kan anvendes på tidligere tilfælde, som i forvejen er omfattet af kontrollen i henhold til artikel 3 i forordning (EF) nr. 69/2001. Kommissionen er nået til den opfattelse, at da der ikke foreligger andre udtrykkelige bestemmelser herom, bør forordning (EF) nr. 69/2001 finde anvendelse på de minimis-støtte, som blev ydet, inden den trådte i kraft. For så vidt som forordning (EF) nr. 69/2001 fritager en bestemt kategori af foranstaltninger fra anmeldelsespligten, udgør den på den ene side en procedureregel og bør derfor straks finde anvendelse på igangværende procedurer. På den anden side er det i overensstemmelse med den målsætning om procedureforenkling og decentralisering, der ligger til grund for forordning (EF) nr. 69/2001, at den straks finder anvendelse. Kun med hensyn til støtte, der ikke falder ind under forordning (EF) nr. 69/2001 og derfor ikke kan fritages på dette grundlag, vil Kommissionen anvende de bestemmelser, der var i kraft på tidspunktet for støttens tildeling. Da forordning (EF) nr. 69/2001 principielt er mindre streng end de tidligere de minimis-regler, og da disse bestemmelser under alle omstændigheder finder anvendelse, såfremt støtten ikke er fritaget på grundlag af forordning (EF) nr. 69/2001, tages der på passende vis højde for det generelle retsprincip om beskyttelse af den berettigede forventning og retssikkerhedsprincippet. Set fra et økonomisk synspunkt er Kommissionen af den opfattelse, at en finansiel foranstaltning, som på grundlag af den nugældende forordning (EF) nr. 69/2001 på et integreret marked ikke kan betragtes som "støtte" som omhandlet i EF-traktatens 87, stk. 1, tidligere ikke kan have udgjort "støtte" på et mindre integreret marked. Kommissionen vil således lægge forordning (EF) nr. 69/2001 til grund i forbindelse med sin videre undersøgelse af de finansielle foranstaltninger, hvilket ikke udelukker muligheden for at anvende de bestemmelser, der var i kraft på det tidspunkt, hvor foranstaltningerne blev gennemført, såfremt disse foranstaltninger ikke fritages på grundlag af forordning (EF) nr. 69/2001.

(69) Procedurens indledning omfatter dermed både retningslinjen og de konkrete tilfælde, hvori den er anvendt, og som ikke falder ind under forordning (EF) nr. 69/2001 eller andre de minimis-regler, samt de tilfælde, der ganske vist falder ind under forordning (EF) nr. 69/2001 eller andre relevante de minimis-regler, men hvor det fastsatte de minimis-loft overskrides.

(70) Alle aktiviteter vedrørende produktion, forarbejdning eller markedsføring af de produkter, der er anført i bilag I til EF-traktaten, falder ikke ind under forordning (EF) nr. 69/2001 og de tidligere de minimis-regler. Kommissionen er derfor af den opfattelse, at lån, der er ydet til virksomheder inden for levnedsmiddelindustrien, såfremt de udøver aktiviteter vedrørende produktion, forarbejdning eller markedsføring af de produkter, der er anført i bilag I til EF-traktaten, ikke kan falde ind under forordning (EF) nr. 69/2001 og de tidligere bestemmelser.

(71) Tysklands argument om, at de særlige regler i rammebestemmelserne for statsstøtte til investeringer i sektoren for forarbejdning og afsætning af landbrugsprodukter fra 1996 først har været gældende siden 1998, er uden betydning i denne forbindelse, da disse særlige regler ikke har indvirket på de minimis-reglernes anvendelsesområde(17).

(72) En overskridelse af det øvrige anvendelsesområde for forordning (EF) nr. 69/2001 eller de andre relevante de minimis-regler kunne efter Kommissionens opfattelse forekomme som følge af, at det loft, der er fastsat i forordning (EF) nr. 69/2001 eller i andre de minimis-regler, kunne overskrides ved ydelsen af lån, enten på grund af at der ikke er taget hensyn til støtteelementet i forbindelse med lånegarantien, eller på grund af den måde, hvorpå støtteelementet i forbindelse med lånegarantien beregnes. Retningslinjen giver ingen garanti for, at de minimis-grænsen blev overholdt i alle tilfælde. Dette er navnlig ikke tilfældet, når retningslinjen henvender sig til kriseramte virksomheder, hvor der er en stor risiko for misligholdelse.

(73) De virksomheder, der modtog støtte på grundlag af retningslinjen, var efter Kommissionens opfattelse i det mindste for en stor dels vedkommende kriseramte virksomheder.

(74) For at kunne afgrænse kriseramte virksomheder fra andre virksomheder har Kommissionen forklaret begrebet kriseramt virksomhed nærmere i afsnit 2.1 i rammebestemmelserne fra 1994(18).

(75) Begrebet kriseramt virksomhed beskrives i rammebestemmelserne fra 1994 som en virksomhed, der "ikke kan klare sig ved hjælp af egne midler eller ved at rejse den fornødne kapital hos aktionærer eller gennem låntagning .... De typiske symptomer er ofte faldende indtjeningsevne eller voksende underskud, faldende omsætning, voksende lagerbeholdninger, overkapacitet, forringet cashflow, øget rente- og afdragsbyrde og lav nettoformue. I akutte tilfælde kan virksomheden allerede være blevet insolvent eller være trådt i likvidation".

(76) Ifølge ordlyden af retningslinjen var støttens genstand i henhold til afsnit 2, litra a), (driftskapitallån) at yde støtte til virksomheder ved deres oprettelse og udvidelse eller for at gøre det muligt for dem at blive på markedet, særligt for at afværge de farer, som truer deres eksistens og arbejdspladser. I henhold til afsnit 2, litra b), (konsolideringslån) henvendte retningslinjen sig til virksomheder, som på grund af deres ofte vanskelige finansielle stilling og indtjeningssituation har likviditets- og rentabilitetsproblemer.

