32003D0326

2003/326/EF: Kommissionens beslutning af 12. maj 2003 om overgangsforanstaltninger i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1774/2002 for så vidt angår adskillelse af kategori 2- og kategori 3-oliekemiske anlæg (EØS-relevant tekst) (meddelt under nummer K(2003) 1500)

EU-Tidende nr. L 117 af 13/05/2003 s. 0042 - 0043


Kommissionens beslutning

af 12. maj 2003

om overgangsforanstaltninger i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1774/2002 for så vidt angår adskillelse af kategori 2- og kategori 3-oliekemiske anlæg

(meddelt under nummer K(2003) 1500)

(Kun den engelske, den franske, den italienske, den nederlandske, den svenske og den tyske udgave er autentiske)

(EØS-relevant tekst)

(2003/326/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1774/2002 af 3. oktober 2002 om sundhedsbestemmelser for animalske biprodukter, som ikke er bestemt til konsum(1), særlig artikel 32, stk. 1, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Ved forordning (EF) nr. 1774/2002 er der fastsat en fuldstændig revision af EF-bestemmelserne om animalske biprodukter, som ikke er bestemt til konsum, hvorved der er indført en række strenge krav. Forordningen indeholder endvidere bestemmelser om, at der kan vedtages relevante overgangsforanstaltninger.

(2) Da kravene er strenge, er det nødvendigt, at der fastsættes overgangsforanstaltninger, der ikke kan forlænges, for Belgien, Tyskland, Spanien, Italien, Nederlandene, Sverige og Det Forenede Kongerige, så erhvervslivet har tilstrækkelig tid til at tilpasse sig. Desuden er der behov for en yderligere udvikling af alternativ indsamling, transport, opbevaring, håndtering, forarbejdning og anvendelse af animalske biprodukter samt af metoder til bortskaffelse af sådanne biprodukter.

(3) Belgien, Tyskland, Spanien, Italien, Nederlandene, Sverige og Det Forenede Kongerige bør således som en midlertidig foranstaltning have dispensation til at tillade, at virksomhedsledere fortsat anvender nationale regler for adskillelse af kategori 2- og kategori 3-oliekemiske anlæg.

(4) For at undgå risiko for menneskers eller dyrs sundhed bør der opretholdes passende kontrolsystemer i Belgien, Tyskland, Spanien, Italien, Nederlandene, Sverige og Det Forenede Kongerige i den periode, hvor overgangsforanstaltningerne anvendes.

(5) De i denne beslutning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Dispensation vedrørende adskillelse af kategori 2- og kategori 3-oliekemiske anlæg

1. I henhold til artikel 32, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1774/2002 og uanset artikel 14, stk. 2, i samme forordning kan Belgien, Tyskland, Spanien, Italien, Nederlandene, Sverige og Det Forenede Kongerige fortsat efter nationale regler udstede individuelle godkendelser indtil den 31. oktober 2005 til ledere af anlæg og udstyr, som ikke opfylder artikel 14, stk. 2, litra b), eller kravene til adskillelse af kategori 2- og kategori 3-oliekemiske anlæg, forudsat at de nationale regler:

a) opfylder alle andre gældende EF-bestemmelser

b) udelukkende anvendes i anlæg og udstyr, der anvendte sådanne regler pr. 1. november 2002

c) er i overensstemmelse med kravene i artikel 14, stk. 2, litra c) og d), i forordning (EF) nr. 1774/2002.

2. Kun afsmeltet fedt hidrørende fra kategori 2- og kategori 3-materiale må anvendes. Afsmeltet fedt hidrørende fra kategori 2-materiale skal forarbejdes i overensstemmelse med de normer, der er fastsat i kapitel III i bilag VI til forordning (EF) nr. 1774/2002. Supplerende processer, såsom destillation, filtrering og forarbejdning med absorptionsmidler, skal anvendes for yderligere at forbedre sikkerheden ved talgderivater.

Artikel 2

Kontrolforanstaltninger

Myndighederne træffer de fornødne foranstaltninger til at kontrollere, om godkendte ledere af anlæg og udstyr overholder betingelserne i artikel 1.

Artikel 3

Inddragelse af godkendelse og bortskaffelse af materiale, der ikke er i overensstemmelse med denne beslutning

1. Individuelle godkendelser, som myndighederne har udstedt vedrørende adskillelse af kategori 2- og kategori 3-oliekemiske anlæg, inddrages straks permanent for ledere, anlæg eller udstyr, hvis betingelserne i denne beslutning ikke længere er opfyldt.

2. Myndighederne inddrager alle godkendelser, der er udstedt i henhold til artikel 1, senest den 31. oktober 2005.

Myndighederne udsteder ikke en endelig godkendelse i henhold til forordning (EF) nr. 1774/2002, medmindre det på grundlag af deres inspektioner er godtgjort, at anlæg og udstyr som omhandlet i artikel 1 opfylder alle krav i forordning (EF) nr. 1774/2002.

3. Materiale, der ikke opfylder kravene i denne beslutning, bortskaffes i overensstemmelse med myndighedernes instrukser.

Artikel 4

De berørte medlemsstaters overholdelse af denne beslutning

Belgien, Tyskland, Spanien, Italien, Nederlandene, Sverige og Det Forenede Kongerige træffer straks de fornødne foranstaltninger for at efterkomme denne beslutning, og de offentliggør foranstaltningerne. De underretter straks Kommissionen herom.

Artikel 5

Anvendelse

Denne beslutning anvendes fra den 1. maj 2003 til den 31. oktober 2005.

Artikel 6

Adressater

Denne beslutning er rettet til Kongeriget Belgien, Forbundsrepublikken Tyskland, Kongeriget Spanien, Den Italienske Republik, Kongeriget Nederlandene, Kongeriget Sverige og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland.

Udfærdiget i Bruxelles, den 12. maj 2003.

På Kommissionens vegne

David Byrne

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 273 af 10.10.2002, s. 1.