KOMMISSIONENS BESLUTNING af 25. marts 1992 om stoette, som Spanien har ydet til Industrias Mediterraneas de la Piel SA (»Imepiel«) (Kun den spanske udgave er autentisk) (92/318/EOEF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABER HAR -

under henvisning til Traktaten om Oprettelse af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab, saerlig artikel 93, stk. 2, foerste afsnit,

efter at have givet de beroerte parter en frist til at fremsaette deres bemaerkninger i overensstemmelse med naevnte artikel 93, under henvisning til disse bemaerkninger, og

ud fra foelgende betragtninger:

I

Imepiel blev stiftet i 1882 af Segarra-familien, der ejede og bestyrede virksomheden, indtil den i 1976 blev overtaget af den spanske stat for at undgaa fallit. Samme aar erhvervede den spanske stat gennem »Patrimonio del Estado« 99,94 % af kapitalen - de oevrige investorer var Caja de Ahorros de Valencia og Caja de Ahorros de Castellón.

Virksomheden producerer og saelger fodtoej, der fremstilles af skind, som virksomheden selv forarbejder (hovedparten heraf anvendes i skoproduktionen og videresaelges saaledes ikke), og af gummi, der er et rent mellemprodukt, som anvendes til fremstilling af saalerne.

Virksomheden er beliggende i Vall d'Uxó i Castellón-provinsen - en by med 27 000 indbyggere 45 km nord for Valencia, 26 km fra Castellón og 15 km fra Sagunto, en by, der paa det seneste er blevet ramt haardt af rationaliseringerne inden for staalindustrien. Virksomhedens grund er paa 150 000 m2, hvoraf bygningerne daekker ca. 100 000 m2.

Virksomheden ekspanderede i efterkrigsaarene og diversificerede til andre aktiviteter som fremstilling af handsker og landbrug. Efter statens overtagelse af virksomheden er disse sekundaere aktiviteter blevet afviklet. Til trods herfor har den altid vaeret en af Spaniens foerende fodtoejsproducenter med den stoerste arbejdsstyrke og den hoejeste produktionskapacitet paa ét og samme sted. Siden rationaliseringerne er der imidlertid blevet skaaret ned, hvilket har medfoert en reduktion af arbejdsstyrken fra 3 146 ansatte i 1976 til 1 457 i 1988.

I al den tid virksomheden har vaeret i offentlig eje, har den generelt lidt driftstab hvert aar. I de foerste ti aar frem til 1987 androg tabet 12 700 mio. pta., og der blev gennemfoert en raekke kapitaltilfoersler for at daekke tabene. Desuden er der blevet foretaget en raekke offentligt finansierede kapitalinvesteringer i et forsoeg paa at modernisere fabrikken.

Med udsigt til fortsatte tab bestilte hovedaktionaeren en omstruktureringsplan i midten af 1980'erne. Denne plan forudsaa en kapacitetsnedskaering som foelge af afskedigelser, kapitaltilfoersler (1 400 mio. pta. i 1987 og 1 929 mio. pta. i 1988), en omlaegning af ledelsen og en revurdering af markeder og produkter.

II

Gennem presseforlydender i december 1987 erfarede Kommissionen, at staten havde udarbejdet en redningsplan for virksomheden og tilsyneladende havde ydet en kapitaltilfoersel paa 1 400 mio. pta. til daekning af forretningsmaessige tab i 1987.

Ved skrivelse af 29. januar 1988 anmodede Kommissionen om oplysninger vedroerende denne kapitaltilfoersel til daekning af forretningsmaessige tab.

Som svar paa denne anmodning modtog Kommissionen et telex af 20. april 1988 fra de spanske myndigheder, hvori det bekraeftedes, at der havde fundet en kapitaltilfoersel paa 1 400 mio. pta. sted til daekning af 1987-tab.

