2003/87/EF: Kommissionens beslutning af 13. november 2002 om den støtte, der er ydet til fiskerne efter de tekniske fiskeristop i Det Tyrrhenske Hav og Det Ioniske Hav i 2000 (meddelt under nummer K(2002) 4362) (EØS-relevant tekst)
EU-Tidende nr. L 040 af 14/02/2003 s. 0032 - 0037
Kommissionens beslutning af 13. november 2002 om den støtte, der er ydet til fiskerne efter de tekniske fiskeristop i Det Tyrrhenske Hav og Det Ioniske Hav i 2000 (meddelt under nummer K(2002) 4362) (Kun den italienske udgave er autentisk) (EØS-relevant tekst) (2003/87/EF) KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR - under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 88, stk. 2, første afsnit, under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 88, særlig artikel 14(1), efter at have opfordret interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger i overensstemmelse med artikel 88, stk. 2, første afsnit, under hensyntagen til disse bemærkninger, og ud fra følgende betragtninger: I SAGSFORLØB (1) Ved brev af 26. september 2000, der blev registreret den 28. september 2000, anmeldte Italiens Faste Repræsentation ved Den Europæiske Union over for Kommissionen et udkast til lovdekret om forskellige hasteforanstaltninger inden for transport- og fiskerisektoren. Dette udkast tog sigte på indførelsen af forskellige foranstaltninger til fordel for de to nævnte sektorer. En af disse foranstaltninger, som var omhandlet i artikel 5, var en social ledsageforanstaltning til fordel for fiskerne i havområderne fra Imperia til Reggio Calabria og fra Crotone til Gallipoli med undtagelse af de fiskere, der hører under søfartskontorerne i Castro, Tricase, Santa Maria di Leuca og Otranto, efter de "tekniske fiskeristop" i sommeren 2000 i Det Tyrrhenske Hav og Det Ioniske Hav. Udkastet til lovdekret blev registreret som anmeldt støtte med sagsnummer N 159D/2000. (2) Ved brev af 2. oktober 2000 fremsendte de italienske myndigheder efterfølgende det pågældende lovdekret (nr. 265), som var dateret den 26. september 2000, og som blev offentliggjort i Italiens statstidende (Gazzetta ufficiale) den 27. september 2000. De italienske myndigheder blev anmodet om yderligere oplysninger ved fire lejligheder, nemlig ved brev af 23. november 2000 samt ved brev af 20. februar, 30. maj og 5. juli 2001, som blev besvaret ved brev af 5. februar, 2. maj, 31. maj og 24. juli 2001. Blandt disse oplysninger fremsendtes der ved brev af 5. februar 2001 navnlig lov nr. 343 af 23. november 2000, som blev offentliggjort i Italiens statstidende den 25. november 2000, og som omsatte lovdekret nr. 265 til lov, samt tre dekreter fra ministeren for landbrugs- og skovbrugspolitik, som var dateret den 30. juni, den 19. juli og den 3. august 2000, og som indeholdt diverse gennemførelsesbestemmelser for disse tekniske fiskeristop. (3) Dekret af 3. august 2000 om de konkrete erstatningsbetingelser trådte i kraft med det samme. Da der desuden ikke var nogen bestemmelse om, at lovens og de hermed forbundne gennemførelsesbestemmelsers ikrafttrædelse først skulle godkendes af Kommissionen, kunne denne foranstaltning iværksættes med det samme. Derfor blev sagen den 9. februar 2001 overført til registeret for uanmeldt støtte med sagsnummer NN 15/2001. (4) Ved brev K(2001) 3463 endelig af 13. november 2001 underrettede Kommissionen den italienske regering om sin beslutning om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure efter EF-traktatens artikel 88, stk. 2, over for den pågældende støtteforanstaltning. De italienske myndigheder fremsendte deres bemærkninger ved brev af 20. december 2001. (5) Kommissionens beslutning om at indlede proceduren blev