(77) Tyskland har fremført det argument, at hovedbankens egen risiko i forbindelse med en lånegaranti udgjorde 40 %, og at det var udelukket, at denne egenrisiko kunne sikres ved en garanti fra anden offentlig side. Hovedbankens egen risiko i denne henseende udgjorde et passende incitament for långiveren til at foretage en behørig kontrol af låntagerens kreditværdighed med henblik på at mindske risikoen for misligholdelse.

(78) Dette argument er ikke overbevisende som begrundelse for, at retningslinjen ikke anvendes på kriseramte virksomheder. Ifølge dens ordlyd var det netop formålet med retningslinjen at yde navnlig konsolideringslån, men også driftskapitallån og garantier for lån til virksomheder, der har finansielle vanskeligheder. Sandsynligheden for, at modtageren rent faktisk var en kriseramt virksomhed, blev ganske vist mindsket som følge af hovedbankens resterende egenrisiko, men det var på grundlag af retningslinjens ordlyd på ingen måde udelukket at begunstige kriseramte virksomheder.

(79) Tyskland har desuden erkendt, at et lån ifølge retningslinjen kunne sikres enten op til 80 % i henhold til delstaten Thüringens lånegarantiordning "Richtlinie des Freistaates Thüringen für die Übernahme von Bürgschaften und Garantien zugunsten der Wirtschaft und der freien Berufe durch die Thüringer Aufbaubank" eller ved en lånegaranti i henhold til den her omhandlede retningslinje.

(80) Argumentet om, at bankernes egen risiko på 40 % udelukker kriseramte virksomheder, er efter Kommissionens opfattelse dermed ikke holdbart.

(81) Kommissionen er endvidere af den opfattelse, at det kunne være fordelagtigt for hovedbanken, navnlig i forbindelse med kriseramte virksomheder, at yde lån på grundlag af retningslinjen, da udbetalingen af driftskapital- eller konsolideringslånene generelt forbedrede modtagervirksomhedernes likviditet, og risikoen for misligholdelse af lån, som hovedbanken allerede tidligere havde ydet, blev nedsat. Det kan faktisk være økonomisk hensigtsmæssigt for en bank at nedsætte en eksisterende stor risiko for misligholdelse af gamle lån ved at stille nye midler til rådighed for virksomheden til dennes omstrukturering. Dette er navnlig tilfældet, når den dermed forbundne risiko til dels bæres af staten.

(82) De af Tyskland fremsendte oversigter over støtte, der henholdsvis er givet tilsagn om og udbetalt på grundlag af retningslinjen, dokumenterer endelig, at kriseramte virksomheder modtog støtte.

(83) Kommissionen er ikke enig i Tysklands opfattelse, at de konkrete tilfælde (Automatisierungs- und Elektronik GmbH, Altenburger Automaten und Metallgießerei GmbH og Dreistreiff Kaffeerösterei), der blev nævnt i forbindelse med procedurens indledning, ikke var kriseramte virksomheder. Alle disse virksomheder modtog finansielle midler fra delstaten Thüringens konsolideringsfond, inden de blev begunstiget på grundlag af den her omhandlede retningslinje. Virksomhederne befandt sig derfor i en omstruktureringsproces ved hjælp af statsstøtte og modtog i denne forbindelse blot yderligere midler på grundlag af retningslinjen. Efter Kommissionens opfattelse er der imidlertid generelt kun tale om en enkelt omstrukturering, således at virksomhederne fortsat skal betragtes som kriseramte virksomheder, selv om de umiddelbare finansielle vanskeligheder blev løst som resultat af støtten. Midlerne på grundlag af retningslinjen skal derfor vurderes som ny omstruktureringsstøtte eller styrkelse af en eksisterende omstruktureringsplan.

(84) Kommissionen kan ikke godtage Tysklands bemærkninger, navnlig med hensyn til Automatisierungs- und Elektronik GmbH, hvorefter der blev ydet et konsolideringslån til en virksomhed, som ikke umiddelbart var kriseramt, og som efterfølgende fik tildelt midler fra konsolideringsfonden (for at løse virksomhedens vanskeligheder), og virksomheden på et senere tidspunkt igen modtog et konsolideringslån og alligevel fortsat angiveligt ikke var kriseramt.

(85) I sidste instans har Tyskland også erkendt i sine bemærkninger, at retningslinjen for Thüringens låneprogram henvendte sig til såvel sunde som kriseramte virksomheder.

(86) Der skulle tages hensyn til støtteelementet i forbindelse med lånegarantien ved beregningen af støtteværdien af de udbetalte lån. Dette gælder navnlig under hensyntagen til risikoen for misligholdelse i forbindelse med kriseramte virksomheder.

(87) Denne vurdering ændres heller ikke som følge af, at Tyskland i sine bemærkninger har gjort opmærksomhed på, at de tyske myndigheder ved beregningen af støtteværdien i 1996 og 1997 ikke var klar over, at der skulle tages hensyn til det støtteelement, der var forbundet med lånegarantien og de særlige risici i forbindelse med ydelsen af lån til kriseramte virksomheder.

(88) Kommissionen er ikke enig i denne opfattelse, da den allerede i 1989 havde sendt et brev til medlemsstaterne, hvori den gjorde opmærksom på, at alle statsgarantier efter dens opfattelse er omfattet af EF-traktatens artikel 87, stk. 1(19).