Paa anmodning fra de spanske myndigheder blev der aftalt et bilateralt moede med Kommissionen for at droefte sagen. Dette moede fandt sted den 9. juni 1988. Paa moedet blev der fremlagt supplerende oplysninger om virksomheden og dens historie, men vigtigst af alt underrettede de spanske myndigheder Kommissionen om, at der var blevet gennemfoert nok en kapitaltilfoersel paa 1 929 mio. pta., denne gang til daekning af tab i 1988.

Det blev fremfoert, at disse penge skulle anvendes til omstrukturering af virksomheden via afskedigelser. Desuden blev det meddelt Kommissionen, at den relevante dokumentation og en officiel anmeldelse af denne transaktion ville blive fremsendt. De oplysninger, Kommissionen modtog paa dette moede, var utilstraekkelige til at vurdere, om disse kapitaltilfoersler var forenelige med bestemmelserne i EOEF-Traktatens artikel 92 og 93.

Efter moedet anmodede Kommissionen ved skrivelse af 15. juli 1988 de spanske myndigheder om inden for en bestemt frist at faa tilsendt den lovede anmeldelse og de supplerende oplysninger. Som svar paa denne anmodning modtog Kommissionen en skrivelse af 27. juli 1988 fra de spanske myndigheder, som paa tryk indeholdt mange af de oplysninger om virksomhedens baggrund, som tidligere var blevet meddelt paa moedet den 9. juni.

Der blev fremlagt generelle detaljer fra virksomhedens omstruktureringsplan, som indebar:

- kapitaltilfoersel paa 1 400 mio. pta. i 1987 og 1 929 mio. pta. i 1988

- en ledelsesstrategi med sigte paa hurtigt at goere virksomheden rentabel

- produkt- og markedsforskning

- kapitalinvesteringer til forbedring af fabrik og maskiner.

Planen indeholdt ingen specifikke detaljer eller taloplysninger, men Kommissionen fik lovning paa mere detaljerede oplysninger inden november 1988.

Der blev afholdt et nyt moede mellem Kommissionen og de spanske myndigheder den 16. november 1988. Paa dette moede foregik der igen en generel droeftelse af virksomhedens behov for penge til finansiering af et afskedigelsesprogram (tabet af arbejdspladser ville fordele sig saaledes: 251 i 1989, 275 i 1990 og 273 i 1991), for en omstruktureringsplan og investeringer i 1989 og 1990 paa henholdsvis 470 mio. pta. og 100 mio. pta. Planen - som den forelaa - indebar et fald i omkostninger og produktion, diversificering, forhoejede salgspriser og produktivitetsforoegelser. Alt dette ville i det lange loeb goere virksomheden moden til privatisering.

Som paa det tidligere moede fremkom der ikke saadanne oplysninger, der kunne saette Kommissionen i stand til at bedoemme kapitaltilfoerslernes forenelighed med EOEF-Traktatens artikel 92 og 93.

Ved skrivelse af 14. december 1988 meddelte Kommissionen de spanske myndigheder, at den havde besluttet at indlede proceduren i Traktatens artikel 93, stk. 2, over for de 3 329 mio. pta., som den spanske stat havde indskudt i Imepiel. Parallelt med denne skrivelse blev andre interesserede parter via en meddelelse offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende (1) anmodet om at fremsaette deres bemaerkninger til sagen.

De spanske myndigheder svarede paa Kommissionens skrivelse den 25. januar 1989. De haevdede, at de penge, der var skudt ind i Imepiel (i alt 6 029 mio. pta., heraf 1 500 mio. pta. i 1986, 2 600 mio. pta. i 1987 og 1 929 mio. pta. i 1988) skulle vurderes i sammenhaeng med en treaarig saneringsplan, der ville munde ud i en privatisering af virksomheden.