offentliggjort den 29. januar 2002 i De Europæiske Fællesskabers Tidende(2). Kommissionen opfordrede interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger til den omhandlede støtte. Kommissionen modtog et fælles brev fra de tre organisationer Federcoopesca, Lega Pesca og AGCI Pesca dateret den 27. februar 2002. Dette brev blev i henhold til artikel 6, stk. 2, i forordning (EF) nr. 659/1999 fremsendt til de italienske myndigheder. II BESKRIVELSE AF STØTTEN (6) I henhold til artikel 5 i lov nr. 343 af 23. november 2000 blev der vedtaget en social ledsageforanstaltning til fordel for de fartøjer, som blev berørt af de tekniske fiskeristop. Denne sociale ledsageforanstaltning bestod i dækningen af besætningsmedlemmernes garanterede mindsteløn samt de sociale bidrag og sikringsbidrag, som rederne skulle betale til de påmønstrede søfolk. Disse bestemmelser var specificeret i ovennævnte lov, og de tekniske fiskeristop tog sigte på at fremme en forøgelse af biomassen af fiskeressourcer. (7) Foranstaltningen gælder for fartøjer til fiskeri med vod og/eller flydetrawl. Fiskeristoppet fandt sted fra 2. september til 1. oktober 2000 i Det Tyrrhenske Hav (fartøjer, som hører under havområderne fra Imperia til Reggio Calabria) og fra 3. juli til 1. august 2000 i Det Ioniske Hav (fartøjer, som hører under havområderne fra Crotone til Gallipoli med undtagelse af de fartøjer, der hører under søfartskontorerne i Castro, Tricase, Santa Maria di Leuca og Otranto). (8) Det tekniske fiskeristop er obligatorisk i de havområder, hvor chefen for havområdet har truffet beslutning herom efter en forudgående høring af det centrale rådgivende udvalg om havfiskeri. I de havområder, hvor fiskeristoppet ikke er obligatorisk, kan de redere, der ønsker det, deltage i fiskeristoppet på frivillig basis og drage fordel af samme sociale ledsageforanstaltning. (9) Budgetbevillingen til denne foranstaltning beløber sig til 1,5 mio. EUR. Begrundelse for indledningen af den formelle undersøgelsesprocedure (10) Den omhandlede støtteforanstaltning blev undersøgt på baggrund af retningslinjerne for gennemgangen af statsstøtte til fiskeri- og akvakultursektoren (herefter kaldet "retningslinjerne"), der blev vedtaget i 1997(3), og som var gældende på den dato, hvor støtteforanstaltningen blev vedtaget. Til grund for denne beslutning ligger anvendelsen af punkt 3.4 i de nugældende retningslinjer(4), hvor der står, at "ulovlig støtte" efter artikel 1, litra f), i forordning (EF) nr. 659/1999, det vil sige ny støtte, som er i strid med EF-traktatens artikel 88, stk. 3, vurderes i henhold til de retningslinjer, der gælder på det tidspunkt, hvor støtten ydes. Eventuelle foranstaltninger af samme type, som vedtages for de efterfølgende år, vil derimod blive undersøgt på baggrund af de nugældende retningslinjer. (11) Kommissionen var af den opfattelse, at den omhandlede foranstaltning medførte en reduktion af de produktionsomkostninger, som de berørte virksomheder normalt skal afholde, og at den havde karakter af driftsstøtte. Ifølge det generelle princip i punkt 1.2 i retningslinjerne er denne støttekategori inden for fiskeri- og akvakultursektoren uforenelig med fællesmarkedet, medmindre der er tale om behørigt begrundede undtagelser. (12) I henhold til punkt 2.2.2, stk. 1, i retningslinjerne kan støtte til en midlertidig oplægning af fiskerfartøjer betragtes som forenelig med fællesmarkedet, hvis den skal være en delvis kompensation for indkomsttab i forbindelse med en midlertidig oplægning som følge af uforudsigelige begivenheder, der ikke er tilbagevendende, og som skyldes biologiske forhold. (13) De pågældende fiskeristop lod ikke til at være vedtaget efter