32000L0055

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/55/EF af 18. september 2000 om energieffektivitetskrav for forkoblinger til lysstofbelysning

EF-Tidende nr. L 279 af 01/11/2000 s. 0033 - 0039


Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/55/EF

af 18. september 2000

om energieffektivitetskrav for forkoblinger til lysstofbelysning

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 95,

under henvisning til forslag fra Kommissionen(1),

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg(2),

efter proceduren i traktatens artikel 251(3), og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Det er vigtigt at fremme foranstaltninger, som kan sikre, at det indre marked fungerer tilfredsstillende, og som samtidig fremmer energibesparelser, miljøbeskyttelse og forbrugerbeskyttelse.

(2) Lysstofbelysning tegner sig for en betydelig del af Fællesskabets elforbrug og dermed af det samlede energiforbrug. De forskellige modeller af forkoblinger til lysstofbelysning, som findes på Fællesskabets marked, har meget forskelligt energiforbrug for en given lyskilde, dvs. meget forskellig energieffektivitet.

(3) Dette direktiv tager sigte på at reducere energiforbruget i forkoblinger til lysstofbelysning ved en gradvis forskydning fra mindre effektive forkoblinger mod mere effektive forkoblinger, hvilket også kan give omfattende energibesparelser.

(4) Nogle medlemsstater er i færd med at vedtage bestemmelser vedrørende energieffektiviteten for forkoblinger til lysstofbelysning, som kan medføre hindringer for samhandelen med disse varer inden for Fællesskabet.

(5) Et højt beskyttelsesniveau bør tages som udgangspunkt, når det drejer sig om forslag til indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love eller administrative bestemmelser om sundhed, sikkerhed, miljøbeskyttelse og forbrugerbeskyttelse. Dette direktiv sikrer et højt beskyttelsesniveau både for miljøet og for forbrugerne, da det sigter på at forbedre energieffektiviteten for forkoblinger betydeligt.

(6) Målene for denne aktion kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af den påtænkte aktions omfang og virkninger bedre gennemføres på fællesskabsplan, jf. subsidiaritets- og proportionalitetsprincippet i traktatens artikel 5. Dette direktiv går ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(7) Det er nødvendigt at fastlægge effektive håndhævelsesbestemmelser for at sikre en korrekt gennemførelse af direktivet, sikre producenterne lige konkurrencevilkår og beskytte forbrugernes rettigheder.

(8) Rådets afgørelse 93/465/EØF af 22. juli 1993 om modulerne for de forskellige faser i procedurerne for overensstemmelsesvurdering og regler om anbringelse og anvendelse af "CE-overensstemmelsesmærkningen" med henblik på anvendelse i direktiverne om teknisk harmonisering(4) finder anvendelse, undtagen for så vidt angår mærkning og tilbagetrækning fra markedet, hvis en begrænset afvigelse fra afgørelsen er berettiget på grund af produkttypen og den specifikke markedssituation.

(9) Internationale standarder bør anvendes overalt, hvor det er hensigtsmæssigt, af hensyn til den internationale samhandel. Forkoblingers elforbrug defineres i henhold til standard EN 50294 fra december 1998 som fastsat af Den Europæiske Komité for Elektroteknisk Standardisering, som bygger på internationale standarder.

(10) Forkoblinger til lysstofbelysning, som er i overensstemmelse med energieffektivitetskravene i dette direktiv, skal være forsynet med CE-mærkning og skal ledsages af de dertil knyttede oplysninger for at kunne bringes i omsætning.

(11) Dette direktiv omfatter kun forkoblinger til lysstofbelysning, der er tilsluttet lysnettet -

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

1. Dette direktiv finder anvendelse på forkoblinger til lysnettilsluttet lysstofbelysning som defineret i europæisk standard EN 50294 fra december 1998, punkt 3.4, i det følgende benævnt "forkoblinger".

2. Følgende typer forkoblinger er ikke omfattet af direktivet:

- forkoblinger, som er indbygget i lamper

- forkoblinger, som er udformet specielt til belysningsudstyr, der skal monteres i møbler, og som udgør en ikke-udskiftelig del af belysningsudstyret, der ikke kan testes adskilt fra belysningsudstyret (i overensstemmelse med europæisk standard EN 60920, punkt 2.1.3), og

- forkoblinger, som er bestemt til eksport fra Fællesskabet, enten som særskilt komponent eller indbygget i belysningsudstyr.

3. Forkoblinger klassificeres efter bilag I.

Artikel 2

1. Medlemsstaterne træffer alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at forkoblinger i første fase kun kan bringes i handelen, enten som en særskilt komponent eller indbygget i belysningsudstyr, hvis den pågældende forkoblings elforbrug er mindre end eller lig med det maksimalt tilladte effektoptag for forkoblings-lyskilde-systemer som fastlagt i bilag I, II og III for hver forkoblingskategori.

2. Fabrikanten af en forkobling, fabrikantens i Fællesskabet etablerede repræsentant eller den person, der er ansvarlig for markedsføringen af den pågældende forkobling, enten som en særskilt komponent eller indbygget i belysningsudstyr, skal påse, at hver enkelt forkobling, som markedsføres, enten som en særskilt komponent eller indbygget i belysningsudstyr, opfylder kravene i stk. 1.