(89) De tyske myndigheder burde i forbindelse med ydelsen af garantier for lån til kriseramte virksomheder i det mindste have næret betænkeligheder med hensyn til foranstaltningernes karakter af støtte, og de foranstaltninger, der er indeholdt i ordningen, skulle rettidigt have været anmeldt til Kommissionen, således at denne havde haft mulighed for at tage stilling til dem(20).

(90) I henhold til meddelelsen fra Kommissionen om anvendelsen af EF-traktatens artikel 87 og 88 angående statsstøtte i form af garantier(21) kan subventionsækvivalenten for en lånegaranti i et givet år:

a) beregnes på samme måde som subventionsækvivalenten for et lån på bedre vilkår end markedsvilkårene, idet rentetilskuddet repræsenterer forskellen mellem markedsrenten og den rente, der er opnået takket være statsgarantien, efter at eventuelle betalte præmier er blevet fratrukket, eller

b) anses for at være forskellen mellem det udestående garanterede beløb ganget med risikofaktoren (sandsynligheden for misligholdelse) og en eventuel betalt præmie, dvs. (garanteret beløb × risiko) - præmie, eller

c) beregnes efter enhver anden objektivt berettiget og almindeligt anerkendt metode.

(91) Kommissionen bekræfter den opfattelse, som den gav udtryk for i den nævnte meddelelse, at såfremt en støtteordning ligger til grund for ydelsen af lånegarantier som i det foreliggende tilfælde, bør den anden metode være den normale beregningsmetode.

(92) Kommissionen bekræfter samtidig sin mangeårige holdning om, at støttens værdi kan nå op på det ved lånegarantien effektivt sikrede beløb, hvis der på det tidspunkt, hvor beslutningen om lånet træffes, helt klart er meget stor sandsynlighed for, at låntager ikke vil være betalingsdygtig.

(93) I øvrigt kan støtteelementet i forbindelse med lånegarantien også med hensyn til sunde virksomheder føre til, at de minimis-grænsen overskrides.

(94) Efter Kommissionens opfattelse er der i forbindelse med retningslinjen og anvendelsen heraf tale om støtte som omhandlet i EF-traktatens artikel 87, stk. 1, såfremt den ikke falder ind under forordning (EF) nr. 69/2001 eller falder ind under forordning (EF) nr. 69/2001, men overskrider det fastsatte loft i henhold til artikel 2, stk. 2. Det samme gælder på tilsvarende måde for de andre de minimis-regler, der var i kraft på det tidspunkt, hvor foranstaltningerne blev gennemført.

(95) For så vidt som retningslinjen henvender sig til kriseramte virksomheder, giver den mulighed for, at de pågældende virksomheder, som på grund af deres finansielle situation ellers ikke ville have modtaget støtte fra private kreditinstitutter på deres normale lånevilkår, modtager finansielle midler fra en privat bank. Disse finansielle midler gør det muligt for virksomhederne at undgå, at de må forlade markedet, eller at forbedre deres markedsstilling. Hvis virksomheden måtte forlade markedet, ville en eksisterende overkapacitet blive reduceret, eller de frigjorte markedsandele ville blive overtaget af konkurrenter, der i begge tilfælde kunne forbedre deres rentabilitet. De lån, der er omfattet af denne procedure, udelukker ikke, at der ydes lån til virksomheder, som fremstiller produkter eller udfører tjenesteydelser, hvor der er samhandel inden for Fællesskabet. Det må derfor antages, at de finansielle foranstaltninger, der er omfattet af proceduren, kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne.

(96) Sunde virksomheder ville heller ikke have modtaget disse finansielle midler på de tilbudte vilkår og kunne derfor forbedre deres markedsstilling på fællesmarkedet i forhold til konkurrenterne ved hjælp af de driftskapitallån, der blev ydet. Dette gælder navnlig for sunde virksomheder, som opererer i de følsomme sektorer. Markederne i de følsomme sektorer er kendetegnet ved overskudskapacitet. Den finansielle fordel, som disse specifikke virksomheder opnåede som følge af lånene, medfører, at virksomhedernes stilling styrkes i forhold til andre konkurrenter i samhandelen mellem medlemsstaterne, og at samhandelen derfor kan påvirkes.

(97) Kommissionen når dermed til den konklusion, at retningslinjen og anvendelsen heraf udgør støtte som omhandlet i EF-traktatens artikel 87, stk. 1, til fordel for virksomheder, der driver handel inden for Fællesskabet.

(98) På grundlag af bemærkningerne fra de tyske myndigheder er Kommissionen nået frem til, at den private bank som långiver ikke har fået fordel af ydelsen af konsolideringslånene på en måde, der fordrejer konkurrencevilkårene.

(99) I meddelelsen fra Kommissionen om anvendelse af EF-traktatens artikel 87 og 88 angående statsstøtte i form af garantier antager Kommissionen, at hvis en statsstøtte vedrørende lån eller en anden finansiel forpligtelse, der allerede er indgået, ydes efterfølgende, uden at vilkårene for dette lån eller denne finansielle forpligtelse tilpasses, eller hvis et garanteret lån anvendes til at tilbagebetale et andet, ikke-garanteret, lån til samme kreditinstitut, kan der også være tale om støtte til långiveren, for så vidt som sikkerheden for lånet øges.

(100) Selv om virksomhedernes eksisterende likviditetsproblemer ifølge ordlyden af retningslinjens afsnit 2, litra b), skal løses ved at omlægge kortfristede lån til lån på lempelige vilkår, har Tyskland gjort opmærksom på i sine bemærkninger, at en omlægning af virksomhedens gæld hos hovedbanken kun vil være mulig, når Thüringer Aufbaubank ikke havde stillet garanti for gælden.