en uforudsigelig begivenhed. Det fremgik ikke af de italienske myndigheders oplysninger, at der havde fundet en begivenhed sted, som f.eks. en naturkatastrofe eller en anden usædvanlig begivenhed, der kunne tjene som begrundelse for det tekniske fiskeristop. Det fremgik heller ikke af disse oplysninger, at der var sket en pludselig og uforudsigelig reduktion af fiskeressourcerne, som nødvendiggjorde vedtagelsen af specifikke foranstaltninger for at genskabe ressourcerne, f.eks. et midlertidigt fiskeristop. Italien havde desuden allerede iværksat erstatningsforanstaltninger i forbindelse med tilsvarende midlertidige fiskeristop i de foregående år, og Kommissionen havde ikke gjort indsigelse mod disse foranstaltninger. Der var tale om foranstaltninger, som i 1999 blev behandlet med sagsnummer N 419/99 og var genstand for brev SG(99) D/7551 af 17. september 1999 til den italienske regering, som i 1998 blev behandlet med sagsnummer NN 101/98 og var genstand for brev SG(99) D/1581 af 23. juni 1999, og som i 1997 blev behandlet med sagsnummer NN 99/97 og var genstand for brev SG(97) D/6770 af 6. august 1997. Det må således konkluderes, at den vedtagne erstatningsforanstaltning for 2000 var tilbagevendende. Derfor kunne denne foranstaltning ikke betragtes som forenelig med fællesmarkedet i henhold til punkt 2.2.2, stk. 1, i retningslinjerne. (14) I henhold til stk. 2 i samme punkt 2.2.2 i retningslinjerne har Kommissionen desuden mulighed for at betragte en støtte til et midlertidigt fiskeristop som forenelig med fællesmarkedet efter en forudgående specifik undersøgelse af den pågældende støtteforanstaltning (en vurdering af hvert enkelt tilfælde). Kommissionen kunne have anset forenelighedsbetingelserne for at være opfyldt, hvis det omhandlede midlertidige fiskeristop havde svaret til de fiskeristop, der er taget højde for i artikel 16, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 2792/1999 af 17. december 1999 om de nærmere regler og betingelser for Fællesskabets strukturforanstaltninger for fiskeriet(5), det vil sige i tilfælde af uforudsigelige begivenheder, bl.a. som følge af biologiske årsager (litra a)), eller såfremt der iværksættes en genoprettelsesplan for ressourcer, som er truet af udryddelse (litra c)). Det samme gælder for artikel 12, stk. 6, i samme forordning, hvor der er taget højde for muligheden for at indføre sociale ledsageforanstaltninger som et led i planer for beskyttelse af de akvatiske ressourcer. Det midlertidige fiskeristop, der er tale om her, lader imidlertid ikke til at falde ind under nogen af de ovennævnte kategorier. Dels var der nemlig ikke tale om en uforudsigelig begivenhed, og dels havde de italienske myndigheder ikke fremsendt nogen oplysninger, der gjorde det muligt at konkludere, at det midlertidige fiskeristop var en del af en genoprettelses- eller beskyttelsesplan for en ressource, og hvor myndighederne f.eks. specificerede de berørte arter, de forventede konsekvenser for biomassen og de forventede positive følgevirkninger for fiskeriaktiviteterne. De italienske myndigheder har kun fremsendt fire bibliografiske henvisninger uden at præcisere, hvilke argumenter i disse værker der tjener som begrundelse for de omhandlede tekniske fiskeristop, selv om Kommissionen udtrykkeligt havde opfordret dem hertil (brev af 5. juli 2001). (15) Kommissionen bemærkede ligeledes, at et af de dokumenter, som de italienske myndigheder havde fremsendt, var en skrivelse fra instituttet for økonomisk forskning i fiskeri og akvakultur (IREPA) i Salerno, hvor der stod, at dette obligatoriske fiskeristop havde til formål at begrænse fiskeriet fra en flåde, som var for stor i forhold til