Saneringsplanen indeholdt foelgende maalsaetninger:

- rentabilisering af virksomheden i loebet af tre aar

- kapacitetsnedskaeringer: inden for fodtoej fra 3,2 mio. par om aaret til 1,74 mio. par, inden for skind fra 20 mio. kvadratfod om aaret til 14,1 mio. kvadratfod samt lukning af gummiafdelingen

- decentralisering af virksomhedens organisation

- rationalisering af produktionsfaciliteterne, herunder salg af overskydende plads

- foroegelse af salget af egne maerker og et forsoeg paa at bevaege virksomheden ind i et hoejere kvalitetssegment

- hindring af arbejdskonflikter gennem detaljerede forhandlinger

- reduktion af arbejdsstyrken fra 1 457 ansatte til 627 ansatte.

Planen slog fejl paa flere omraader. Virksomheden indtjente ikke noget overskud i hverken 1988 eller 1989. Endvidere har senere planer vist, at den ikke vil vaere rentabel foer 1993. Den planlagte kapacitetsnedskaering kan have vaeret mulig, men produktionen af sko laa i 1987 paa 2 mio. par og i 1988 ligeledes paa 2 mio. par. Senere planer har vist, at produktionen vil overstige 2 mio. par i 1990 og 1991 og 3 mio. par i 1992.

Den 20. februar 1989 anmodede Kommissionen derfor de spanske myndigheder om yderligere oplysninger. De oplysninger, Kommissionen oenskede, omfattede detaljer om udbetalt stoette og paataenkt stoette, pengestroems-, overskuds- og tabsanalyser, detaljer om oekonomien i det omraade, hvor Imepiel er beliggende, detaljer om investeringer og privatisering.

I en skrivelse dateret den 17. marts 1989 modtog Kommissionen oplysninger om et overtagelsestilbud fra en gruppe spanske forretningsmaend.

I hovedtraek tilboed de at overtage virksomheden, forudsat at staten var villig til at betale foelgende:

- 3 358 mio. pta. til daekning af forretningsmaessige tab i de tre foerste aar efter overtagelsen

- 1 695 mio. pta. til investeringer

- 11 179 mio. pta. til afskedigelser

- et beloeb svarende til de aktuelle nettopassiver.

De spanske myndigheder svarede paa Kommissionens anmodning i skrivelse af 5. april 1989.

Heraf fremgik det, at de spanske myndigheder var af den opfattelse, at virksomheden havde behov for foelgende:

- kapitaltilfoersler (mellem 1986 og 1991): 12 835 mio. pta.

- daekning af likvidtitetsbehov (mellem 1989 og 1993): 4 478 mio. pta.

- daekning af tab (mellem 1989 og 1993): 61 988 mio. pta.

- investeringsbehov (mellem 1989 og 1993): 1 006 mio. pta.

De spanske myndigheder bekraeftede, at det stadig var deres hensigt at privatisere virksomheden.

Ved skrivelse af 18. april 1989 modtog Kommissionen naermere oplysninger om et revideret tilbud fra de spanske forretningsmaend, som nu anmodede om i alt 17 305 mio. pta. (i modsaetning til de 16 232 mio. pta. i deres tidligere tilbud).

Mellem april og november 1989 gennemgik baade de spanske myndigheder og Kommissionen koebernes planer for virksomheden, og der udveksledes diverse korrespondance om dette spoergsmaal og om udnaevnelsen af Vall d'Uxó til et saerligt investeringsomraade.

Kommissionen modtog et telex af 9. november 1989 fra de spanske myndigheder, hvoraf det fremgik, at de havde problemer med privatiseringen af Imepiel.

Senere modtog Kommissionen en skrivelse af 19. december 1989, hvori det blev bekraeftet, at forhandlingerne var blevet afbrudt, og at de spanske myndigheder ville gennemfoere den omstruktureringsplan, som Kommissionen havde faaet forelagt i januar 1989.

Som svar paa denne skrivelse afsendte Kommissionen et telex den 11. januar 1990, hvori den anmodede om en ajourfoering af de oplysninger, den tidligere havde modtaget fra de spanske myndigheder.