(101) Da der ikke kunne foretages omlægning af gælden hos hovedbanken med en lånegaranti fra Thüringer Aufbaubank, synes der ikke at være tale om støtte til långiveren i retningslinjen. Det forhold, at stabiliseringen af en kriseramt virksomhed kommer alle virksomhedens kreditorer til gode, er en normal følge af støtte og udgør ikke i sig selv støtte efter EF-traktatens artikel 87, stk. 1, til fordel for disse kreditorer.

4.2. Støttens lovlighed

(102) Kommissionen beklager, at Tyskland har udbetalt støtten ved ukorrekt anvendelse af forordning (EF) nr. 69/2001 og i strid med EF-traktatens artikel 88, stk. 3.

4.3. Støttens forenelighed med fællesmarkedet, for så vidt som anvendelsesområdet for forordning (EF) nr. 69/2001 eller en af de andre relevante de minimis-regler overskrides

(103) I forbindelse med undersøgelsen af låneprogrammet konstaterer Kommissionen, at det henvendte sig til såvel sunde som kriseramte virksomheder.

(104) For så vidt som støtten blev ydet til kriseramte virksomheder, var der tale om omstruktureringsstøtte eller redningsstøtte som omhandlet i rammebestemmelserne fra 1994, som bekræftes af rammebestemmelserne fra 1999.(22).

(105) For så vidt som støtten blev ydet til sunde virksomheder, foreligger der driftsstøtte som omhandlet i Kommissionens meddelelse fra 1988 vedrørende metoden for anvendelse af traktatens artikel 92, stk. 3, litra a) og c), på regionalstøtte(23). Denne meddelelse blev i det væsentlige bekræftet og uddybet i retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte(24) fra 1998, ændret ved ændringen af retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte(25) fra 2000.

(106) Nedenfor undersøges foreneligheden for hvert af disse anvendelsesområder på grundlag af de forskellige bestemmelser, der finder anvendelse(26).

4.3.1. Omstruktureringsstøtte i henhold til retningslinjen

(107) For så vidt angår omstrukturering af kriseramte virksomheder, kan det konstateres, at i henhold til rammebestemmelserne fra 1994 skulle følgende betingelser principielt være opfyldt, for at støtten var forenelig med fællesmarkedet:

a) der skal fremlægges og gennemføres en omstruktureringsplan, som gør det muligt at genoprette virksomhedens rentabilitet på længere sigt

b) modtagervirksomheden og dens ejere skal yde et passende bidrag

c) støttebeløbet skal være begrænset til det strengt nødvendige minimum

d) de specifikke regler for følsomme sektorer skal overholdes, hvilket kræver individuel anmeldelse

e) såfremt der ikke foreligger uforudseelige undtagelsessituationer, som virksomheden ikke kan gøres ansvarlig for, må der kun ydes omstruktureringsstøtte en enkelt gang. Fra 1995 udviklede Kommissionen en beslutningspraksis, hvorefter gentagne tildelinger af støtte til omstrukturering til den samme virksomhed skulle anmeldes individuelt, såfremt den tidligere ydede omstruktureringsstøtte oversteg 1 mio. EUR(27)

f) der skal ske individuel anmeldelse af støtte til større virksomheder.

(108) Ifølge retningslinjen er det en betingelse for at yde driftskapitallån, at der fremlægges en mellemfristet plan, som viser, hvad virksomheden har behov for med henblik på at bevare sin rentabilitet og likviditet. Desuden skal virksomheden og hovedbanken på passende måde bidrage med egne midler. Det er ikke påkrævet at fremlægge en omstruktureringsplan.

(109) Ifølge retningslinjen er det en betingelse for at yde konsolideringslån, at der fremlægges en helhedsplan for en bæredygtig omstrukturering, som gør det muligt ved hjælp af lånet at løse virksomhedens problemer vedvarende efter gennemførelsen af omstruktureringen. Også i denne forbindelse skal virksomheden og hovedbanken på passende måde bidrage med egne midler.

(110) Ved tildeling af konsoliderings- og driftskapitallån må lånets størrelse ifølge retningslinjen ikke overstige det beløb, der umiddelbart er nødvendigt, for at virksomheden kan løse sine problemer.

(111) Ifølge retningslinjen skal der ganske vist ske individuel anmeldelse af de tilfælde, hvor ordningen anvendes i følsomme sektorer, men denne bestemmelse blev i det mindste til dels ikke overholdt i den følsomme sektor landbrug.

(112) Ordlyden af retningslinjen indeholder ikke et forbud mod gentagne støttetildelinger til omstrukturering og foreskriver heller ikke anmeldelse af en gentagen støttetildeling, såfremt den tidligere ydede omstruktureringsstøtte oversteg 1 mio. EUR. Endelig foreskriver retningslinjen ikke individuel anmeldelse af støtte til større virksomheder.

(113) Kommissionen er nået frem til, at retningslinjen selv dermed ikke opfylder betingelserne i rammebestemmelserne fra 1994 og er uforenelig med fællesmarkedet. For så vidt som der blev ydet omstruktureringsstøtte til kriseramte virksomheder på grundlag af retningslinjen, er denne støtte uforenelig med fællesmarkedet.

4.3.2. Redningsstøtte

(114) For så vidt angår redning af kriseramte virksomheder, kan det konstateres, at det i henhold til rammebestemmelserne fra 1994 er en betingelse for, at redningsstøtte er forenelig med fællesmarkedet, at denne er begrænset til støtte i form af et offentligt lån på markedsvilkår eller i form af en offentlig garanti for private lån. Denne betingelse opfyldes ikke i det foreliggende tilfælde, da lånene er ydet på lempelige vilkår.

(115) For så vidt angår tildeling af redningsstøtte på grundlag af retningslinjen, er denne støtte ikke forenelig med fællesmarkedet.