fiskeressourcerne. I henhold til punkt 2.2.2, stk. 3, i retningslinjerne er støtte til begrænsning af fiskeriet, der ydes for at nå målene i de flerårige udviklingsprogrammer for EF-fiskerflåden, ikke forenelig med fællesmarkedet. Desuden står der i artikel 16, stk. 4, i forordning (EF) nr. 2792/1999, at medlemsstaterne ikke må yde erstatning til fiskere eller redere for et midlertidigt ophør med fiskeriaktiviteterne, såfremt der er tale om et regelmæssigt sæsonpræget aktivitetsophør i forbindelse med den løbende forvaltning af fiskeriet. (16) I lyset af disse betragtninger var Kommissionen af den opfattelse, at det i den foreløbige vurderingsfase, der foreskrives i artikel 6 i forordning (EF) nr. 659/1999, var meget tvivlsomt, om denne støtte var i overensstemmelse med retningslinjerne for gennemgangen af statsstøtte til fiskeri- og akvakultursektoren og således også med EF-traktaten. III ITALIENS BEMÆRKNINGER (17) Efter at have mindet om sagens forskellige faser henviste de italienske myndigheder i deres bemærkninger til bestemmelserne i forordning (EF) nr. 2792/1999 om midlertidige fiskeristop. Tre forskellige artikler omhandler midlertidige fiskeristop, nemlig artikel 7 om justering af fiskeriindsatsen, artikel 12, hvor der står i stk. 6, at medlemsstaterne kan indføre sociale ledsageforanstaltninger for at lette et midlertidigt ophør med fiskeri som et led i planer for beskyttelse af de akvatiske ressourcer, og artikel 16, hvor der står i stk. 1, at medlemsstaterne kan yde erstatning til fiskere og fartøjsejere for midlertidige ophør med fiskeriaktiviteter. De italienske myndigheder fastslår på baggrund af disse artikler, at det er artikel 12, stk. 6, som er gældende for det omhandlede tilfælde, hvor der ydes erstatning til fiskerne, men ikke til rederne. (18) Dette midlertidige fiskeristop var ikke obligatorisk. Det blev først obligatorisk i et bestemt havområde efter iværksættelsen af en tilslutningsmekanisme, hvor det lokale rådgivende udvalg deltog. Det midlertidige fiskeristop blev vedtaget i 15 havområder. 594 ud af i alt 1485 fiskerfartøjer tilsluttede sig, og den gennemsnitlige besætning var 2-3 søfolk. De samlede udgifter beløb sig til 2937781500 ITL (1,5 mio. EUR). (19) Ifølge de italienske myndigheder er der i forordning (EF) nr. 2792/1999 med henblik på gennemførelsen af artikel 12, stk. 6, ikke taget højde for, at Kommissionen eller Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri(6) skal foretage en forudgående teknisk undersøgelse. Det fremgår desuden af de gældende retningslinjer (de retningslinjer, der blev vedtaget i 1997), at denne undersøgelse udelukkende skal foretages med henblik på gennemførelsen af artikel 7 og 16. I punkt 2.2.8 i ovennævnte retningslinjer er der desuden taget højde for, at medlemsstaterne kan yde støtte med det formål at fremme iværksættelsen af tekniske foranstaltninger til bevarelse af ressourcerne, når blot hvert enkelt tilfælde undersøges for sig. Desuden står der i punkt 2.10.3 i retningslinjerne, at medlemsstaterne kan yde støtte til arbejdstagerne inden for denne sektor. (20) De italienske myndigheder understreger, at foranstaltningen ikke har givet de støttemodtagende virksomheder nogen fordel. Den havde udelukkende til formål at sikre søfolkene den garanterede mindsteløn samt dækningen af de sociale bidrag og sikringsbidrag i forbindelse hermed, så man undgik, at de blev afskediget. Beviset for de manglende fordele for virksomhederne er ifølge de italienske myndigheder, at størstedelen af de potentielle støttemodtagere ikke tilsluttede sig den omhandlede foranstaltning, som ikke ville reducere produktionsomkostningerne, men tværtimod forøge dem, eftersom