Artikel 3

1. Medlemsstaterne må ikke forbyde, begrænse eller hindre markedsføring på deres område af forkoblinger, enten som en særskilt komponent eller indbygget i belysningsudstyr, som er forsynet med CE-mærkning, der attesterer, at de er i overensstemmelse med bestemmelserne i dette direktiv.

2. Indtil det modsatte bevises, formoder medlemsstaterne, at forkoblinger, enten som en særskilt komponent eller indbygget i belysningsudstyr, som er forsynet med CE-mærkning efter artikel 5, opfylder bestemmelserne i dette direktiv.

Artikel 4

1. Med forbehold af artikel 5 og 6 skal procedurerne for overensstemmelsesvurdering af forkoblinger, enten som en særskilt komponent eller indbygget i belysningsudstyr, og reglerne for anbringelse og anvendelse af "CE-overensstemmelsesmærkningen" være i overensstemmelse med modul A i Rådets afgørelse 93/465/EØF og med de kriterier, der er fastsat i nævnte afgørelse og i de generelle retningslinjer i bilaget dertil.

2. Den periode, der er omhandlet i modul A, punkt 2, i Rådets afgørelse 93/465/EØF, er i forbindelse med dette direktiv 3 år.

3. a) Indholdet af den tekniske dokumentation, som er omhandlet i modul A, punkt 3, i Rådets afgørelse 93/465/EØF, omfatter:

i) fabrikantens navn og adresse

ii) en generel beskrivelse af modellen, som gør det muligt klart at skelne den fra andre modeller

iii) oplysninger, herunder relevante tegninger, om de væsentlige træk ved modellens konstruktion, navnlig forhold, som har mærkbar betydning for elforbruget

iv) brugsanvisning

v) resultatet af elforbrugsmålinger i henhold til litra c)

vi) enkeltheder om disse målingers overensstemmelse sammenlignet med kravene til energiforbrug i henhold til bilag I.

b) Teknisk dokumentation, der er udarbejdet i medfør af andre fællesskabsretsakter, kan anvendes, i det omfang den opfylder de i litra a) nævnte krav.

c) Fabrikanterne af forkoblinger er ansvarlige for bestemmelse af elforbruget for hver enkelt forkobling efter de procedurer, der er specificeret i europæisk standard EN 50294 fra december 1998, samt for apparatets overensstemmelse med kravene i artikel 2 og 9.

Artikel 5

Forkoblinger skal ved markedsføringen, enten som en særskilt komponent eller indbygget i belysningsudstyr, være forsynet med CE-mærkningen, som består af bogstaverne "CE". CE-mærkningen skal anbringes synligt, letlæseligt og uudsletteligt på forkoblingen samt på emballagen. Hvis forkoblingerne markedsføres indbygget i belysningsudstyr, skal CE-mærkningen anbringes på belysningsudstyret samt på emballagen.

Artikel 6

1. Konstaterer en medlemsstat, at CE-mærkningen er anbragt i strid med reglerne, har fabrikanten eller dennes i Fællesskabet etablerede repræsentant pligt til at sørge for, at forkoblingerne igen bringes til at opfylde kravene i dette direktiv, og at overtrædelsen bringes til ophør på de betingelser, medlemsstaten har fastsat. Er hverken fabrikanten eller dennes repræsentant etableret i Fællesskabet, påhviler forpligtelsen den person, der er ansvarlig for markedsføringen af forkoblingerne, enten som en særskilt komponent eller indbygget i belysningsudstyr.

2. Opfylder forkoblingerne ikke kravene i dette direktiv, træffer medlemsstaten i medfør af artikel 7 alle nødvendige foranstaltninger for at forbyde markedsføring og salg af de pågældende forkoblinger.

Artikel 7

1. Enhver foranstaltning, som en medlemsstat træffer i henhold til dette direktiv om forbud mod markedsføring eller salg af forkoblinger, enten som en særskilt komponent eller indbygget i belysningsudstyr, skal indeholde en præcis begrundelse. Foranstaltningen meddeles straks fabrikanten, dennes i Fællesskabet etablerede repræsentant eller den, der er ansvarlig for markedsføringen af forkoblingerne, med angivelse af klagemulighederne i henhold til gældende ret i den pågældende medlemsstat og klagefristerne i forbindelse hermed.

2. Den pågældende medlemsstat underretter straks Kommissionen om sådanne foranstaltninger og begrunder sin afgørelse. Kommissionen underretter de øvrige medlemsstater herom.

Artikel 8

1. Medlemsstaterne vedtager og offentliggør de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv, senest et år efter dets ikrafttræden. De underretter straks Kommissionen herom.

Medlemsstaterne anvender disse love og bestemmelser senest 18 måneder efter dette direktivs ikrafttræden.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

3. Medlemsstaterne skal i en periode på 18 måneder efter direktivets ikrafttræden tillade markedsføring af forkoblinger, enten som en særskilt komponent eller indbygget i belysningsudstyr, som overholder de betingelser, der var gyldige på deres område på datoen for dette direktivs ikrafttræden.