4.3.3. Driftsstøtte til fordel for sunde virksomheder

(116) For så vidt som der blev ydet lån til fordel for økonomisk sunde virksomheder, stiller disse ifølge ordlyden af retningslinjen modtagervirksomhederne likviditet til rådighed, som ikke er knyttet til specifikke investeringer. Kommissionen vurderer denne støtte som driftsstøtte, der skal vurderes på grundlag af Kommissionens meddelelse fra 1988 vedrørende metoden for anvendelse af artikel 92, stk. 3, litra a) og c), på regionalstøtte og Kommissionens efterfølgende praksis, bekræftet i retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte fra 1998.

(117) I henhold til det regionalstøttekort, der var gældende i perioden 1996-1999, var delstaten Thüringen et område, der var støtteberettiget i henhold til EF-traktatens artikel 87, stk. 3, litra a). Ifølge den nævnte meddelelse fra Kommissionen fra 1988 kan Kommissionen under hensyntagen til de særlige vanskeligheder i regionerne efter EF-traktatens artikel 87, stk. 3, litra a) (tidligere EF-traktatens artikel 92, stk. 3, litra a)), som undtagelse tillade visse former for driftsstøtte i disse regioner, såfremt støtten er tidsbegrænset og tager sigte på at overvinde strukturgivne handicap for virksomheder i disse regioner og ikke ydes inden for følsomme sektorer.

(118) Desuden har Kommissionen i 1990'erne udviklet en praksis, hvorefter støtten skal være degressiv. Dette krav er bekræftet i retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte fra 1998.

(119) Kravet om, at retningslinjen skal være tidsbegrænset, overholdes efter Kommissionens opfattelse ikke, selv om retningslinjen udløb den 31. maj 1999(28).

(120) Når Kommissionen undersøger kravet om tidsbegrænsningen af den her omhandlede retningslinje, kan den ikke udelukkende begrænse denne undersøgelse til retningslinjen, men skal tage højde for, at denne retningslinje afløste to tidligere ordninger(29). Disse to tidligere ordninger trådte i kraft den 20. juli 1993 og blev den 16. januar 1996 erstattet af den retningslinje, som denne beslutning vedrører. Kommissionen er af den opfattelse, at forlængelsen af de to tidligere ordninger via den foreliggende retningslinje ikke er i overensstemmelse med princippet om tidsbegrænsning, som det fremgår af Kommissionens meddelelse fra 1988 vedrørende metoden for anvendelse af artikel 92, stk. 3, litra a) og c), på regionalstøtte og af retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte. Desuden har Tyskland ikke fremført noget argument, som udelukker muligheden for, at der i perioden fra den 20. juli 1993 og indtil den 31. maj 1999 blev ydet driftsstøtte på grundlag af den her omhandlede retningslinje. Dette er ikke i strid med det argument, at hvert enkelt af lånene i sig selv var tidsbegrænsede.

(121) I 1990'erne udviklede Kommissionen en fast praksis, hvorefter driftsstøtte skulle være degressiv(30). Kommissionen er af den opfattelse, at retningslinjen selv og anvendelsen heraf skulle overholde kravet om degressivitet på tidspunktet for retningslinjens ikrafttræden den 16. januar 1996. Dette var ikke foreskrevet i retningslinjen.

(122) Ordlyden af retningslinjen indeholder heller intet krav om, at der kun må ydes lån én gang. Tværtimod har det i det mindste i ét tilfælde (Automatisierungs- und Elektronik GmbH) vist sig, at en virksomhed har modtaget støtte både den 22. juni 1995 på grundlag af Thüringer Konsolidierungsprogramm og på grundlag af den her omhandlede retningslinje. Tyskland har heller ikke påvist, at der fortsat var behov for støtte.

(123) I denne forbindelse synes det nødvendigt at understrege, at muligheden for at godkende driftsstøtte efter Kommissionens opfattelse skal betragtes som en undtagelse. Hverken Kommissionens meddelelse fra 1988 vedrørende metoden for anvendelse af artikel 92, stk. 3, litra a) og c), på regionalstøtte eller retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte fra 1998 (afsnit 4.15) giver mulighed for at godkende driftsstøtte, der opretholder strukturer. Sidstnævnte bekræfter generelt tendensen i forbindelse med metoden fra 1988, idet det fremgår heraf, at driftsstøtte kan ydes på betingelse af, at den findes velbegrundet på grundlag af dens bidrag til den regionale udvikling og støttens karakter, og at dens omfang står i forhold til de ulemper, den skal opveje, hvilket skal påvises af medlemsstaterne.

(124) I det tidligere DDR, som Thüringen var en del af, var der ganske vist infrastrukturbetingede ulemper i de første år efter Tysklands forening. Via Tysklands betydelige infrastrukturinvesteringer som led i "Aufbau Ost" var disse ulemper imidlertid efter Kommissionens opfattelse blevet markant mindsket indtil 1996, hvor Thüringens foreliggende program blev iværksat. Som led i proceduren blev det i øvrigt på ingen måde fremført over for Kommissionen, at den gennemførte støtte var nødvendig til opvejning af betydelige omkostnings- og infrastrukturbetingede ulemper.

(125) I betragtning af den betydelige investeringsaktivitet i Thüringen kan der med hensyn til perioden fra 1996 heller ikke være tale om, at opretholdelsen af eksisterende investeringer er en uomgængelig betingelse for at tiltrække nye investeringer. Et sådant argument med hensyn til at opretholde den "industrielle kerne" kan have været holdbart i den tidlige fase af de nye delstaters integrering i det forenede Tyskland og blev også vurderet af Kommissionen i dens beslutninger i forbindelse med Treuhandanstalt-komplekset og en række store projekter (f.eks. EKO Stahl, Leuna 2000); i den i dette tilfælde relevante periode må dette argument imidlertid afvises og blev heller ikke fremført af Tyskland.