virksomhederne under fiskeristoppet måtte afholde de faste omkostninger uden at have nogen indtægter. (21) I det foreliggende tilfælde er de italienske myndigheder af den opfattelse, at foranstaltningen kunne vurderes på baggrund af punkt 2.2.8 og 2.10.3 i retningslinjerne, sådan som det var sket i de foregående år med foranstaltninger af samme type. De er enige i, at det ikke er muligt at anvende artikel 16, men de mener, at foranstaltningen er i overensstemmelse med artikel 12. IV BEMÆRKNINGER FRA INTERESSEREDE PARTER (22) De tre organisationer Federcoopesca, Lega Pesca og AGCI Pesca repræsenterer de italienske fiskere. De skriver i deres brev, at de ikke forstår, hvad der ligger til grund for Kommissionens bemærkninger, eftersom det fremgår klart af loven om støtteforanstaltningens indførelse, at den skyldes nødvendigheden af at fremme fiskeriaktiviteterne på en sådan måde, at virksomhederne ikke begunstiges, og at det ikke går ud over besætningerne. (23) Uden denne støtteforanstaltning ville besætningsmedlemmerne ikke have haft nogen indtægt. Rederne kunne lovligt have afskediget fiskerne uden varsel, sådan som der er taget højde for i den italienske lovgivning, hvis ikke staten havde påtaget sig at afholde udgifterne. Hertil kommer, at rederne ikke er forpligtet til at genansætte de samme personer efter fiskeristoppets ophør. (24) Organisationerne er således af den opfattelse, at denne foranstaltning er af rent social karakter og er helt i overensstemmelse med artikel 12, stk. 6, i forordning (EF) nr. 2792/1999. De understreger desuden, at det i den pågældende artikel ikke fastlægges, at en støtteforanstaltning, som træffes inden for rammerne af denne artikel, skal have enestående karakter. Det midlertidige fiskeristop, der blev gennemført, er af samme type som fiskeristoppene i de foregående år. (25) Disse bemærkninger blev fremsendt til de italienske myndigheder, som erklærede sig enige i dem. V VURDERING AF STØTTEN A. Spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger statsstøtte (26) I henhold til EF-traktatens artikel 87, stk. 1, er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med fællesmarkedet i det omfang, den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne. (27) Formålet med den omhandlede foranstaltning var at sikre de påmønstrede søfolk den garanterede mindsteløn og dække de sociale bidrag og sikringsbidrag, som rederne skulle betale for søfolkene. Da lønnen er en udgift, som virksomhederne skal afholde, medfører dækningen af lønudgifterne samt de sociale bidrag og sikringsbidrag i en vis periode en reduktion af de udgifter, som de berørte fiskerivirksomheder normalt skal afholde. (28) Umiddelbart kunne man mene, at den omhandlede foranstaltning ikke udgør støtte til virksomhederne, eftersom målsætningen er at sikre søfolkene deres løn samt dækningen af de sociale bidrag og sikringsbidragene i den periode, det midlertidige fiskeristop varer, og at de berørte virksomheder således ikke får nogen tydelig fordel heraf. Foranstaltningen, der tager sigte på at bevare ansættelseskontrakten mellem rederne og de påmønstrede søfolk, er dog i virkeligheden til gavn for rederne, som er den ene af denne kontrakts parter. Rederne fritages nemlig for deres kontraktforpligtelser i det midlertidige fiskeristops varighed. Det faktum, at størstedelen af skibsrederne ikke indstillede deres fiskeriaktiviteter for at nyde godt af de vedtagne bestemmelser, er på ingen måde et bevis for, at denne foranstaltning ikke gav disse virksomheder en fordel. Det må tværtimod være det modsatte, der var tilfældet, eftersom et betydeligt antal fartøjer (594 ud af 1485) nød godt af denne foranstaltning, og eftersom