Ved skrivelse af 24. januar 1990 indsendte de spanske myndigheder ajourfoerte finansielle oplysninger vedroerende Imepiel, herunder historiske oplysninger og oplysninger om den forventede udvikling. Desuden indsendte de vigtige oplysninger om vilkaarene for den foreslaaede privatisering af virksomheden sammen med detaljer om dens likvidationsvaerdi. Salgsbetingelserne blev bekraeftet i en skrivelse af 1. februar 1990, som var ledsaget af en kopi af salgs- og koebsaftalen af 10. januar 1990.

I grove traek omfattede salgsbetingelserne foelgende:

- koeberen var et selskab (Circulo de Financiación y Gestión SA) med en aktiekapital paa 2 500 mio. pta., hvoraf 25 % var indbetalt. Resten skulle indbetales i loebet af tre aar. Dette antydede, at koeberen var underforsynet med kapital, hvilket ville have betydning for projektets langsigtede levedygtighed

- koebsprisen androg kun 100 mio. pta.

- koeberen skulle bevare ejendomsretten til Imepiel i tre aar og maatte i dette tidsrum ikke aendre sin egen eller Imepiel's aktiekapitalstruktur uden tilladelse fra staten

- saelgeren ville paa salgstidspunktet gennemfoere en kapitaltilfoersel paa 8 500 mio. pta. til forbedring af virksomhedens finansielle stilling, omstrukturering af arbejdsstyrken og passende investeringer i udstyr.

Sammen med skrivelsen modtog Kommissionen fra koeberen en finansieringsplan, som senere blev revideret (for aar tre og fire) ved skrivelse af 30. januar 1990.

Nedenfor foelger et resumé af de finansielle aspekter af denne plan sammen med faktiske data for 1989 og 1994:

AAr Produkt Salgsmaengde Salgs- vaerdi (1) Resultat (1) Investering (1) 1989 sko 1 250 (2) skind 8 600 (3) 5 481 (2 309) ? 1994 sko 3 445 (2) 7 471 skind 15 500 (3) 4 286 446 164

(1) Mio. pta.

(2) Tusind par.

(3) Tusind kvadratfod.

Det fremgaar klart heraf, at koeberne har sat sig ambitioese maal. I betragtning af virksomhedens historie og mangelen paa en detaljeret underbygning af denne forventede udvikling er der intet solidt grundlag for at antage, at maalene kan naas. Hvad vigtigere er, agter koeberen at foroege maengderne, hvilket vil medfoere et foroeget pres paa markedet.

Der blev afholdt et moede mellem Kommissionen og de spanske myndigheder den 26. januar 1990. Her understregede Kommissionens tjenestegrene, at omstruktureringsplanen var uacceptabel som foelge af foroegelsen af salgsmaengderne. De spanske myndigheder sagde, at sammenligningsaaret skulle vaere 1986, hvor der blev solgt 3 mio. par sko, og ikke 1989. Ydermere bekraeftede de, at salget af 3 mio. par var break-even punktet selv med en arbejdsstyrke paa 770 mand. Endvidere indroemmede de, at de havde modtaget adskillige tilbud paa Imepiel, men at det var det gunstigste, de havde accepteret.

Imepiel blev privatiseret den 2. februar 1990.

Som foelge af privatiseringen udvidede Kommissionen sin procedure efter artikel 93, stk. 2, til ogsaa at omfatte foelgende stoettebeloeb:

- kapitaltilfoersler: 1 500 mio. pta. i 1986 og 1 200 mio. pta. i 1987

- kapitaltilfoersel i forbindelse med privatiseringen: 8 500 mio. pta.

- prisnedslag ved privatisering: 3 900 mio. pta.

Denne beslutning blev meddelt de spanske myndigheder ved skrivelse af 3. august 1990, som efterfoelgende blev offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende (2).

Ved skrivelse af 11. oktober 1990 svarede de spanske myndigheder paa Kommissionens beslutning og redegjorde for deres indsigelser mod udvidelsen af proceduren.