(126) Endvidere konstaterer Kommissionen, at delstaten Thüringens låneprogram heller ikke klart henvender sig til små virksomheder inden for traditionelle sektorer, som ikke vil kunne ekspandere uden bistand udefra. Kommissionen konstaterer, at der inden for investeringsstøtte i de nye delstater på daværende tidspunkt ikke manglede instrumenter, der var godkendt af Kommissionen, og som tog sigte på finansiering af initialinvesteringer. Kommissionen har således anerkendt i forskellige beslutninger, at de nye delstater lider under et historisk betinget ringe kapitalgrundlag, som skyldes manglende muligheder for formuedannelse i det tidligere DDR. På dette grundlag har Kommissionen også godkendt en række meget snævert begrænsede driftsstøtteforanstaltninger.

(127) Muligheden for vækstfinansiering er ganske vist ikke udelukket på grundlag af retningslinjen; generelt er programmet imidlertid ikke offensivt vækstorienteret og tager dermed ikke sigte på at fremme de industrielle strukturændringer, men er overvejende defensivt og hindrer dermed strukturændringer. Foranstaltninger, der hindrer strukturændringer, kan imidlertid ikke på lang sigt bidrage til en vellykket regional udvikling.

(128) På baggrund heraf anser Kommissionen det derfor ikke for at være påvist, at den pågældende driftsstøtte yder et bidrag til den regionale udvikling.

(129) Kommissionen konstaterer endvidere, at de følsomme sektorer, i strid med ordlyden af retningslinjen, ikke er udelukket fra at få tildelt driftsstøtte. Anvendelsen af retningslinjen i den følsomme sektor landbrug viser, at retningslinjen blev anvendt i strid med sin egen ordlyd i mindst én følsom sektor.

(130) Af ovennævnte grunde når Kommissionen til den konklusion, at for så vidt som der blev ydet driftsstøtte til fordel for sunde virksomheder på grundlag af retningslinjen, er denne ikke forenelig med fællesmarkedet. Retningslinjen forlænger den periode, hvori der kan ydes driftsstøtte, den foreskriver ikke, at støtten skal være degressiv, og støtteordningen udelukker ikke - med hensyn til sin anvendelse - følsomme sektorer fra at modtage støtte og er derfor uforenelig med fællesmarkedet.

(131) Kommissionen er af den opfattelse, at undtagelserne i EF-traktatens artikel 87, stk. 2, ikke finder anvendelse i det foreliggende tilfælde, da retningslinjen ikke forfølger nogen af de deri anførte mål. Tyskland har heller ikke gjort gældende, at disse undtagelsesbestemmelser finder anvendelse(31).

(132) Kommissionen når til den konklusion, at bortset fra bestemmelserne vedrørende støtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder finder ingen specielle bestemmelser vedrørende støtte rettet mod horisontale mål i henhold til EF-traktatens artikel 87, stk. 3, litra c), anvendelse på retningslinjen, da retningslinjen ikke forfølger nogen af de særlige mål, og Tyskland heller ikke har gjort gældende, at dette er tilfældet.

(133) Støtten forfølger efter Kommissionens opfattelse heller ikke det mål at fremme virkeliggørelsen af vigtige projekter af fælleseuropæisk interesse eller afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i en medlemsstats økonomi. Formålet med støtten er heller ikke fremme af kulturen og bevarelse af kulturarven. Kommissionen når således til den konklusion, at hverken EF-traktatens artikel 87, stk. 3, litra b), eller artikel 87, stk. 3, litra d), finder anvendelse på den foreliggende retningslinje.

(134) En række af de tilfælde, hvor den foreliggende retningslinje blev anvendt, har muligvis været genstand for en anden formel undersøgelsesprocedure efter EF-traktatens artikel 88, stk. 2. Den foreliggende beslutning vedrører ikke disse tilfælde.

5. KONKLUSION

(135) Støtteordningen er ikke blevet anmeldt og er derfor ulovlig i henhold til EF-traktatens artikel 88, stk. 3. Støtte, der overskrider anvendelsesområdet for forordning (EF) nr. 69/2001 eller, såfremt den ikke falder ind under denne, der overskrider de andre de minimis-regler, som var i kraft på det tidspunkt, hvor foranstaltningen blev gennemført, til fordel for virksomheder, der driver handel inden for Fællesskabet, blev ydet ulovligt.

(136) Anvendelsen af retningslinjen er uforenelig med fællesmarkedet - for så vidt som samhandelen inden for Fællesskabet er berørt - da den uden for de minimis-området gør det muligt, at der ydes redningsstøtte på lempelige rentevilkår, gør det muligt, at der mere end én gang ydes omstruktureringsstøtte, og ikke foreskriver, at gentagne støttetildelinger anmeldes, såfremt det ydede beløb overstiger 1 mio. EUR. For så vidt som der blev ydet omstruktureringsstøtte på grundlag af retningslinjens driftskapitaldel, var det ikke påkrævet at fremlægge en omstruktureringsplan. Desuden er retningslinjen blev anvendt i mindst én følsom sektor og giver mulighed for driftsstøtte til sunde virksomheder, uden at denne er degressiv.

(137) Anvendelsen af retningslinjen uden for anvendelsesområdet for forordning (EF) nr. 69/2001 og de relevante tidligere bestemmelser vedrørende kriseramte virksomheder og vedrørende driftsstøtte til sunde virksomheder er derfor uforenelig med fællesmarkedet.