skibsrederne selv besluttede at indstille fiskeriet i en periode, enten via de lokale rådgivende udvalg, hvilket gjorde fiskeristoppet obligatorisk for alle fiskere i et bestemt havområde, eller på frivillig basis i de havområder, hvor fiskeristoppet ikke var obligatorisk. De virksomheder, der deltog i det midlertidige fiskeristop, har utvivlsomt haft fordel heraf. Derfor udgør denne foranstaltning reelt en støtte til de pågældende fiskerivirksomheder. (29) Foranstaltningen finansieres med italienske statsmidler. Eftersom de støttemodtagende virksomheders produkter sælges på det fælles marked, stiller de foranstaltninger, som Italien har vedtaget, desuden disse virksomheder stærkere på det italienske marked end virksomheder fra andre medlemsstater, som ønsker at sælge deres produkter på dette marked (fiskeriprodukter eller andre fødevarer, som er konkurrerende produkter), og de stiller ligeledes disse virksomheder stærkere på de andre medlemsstaters markeder end de virksomheder, der er aktive på disse markeder (også her gælder det fiskeriprodukter eller andre fødevarer, som er konkurrerende produkter). Den omhandlede foranstaltning begunstiger de berørte virksomheder, og derfor fordrejer eller truer den med at fordreje konkurrencevilkårene og risikerer at påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne. (30) Der er således tale om statsstøtte efter EF-traktatens artikel 87, stk. 1, og denne støtte er principielt forbudt i henhold til samme artikel 87, stk. 1. Den kan udelukkende betragtes som forenelig med fællesmarkedet, hvis den falder ind under anvendelsesområdet for en af de undtagelser, der er taget højde for i EF-traktaten. Eftersom det drejer sig om støtte til fordel for fiskerivirksomheder, skal den vurderes på baggrund af retningslinjerne for gennemgangen af statsstøtte til fiskeri- og akvakultursektoren. B. Den omhandlede foranstaltnings overensstemmelse med punkt 2.2.2, stk. 2, i retningslinjerne og med artikel 12, stk. 6, i forordning (EF) nr. 2792/1999 (31) I sin beslutning om at indlede proceduren gav Kommissionen udtryk for, at den ikke kunne basere sin vurdering på disse bestemmelser, eftersom de italienske myndigheder ikke havde fremsendt nogen oplysninger, der gjorde det muligt at konkludere, at det midlertidige fiskeristop var en del af en beskyttelsesplan for ressourcerne. De italienske myndigheder bestrider denne opfattelse, og de mener, at foranstaltningen er forenelig med fællesmarkedet, da det drejer sig om en social ledsageforanstaltning af samme type som dem, der er taget højde for i artikel 12, stk. 6, i forordning (EF) nr. 2792/1999. Ifølge de italienske myndigheder kan Kommissionen ikke afvise denne teori med den begrundelse, at Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri ikke er blevet hørt, eftersom denne høring ikke er obligatorisk. (32) Det er korrekt, at høringen af Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri ikke er obligatorisk. Kommissionen havde i øvrigt ikke til hensigt at anmode komitéen om at afgive udtalelse. I betragtning af at medlemsstaterne ifølge artikel 12, stk. 6, i ovennævnte forordning kan indføre sociale ledsageforanstaltninger som et led i planer for beskyttelse af ressourcerne, anser Kommissionen det derimod for sin pligt at foretage en minimal kontrol af, om der eksisterer en reel beskyttelsesplan for ressourcerne, og om denne plan er relevant i forhold til den fastlagte målsætning. En sådan plan kunne f.eks. indeholde en angivelse af de berørte arter, de forventede konsekvenser for biomassen, de forventede fordele for fiskeriaktiviteterne osv. (33) I det foreliggende tilfælde må Kommissionen dog konstatere, at der ikke