III

Kommissionens beslutning om at indlede proceduren efter EOEF-Traktatens artikel 93, stk. 2, blev meddelt den spanske regering ved skrivelse af 14. december 1988, hvori de spanske myndigheder opfordredes til at fremsaette deres bemaerkninger og til at fremlaegge de oplysninger, der anmodes om i beslutningen, samt alle andre oplysninger, som de maatte anse for relevante for Kommissionens vurdering af stoettens forenelighed med det faelles marked.

De oevrige medlemsstater og andre interesserede parter blev underrettet om Kommissionens beslutning gennem offentliggoerelse af skrivelsen i De Europaeiske Faellesskabers Tidende af 3. februar 1989.

Som led i foeromtalte korrespondance fremsatte den spanske regering sine bemaerkninger i skrivelse af 25. januar 1989 og fremlagde paa baggrund af efterfoelgende spoergsmaal fra Kommissionen yderligere oplysninger i skrivelse af 5. april 1989.

For det foerste fandt den spanske regering, at den stoette, der var ydet, var forenelig med artikel 92, stk. 3. For det andet mente den, at stoetten skulle ses i sammenhaeng med privatiseringsprogrammet, omstruktureringsplanen og de foranstaltninger, der var noedvendige for at puste nyt liv i den lokale oekonomi.

Der var oejensynlig blevet gjort forsoeg paa at privatisere virksomheden, som imidlertid var mislykkedes paa grund af koebernes manglende evne til at stille de noedvendige garantier. Omstruktureringsplanen ville blive gennemfoert sammen med foranstaltninger til fremme af den lokale oekonomi, hvorfor stoetten var berettiget.

Den spanske regering haevdede, at stoetten var bundet til omstruktureringen af virksomheden og primaert var af kortfristet karakter, selv om der kunne blive behov for mellemfristede ressourcer. Stoetten stod i et rimeligt forhold til det problem, den tog sigte paa at loese, og konkurrencen inden for fodtoejsindustrien ville derfor ikke blive fordrejet. Industrielle problemer og arbejdsloeshedsproblemer ville ikke blive skubbet over paa andre medlemsstater, da virksomhedens eksport inden for Faellesskabet kun repraesenterede 706 mio. pta. i 1988 (10,92 % af omsaetningen) og forventedes at ville falde. En viderefoerelse af virksomheden ville derfor bidrage til at lette strukturelle problemer i Faellesskabet. Hvis virksomheden fik lov til at gaa ned, kunne det taenkes, at virksomheder fra tredjelande ville udfylde tomrummet.

Den spanske regering pegede ogsaa paa bestemmelserne om artikel 92 og 93 i akten vedroerende Spaniens tiltraedelse.

De spanske myndigheder bekraeftede, at de agtede at saelge virksomheden, og at en omstruktureringsplan var absolut noedvendig for i mindst muligt omfang at skade den lokale oekonomi.

Som led i proceduren fremsatte andre medlemsstater bemaerkninger til kapitaltilfoerslerne:

- den britiske regering delte Kommissionens opfattelse af, at stoette var uforenelig med faellesmarkedet

- den danske, tyske, portugisiske og italienske regering stoettede ogsaa Kommissionen.

Beslutningen om at udvide proceduren efter artikel 93, stk. 2, til ogsaa at omfatte senere stoette til virksomheden - og privatiseringsstoetten - blev meddelt den spanske regering ved skrivelse af 3. august 1990 og offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende (se note 2), hvor de oevrige medlemsstater og andre interesserede parter blev opfordret til at fremsaette deres bemaerkninger. Den spanske regering svarede ved skrivelse af 11. oktober 1990.

De spanske myndigheder var for det foerste uenige med Kommissionen i, at stoetten vedroerende 1986 og 1987 (3 700 mio. pta.) og privatiseringsstoetten paa 3 900 mio. pta. ikke kunne fritages. Dette skyldtes, at de spanske myndigheder fandt, at den paagaeldende stoette opfyldte EF-reglerne, da den tog sigte paa at goere en ende paa de statslige finansieringer, samtidig med at virksomhedens videre eksistens blev sikret og den oekonomiske udvikling af et mindre gunstigt stillet omraade blev tilgodeset. Denne vurdering blev underbygget af, at mange af Imepiels problemer skyldtes industrielle politikker fra foer Spaniens EF-medlemskab.