(138) I henhold til Kommissionens faste beslutningspraksis skal støtte, der er ydet ulovligt og er uforenelig i henhold til EF-traktatens artikel 87, tilbagesøges fra støttemodtageren, såfremt støtten ikke er omfattet af de minimis-regler. Denne praksis blev bekræftet ved artikel 14 i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 92(32). Ifølge artikel 14 i forordning (EF) nr. 659/1999 skal den pågældende medlemsstat træffe alle nødvendige foranstaltninger til at kræve støtten tilbagebetalt fra støttemodtageren. For nøjagtigt at fastslå antallet af tilfælde, der er omfattet af tilbagebetalingskravet, er Kommissionen af den opfattelse, at Tyskland skal udarbejde en liste over alle virksomheder, som ikke falder ind under forordning (EF) nr. 69/2001 -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Retningslinjen for Thüringens låneprogram til fordel for små og mellemstore virksomheder (i det følgende "retningslinjen") er forbundet med statsstøtte som omhandlet i EF-traktatens artikel 87, stk. 1.

Retningslinjen er ikke forbundet med statsstøtte som omhandlet i EF-traktatens artikel 87, stk. 1, for så vidt som støtten falder ind under forordning (EF) nr. 69/2001 eller, såfremt den ikke er omfattet heraf, er omfattet af de de minimis-regler, der var gældende på tidspunktet for foranstaltningens gennemførelse, og kumuleret med anden de minimis-støtte ikke overskrider det pågældende de minimis-loft i forordning (EF) nr. 69/2001 eller andre relevante de minimis-regler.

Retningslinjen er ikke forbundet med støtte som omhandlet i EF-traktatens artikel 87, stk. 1, for så vidt som støtten blev ydet til fordel for virksomheder, som producerer varer eller udfører tjenesteydelser, hvor der ikke er samhandel inden for Fællesskabet.

For så vidt som retningslinjen er omfattet af EF-traktatens artikel 87, stk. 1, er retningslinjen forbundet med en ulovlig støtte.

Artikel 2

Såfremt der er ydet driftsstøtte til fordel for sunde virksomheder på grundlag af retningslinjen, er den uforenelig med fællesmarkedet, for så vidt som den er omfattet af EF-traktatens artikel 87, stk. 1.

Artikel 3

Såfremt der er ydet rednings- og omstruktureringsstøtte til fordel for kriseramte virksomheder på grundlag af retningslinjen, er den uforenelig med fællesmarkedet, for så vidt som den er omfattet af EF-traktatens artikel 87, stk. 1.

Artikel 4

Denne beslutning vedrører ikke de tilfælde, der allerede har været genstand for en anden formel undersøgelsesprocedure eller en formel beslutning fra Kommissionens side. Tyskland udarbejder som led i gennemførelsen af denne beslutning en liste over de berørte virksomheder.

Artikel 5

Tyskland træffer alle nødvendige foranstaltninger for at tilbagesøge den i artikel 2 og artikel 3 omhandlede støtte, som allerede ulovligt er udbetalt til støttemodtagerne.

Tilbagesøgningen skal ske uophørligt og i overensstemmelse med national lovgivning, hvis denne giver mulighed for at efterkomme beslutningen hurtigt og effektivt. Den støtte, der skal tilbagebetales, pålægges renter fra det tidspunkt, den blev udbetalt til støttemodtagerne, og indtil den er blevet tilbagebetalt. Renterne beregnes på basis af den referencesats, der anvendes til at beregne subventionsækvivalenten for regionalstøtte.

Artikel 6

Tyskland udarbejder som led i gennemførelsen af denne beslutning en liste over de virksomheder, som ikke falder ind under forordning (EF) nr. 69/2001, eller som under hensyntagen til støtteelementet i forbindelse med lånegarantien og anden de minimis-støtte, der blev ydet på det relevante tidspunkt, overskrider loftet i forordning (EF) nr. 69/2001.

I denne liste skal henholdsvis kriseramte virksomheder og sunde virksomheder og det delprogram, der ligger til grund for støtten, angives særskilt. I den forbindelse anfører Tyskland de kriterier, der lå til grund for en kriseramt virksomheds klassificering.

Tyskland udvikler i denne forbindelse en metode til identificering af støtteelementet i forbindelse med lånegarantien på grundlag af meddelelsen fra Kommissionen om anvendelsen af EF-traktatens artikel 87 og 88 angående statsstøtte i form af garantier.

Tyskland udarbejder som led i gennemførelsen af denne beslutning en liste over de virksomheder, som modtog støtte på grundlag af retningslinjen og ikke falder ind under forordning (EF) nr. 69/2001, og som producerer varer eller udfører tjenesteydelser, hvor der ikke er samhandel inden for Fællesskabet, og anfører kriterierne.

Artikel 7

Tyskland underretter senest to måneder efter meddelelsen af denne beslutning Kommissionen om, hvilke foranstaltninger der er truffet for at efterkomme beslutningen.

Artikel 8

Denne beslutning er rettet til Forbundsrepublikken Tyskland.

Udfærdiget i Bruxelles, den 27. november 2002.

På Kommissionens vegne

Mario Monti

Medlem af Kommissionen

(1) Thüringer Staatsanzeiger nr. 7/1996, s. 390.

(2) EFT C 213 af 19.8.1992, s. 2.

(3) EFT C 108 af 17.4.1999, s. 29.

(4) Der blev ydet et lån til Korn Fahrzeuge und Technik GmbH i henhold til den her omhandlede retningslinje.

(5) Thüringer Staatsanzeiger nr. 22/1999, s. 1236-1237.

(6) EFT C 368 af 23.12.1994, s. 12.

(7) Der henvises formentlig til sag NN 74/95.

(8) Der henvises formentlig til sag NN 74/95.