eksisterer en sådan plan. De italienske myndigheder har kun fremsendt fire bibliografiske henvisninger uden at præcisere, hvilke argumenter i disse værker der tjener som begrundelse for de omhandlede tekniske fiskeristop, selv om Kommissionen udtrykkeligt havde opfordret dem hertil (brev af 5. juli 2001). Dette punkt blev ligeledes nævnt i det brev, hvor de italienske myndigheder blev underrettet om indledningen af den formelle undersøgelsesprocedure, og de italienske myndigheders svarbemærkninger indeholdt ikke nogen oplysninger om, hvorvidt der reelt eksisterede en beskyttelsesplan for ressourcerne. Kommissionen er således af den opfattelse, at den foranstaltning, som undersøges i nærværende sag, ikke kan begrundes med punkt 2.2.2, stk. 2, i retningslinjerne og artikel 12, stk. 6, i forordning (EF) nr. 2792/1999. C. Den omhandlede foranstaltnings overensstemmelse med punkt 2.2.8 i retningslinjerne (34) I henhold til punkt 2.2.8 i retningslinjerne kan statsstøtte med det formål at fremme iværksættelsen af foranstaltninger, der tager sigte på at forbedre ressourcernes bevarelse og forvaltning ved at begrænse fangsten gennem tekniske foranstaltninger, som er strengere end minimumskravene i Rådets forordning (EØF) nr. 3094/86 af 7. oktober 1986 om fastlæggelse af tekniske foranstaltninger til bevarelse af fiskeressourcerne(7) (erstattet ved forordning (EF) nr. 894/97(8) og efterfølgende af forordning (EF) nr. 850/98(9)), betragtes som forenelig med fællesmarkedet, når blot hvert enkelt tilfælde undersøges for sig. De italienske myndigheder er af den opfattelse, at den vedtagne foranstaltning kan betragtes som forenelig på baggrund af nævnte punkt 2.2.8. (35) Disse forordninger omhandler forskellige tekniske foranstaltninger til bevarelse og forvaltning af ressourcerne, nemlig foranstaltninger, hvor der på baggrund af fiskerizonerne opstilles betingelser for fiskeudstyret (udstyrets type, dimensioner, nettyper og forbudsperioder) og de arter, der fiskes (minimumsstørrelser, forbudsperioder). (36) Lad os som udgangspunkt antage, selv om det er på et andet plan, at et generelt fiskeriforbud i en bestemt periode og i en bestemt zone udgør en sådan teknisk foranstaltning, eftersom det tager sigte på at begrænse fangsten gennem foranstaltninger, som er strengere end minimumskravene i den nævnte forordning. I så fald kunne de italienske myndigheders sociale ledsageforanstaltning betragtes som forenelig på baggrund af punkt 2.2.8 i retningslinjerne. (37) Der står dog i punkt 2.2.8, at Kommissionen skal undersøge den foreslåede foranstaltning i hvert enkelt tilfælde, og at foranstaltningen under alle omstændigheder ikke må gå videre, end hvad der er strengt nødvendigt for at nå målet for den tilstræbte bevarelse. Foranstaltningen er således ikke automatisk forenelig med fællesmarkedet. Foranstaltningen skal være begrundet, når det gælder målsætningerne og dens konsekvenser for de berørte fiskeres fiskeriaktiviteter. (38) Sådan som Italien gjorde opmærksom på i sine bemærkninger, har Kommissionen i det foreliggende tilfælde allerede godkendt en støtteordning af samme type for 1998 og 1999 på baggrund af punkt 2.2.8 Bortset fra den generelle begrundelse, nemlig en forøgelse af biomassen af fiskeressourcer, gav den italienske regering dog ikke en specifik forklaring til støtte for den omhandlede foranstaltning. Også selv om det antages, at det generelle fiskeriforbud udgør en teknisk foranstaltning efter forordning (EØF) nr. 3094/86 og (EF) nr. 850/98, mener Kommissionen således ikke, at den er besiddelse af oplysninger, som gør det muligt at betragte denne støtte som forenelig med fællesmarkedet i endnu et år. D. Den omhandlede