Artikel 9

1. Fem år efter dette direktivs ikrafttræden, dvs. i anden fase, skal det maksimalt tilladte effektoptag for forkoblings-lyskilde-systemer være i overensstemmelse med bilag IV, navnlig i sammenhæng med artikel 2.

2. Inden den 31. december 2005 sender Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet en vurdering af de opnåede resultater sammenholdt med de forventede. Med henblik på gennemførelse af en tredje fase i forbedringen af energieffektiviteten forelægger Kommissionen da i samråd med de berørte parter i givet fald forslag vedrørende yderligere forbedring af energieffektiviteten for forkoblinger Det maksimalt tilladte effektoptag for forkoblings-lyskilde-systemer og tidspunktet for dettes ikrafttræden skal både økonomisk og teknisk være begrundet under hensyn til omstændighederne på det pågældende tidspunkt. Der kan endvidere træffes andre foranstaltninger, som måtte findes egnede til at forbedre forkoblingers iboende energieffektivitet og til at fremme brugen af energibesparende lyskontrolsystemer.

Artikel 10

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Artikel 11

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 18. september 2000.

På Europa-Parlamentets vegne

N. Fontaine

Formand

På Rådets vegne

H. Védrine

Formand

(1) EFT C 274 E af 28.9.1999, s. 10.

(2) EFT C 368 af 20.12.1999, s. 11.

(3) Europa-Parlamentets udtalelse af 20.1.2000 (endnu ikke offentliggjort i EFT), Rådets fælles holdning af 30.5.2000 (EFT C 208 af 20.7.2000, s. 9) og Europa-Parlamentets afgørelse af 5.7.2000 (endnu ikke offentliggjort i EFT).

(4) EFT L 220 af 30.8.1993, s. 23.

BILAG I

FORKOBLINGSKATEGORIER

For at det maksimalt tilladte effektoptag for forkoblings-lyskilde-systemer kan bestemmes for en given forkobling må det først afgøres, hvilken kategori på følgende liste forkoblingen falder ind under:

>TABELPOSITION>

BILAG II

METODER TIL BEREGNING AF DET MAKSIMALT TILLADTE EFFEKTOPTAG FOR EN GIVEN FORKOBLINGSTYPE

Energieffektiviteten af et forkoblings-lyskilde-system bestemmes af den samlede effekt, der tilføres systemet. Da dette er en funktion af lyskildens effekt og forkoblingstypen, er det maksimalt tilladte system-effektoptag for en given forkobling defineret som forkoblings-lyskilde-systemets maksimalt tilladte effektoptag med forskellige niveauer for hver lyskildeeffekt og forkoblingstype.

De udtryk, der er anvendt i dette bilag, svarer til definitionerne i europæisk standard EN 50294 fra december 1998 som fastsat af Den Europæiske Komité for Elektroteknisk Standardisering.

BILAG III

FØRSTE FASE

Det maksimalt tilladte system-effektoptag udtrykt i W er opstillet i følgende tabel:

>TABELPOSITION>

Når en forkobling er udformet til en lyskilde, som falder mellem to værdier i ovennævnte tabel, beregnes det maksimalt tilladte system-effektoptag ved lineær interpolation mellem de to værdier for det maksimalt tilladte effektoptag for de to nærmeste lyskildeeffekter i tabellen.

Hvis for eksempel en forkobling i lyskildekategori 1 vurderes til at være en 48 W lampe ved 50 Hz, beregnes det maksimalt tilladte system-effektoptag således:

>REFERENCE TIL EN GRAFIK>

BILAG IV

ANDEN FASE

Det maksimalt tilladte system-effektoptag udtrykt i W er opstillet i følgende tabel:

>TABELPOSITION>

Når en forkobling er udformet til en lyskilde, som falder mellem to værdier i ovennævnte tabel, beregnes det maksimalt tilladte system-effektoptag ved lineær interpolation mellem de to værdier for det maksimalt tilladte effektoptag for de to nærmeste lyskildeeffekter i tabellen.

Hvis for eksempel en forkobling i lyskildekategori 1 vurderes til at være en 48 W lampe ved 50 Hz, beregnes det maksimalt tilladte system-effektoptag således:

>REFERENCE TIL EN GRAFIK>

Fælles erklæringer fra Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen

Kommissionen vurderer også den andel af Fællesskabets produktion af forkoblinger, som udføres fra Fællesskabet, enten som en særskilt komponent eller indbygget i belysningsudstyr. Kommissionen vurderer ligeledes muligheden af at anvende de fleksibilitetsmekanismer, der er defineret i Kyoto-protokollen. Kommissionen fremmer i de relevante fora internationale standarder, som er baseret på principperne i dette direktiv.

Der kan vise sig behov for forslag om en tredje fase som omhandlet i artikel 9, stk. 2, hvis de resultater, der er opnået inden vurderingens afslutning den 31. december 2005, ikke lever op til forventningerne, nemlig at den gennemsnitlige markedsandel på EU-plan for forkoblinger, der opfylder energieffektivitetsstandarderne i CELMA, type A, ligger over 55 %.