(9) Der henvises formentlig til sag NN 74/95.

(10) Ifølge dette brev skal der for sunde virksomheder lægges en støtteværdi på 0,5 % af det garanterede lånebeløb til grund, mens denne støtteværdi for kriseramte virksomheders vedkommende kan udgøre op til 100 % af det garanterede lånebeløb.

(11) Støttesag N 117/96 (EFT C 288 af 23.9.1997, s. 5).

(12) EFT C 29 af 2.2.1996, s. 4.

(13) EFT L 60 af 9.3.1999, s. 61.

(14) Se fodnote 2.

(15) EFT C 68 af 6.3.1996, s. 9.

(16) EFT L 10 af 13.1.2001, s. 30.

(17) I øvrigt: Disse rammebestemmelser trådte i kraft med offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende. Ved beslutning 1999/183/EF konstaterede Kommissionen, at Tysklands nationale støtteordninger er uforenelige med fællesmarkedet efter EF-traktatens artikel 87, stk. 1, for så vidt som de ikke er i overensstemmelse med EF-rammebestemmelserne og de foranstaltninger (for statsstøtte til investeringer i sektoren for forarbejdning og afsætning af landbrugsprodukter), der blev meddelt de tyske myndigheder ved brev SG (95) D/13086 af 20.10.1995.

(18) Vedrørende ikke-anmeldt støtte er det fastsat i punkt 101, litra b), i Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder fra 1999 (EFT C 288 af 9.10.1999, s. 2), at Kommissionen vil undersøge, om en rednings- og omstruktureringsstøtte, der er ydet uden Kommissionens godkendelse og derfor i strid med traktatens artikel 88, stk. 3, på grundlag af de rammebestemmelser, der gælder på tidspunktet for støttens ydelse, er forenelig med fællesmarkedet. Kommissionen har derfor undersøgt retningslinjen på grundlag af rammebestemmelserne fra 1994.

(19) Kommissionens skrivelse til medlemsstaterne SG(89) D/4328 af 5.4.1989.

(20) Dette gælder navnlig i lyset af Kommissionens beslutning vedrørende statsstøtte C 19/95 - Tyskland - endelig negativ beslutning, statsgarantiordninger i delstaterne Sachsen-Anhalt, Niedersachsen, Nordrhein-Westphalen, Rheinland-Pfalz, Bayern, Bremen, Mecklenburg-Vorpommern, Schleswig-Holstein og Sachsen til omstruktureringsforanstaltninger i store kriseramte virksomheder (brev SG (96) D/3694 af 3.4.1996), hvori Kommissionen udførligt beskriver støttekarakteren af garantier.

(21) EFT C 71 af 11.3.2000, s. 14.

(22) I henhold til afsnit 2.2 i rammebestemmelserne fra 1994 var disse rammebestemmelser imidlertid kun gældende i det omfang, de var i overensstemmelse med de særlige regler inden for de følsomme sektorer. På daværende tidspunkt var der særlige støtteregler inden for landbrug, fiskeri, stål, skibsbygningsindustrien, tekstil- og beklædningsindustrien, kunstfiberindustrien, bilindustrien, transport og kulindustrien. Inden for landbruget kunne Kommissionens særlige regler for rednings- og omstruktureringsstøtte fortsat anvendes for individuelle støttemodtagere, afhængigt af den berørte medlemsstats skøn, som alternativ til disse rammebestemmelser.

Den 1. januar 1998 trådte Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder i kraft, som kun med hensyn til landbrugssektoren adskiller sig fra de tidligere bestemmelser, der var indeholdt i rammebestemmelserne fra 1994 (EFT C 283 af 19.9.1997, s. 2).

(23) EFT C 212 af 12.8.1988, s. 2.

(24) EFT C 74 af 10.3.1998, s. 9.

(25) EFT C 258 af 9.9.2000, s. 5.

(26) EFT C 119 af 22.5.2002 (Med hensyn til den definitoriske afgrænsning henviser Kommissionen til de nævnte tekster. Kommissionen har undersøgt støtten til sunde virksomheder på grundlag af Kommissionens meddelelse fra 1988 vedrørende metoden for anvendelse af artikel 92, stk. 3, litra a) og c), på regionalstøtte. Vurderingen vil ikke blive ændret ved anvendelse af retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte fra 1998.)

(27) F.eks. Kommissionens beslutning SG(96) D/1946 af 6. februar 1996 vedrørende statsstøttesag NN 74/95 - Thüringens konsolideringsfond for kriseramte virksomheder.

(28) Kommissionen konstaterer, at den omhandlede ordning, Thüringens låneprogram, den 1. juni 1999 blev erstattet af et nyt låneprogram, som ved en umiddelbar betragtning synes at være i overensstemmelse med de de minimis-regler, der finder anvendelse.

(29) "Thüringer Konsolidierungsprogramm", C 85/98, og "Thüringer Umlaufmittelprogramm", C 28/99.

(30) Denne praksis blev bekræftet med vedtagelsen af foranstaltninger, hvormed eksisterende regionalstøtteordninger kan tilpasses bestemmelserne i regionalretningslinjerne fra 2000 ved Kommissionens brev SG (98) D/1670 af 24.2.1998.

(31) Med hensyn til anvendelsen af undtagelsesbestemmelsen i EF-traktatens artikel 87, stk. 2, litra c), henviser Kommissionen til EF-Domstolens konklusioner vedrørende § 52, stk. 8, i den tyske indkomstskattelov (Einkommenssteuergesetz), se dom af 19. september 2000, sag C-156/98, Tyskland mod Kommissionen, Sml. 2000 I, s. 6857.

(32) EFT L 83 af 27.3.1999, s. 1.