foranstaltnings overensstemmelse med punkt 2.10.3 i retningslinjerne (39) I henhold til punkt 2.10.3, stk. 1, i retningslinjerne kan støtte, som ydes til arbejdstagere inden for fiskeri- og akvakultursektoren i forbindelse med socioøkonomiske ledsageforanstaltninger med det formål at afhjælpe særlige vanskeligheder, der skyldes en tilpasning eller nedbringelse af kapaciteten (f.eks. uddannelsesstøtte og omstillingsstøtte), betragtes som forenelig med fællesmarkedet. (40) Den omhandlede foranstaltning blev ikke vedtaget for at afhjælpe vanskeligheder i forbindelse med en tilpasning eller nedbringelse af kapaciteten. Derfor kan stk. 1 i ovennævnte punkt ikke anvendes. (41) Stk. 2 om støtte til førtidspensionering må ligeledes udelukkes. (42) Tilbage er stk. 3, hvor der står, at Kommissionen skal undersøge de andre socioøkonomiske foranstaltninger i hvert enkelt tilfælde. (43) På baggrund af bemærkningerne fra de italienske fiskeres faglige organisationer, som de italienske myndigheder erklærede sig enige i, konstaterer Kommissionen, at den omhandlede foranstaltning bevarer de eksisterende ansættelseskontrakter. Foranstaltningen forhindrer således, at søfolkene bliver afskediget. Selv om de samme søfolk formodentlig bliver genansat efter det midlertidige fiskeristop, er der nemlig ikke nogen garanti for dette. Den vedtagne støtte kan sidestilles med en midlertidig arbejdsløshedsunderstøttelse, som gør, at søfolkene beholder deres arbejde og retten til social sikring. Eftersom denne støtte svarer til den garanterede mindsteløn, er der ingen risiko for, at den udbetalte støtte er for stor i forhold til den løn, som ville blive udbetalt, hvis fiskeriaktiviteterne fortsatte i denne periode. (44) For de efterfølgende års vedkommende skal støtten i henhold til punkt 2.2.2 i de nugældende retningslinjer vedtages som et led i planer for beskyttelse af ressourcerne for at kunne betragtes som forenelig med fællesmarkedet. Der er ikke fastlagt en sådan plan for 2000. Kommissionen er dog af den opfattelse, at den omhandlede foranstaltning undtagelsesvis kan betragtes som forenelig med fællesmarkedet i henhold til punkt 2.10.3, stk. 3, i retningslinjerne fra 1997. VI KONKLUSIONER (45) Den statsstøtte, som Italien har vedtaget ved artikel 5 i lovdekret nr. 265 af 26. september 2000, omsat til lov nr. 343 af 23. november 2000, er forenelig med fællesmarkedet. (46) Kommissionen konstaterer, at Italien har gennemført den omhandlede støtteforanstaltning i strid med traktatens artikel 88, stk. 3. Den omhandlede støtte er imidlertid forenelig med fællesmarkedet i henhold til punkt 2.10.3, stk. 3, i retningslinjerne fra 1997 - VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING: Artikel 1 Italiens statsstøtte til fordel for fiskerne, vedtaget ved artikel 5 i lovdekret nr. 265 af 26. september 2000, omsat til lov nr. 343 af 23. november 2000, er forenelig med fællesmarkedet. Artikel 2 Denne beslutning er rettet til Den Italienske Republik. Udfærdiget i Bruxelles, den 13. november 2002. På Kommissionens vegne Franz Fischler Medlem af Kommissionen (1) EFT L 83 af 27.3.1999, s. 1. (2) EFT C 25 af 29.1.2002, s. 9. (3) EFT C 100 af 27.3.1997, s. 12. (4) EFT C 19 af 20.1.2001, s. 7. (5) EFT L 337 af 30.12.1999, s. 10. (6) Denne komité, som skal høres om bevillingen af den i artikel 16, stk. 1, omhandlede støtte i forbindelse med en genoprettelsesplan for ressourcerne, blev oprettet ved artikel 16 i Rådets forordning (EØF) nr. 3760/92 af 20. december 1992 om en fællesskabsordning for fiskeri og akvakultur (EFT L 389 af 31.12.1992, s. 1). (7) EFT L 288 af 11.10.1986, s. 1. (8) EFT L 132 af 23.5.1997, s. 1. (9) EFT L 125 af 27.4.1998, s. 1.