Den spanske regering fandt ikke, at salget involverede stoette, idet den var af den opfattelse, at virksomhedens vaerdi ikke skulle beregnes paa grundlag af nettoaktiverne, men paa grundlag af nutidsvaerdien af fremtidige afkast. Dette blev underbygget af den omstaendighed, at Imepiel blev solgt til den hoejestbydende.

I svaret blev der endvidere gjort rede for koeberens planer for virksomheden, herunder investeringer og en omstrukturering af arbejdsstyrken og produktionskapaciteten. Kapaciteten ville blive beskaaret, og derfor ville virksomheden faa mindre indflydelse paa markedet.

Endvidere understregedes problemets sociale aspekter: virksomheden er placeret i en by med 27 000 indbyggere, hvoraf de 2 000 er arbejdsloese. En lukning af virksomheden ville vaere kostbar ikke blot i afskedigelsesomkostninger, men ogsaa i relation til den aktuelle arbejdsloeshed og i omskolingsomkostninger. Alt i alt mente de spanske myndigheder, at der var tale om en usaedvanlig sag, og at al den ydede stoette var forenelig med Traktaten.

Efter offentliggoerelsen af skrivelsen i De Europaeiske Faellesskabers Tidende modtog Kommissionen et svar fra British Footwear Manufacturers' Federation. De understregede, at den spanske eksport til Det Forenede Kongerige var steget, og at disse sko konkurrerede i den lavere del af markedet, hvor der konkurreres paa pris snarere end paa kvalitet. Derfor ville enhver statsstoette, der gjorde det muligt for en fabrikant at reducere sine salgspriser, have en negativ effekt paa konkurrencen.

Den 18. marts 1991 blev der afholdt et moede mellem repraesentanter for Kommissionen og Patrimonio for at gennemgaa Imepiels omstruktureringsplan.

Kommissionen fremfoerte primaert, at omstruktureringsplanen

- skulle indebaere en nedskaering af produktionskapaciteten, salgsmaengder og markedsandele

- skulle sikre virksomhedens levedygtighed

- ikke maatte involvere stoette ud over det absolut noedvendige.

Endvidere understregede Kommissionen, at som foelge af de til salgskontrakten knyttede betingelser kunne udbydningen af Imepiel ikke karakteriseres som aaben og betingelsesloes, og at virksomheden desuden havde modtaget kapitaltilfoersler, som laenge havde gjort det muligt for virksomheden at fortsaette driften paa et kunstigt opretholdt niveau.

Paa samme moede erindrede Patrimonios repraesentanter Kommissionen om, at Imepiels nuvaerende tilstand skyldtes den politik, der var blevet foert foer Spaniens EF-medlemskab, og de bekraeftede de bemaerkninger, de havde fremfoert umiddelbart efter indledningen af proceduren efter Traktatens artikel 93. Desuden fremhaevede de paa ny, at en nedskaering af virksomhedens produktionskapacitet eller markedsandele ville underminere dens eksistensgrundlag.

Den 18. april 1991 tilsendtes de spanske myndigheder et referat af moedet sammen med en detaljeret liste over de oplysninger, som Kommissionen havde brug for med henblik paa den videre behandling af sagen.

Kommissionen har endnu ikke modtaget disse oplysninger.

IV

I forbindelse med gennemgangen af kapitaltilskuddene fra »Patrimonio del Estato« til Imepiel i aarene 1986-1989 og paa privatiseringstidspunktet samt de oevrige vilkaar i den med Circulo de Financiación y Gestion SA indgaaede salgskontrakt har Kommissionen undersoegt, i hvilket omfang disse offentlige interventioner indeholder statsstoetteelementer efter Traktatens artikel 92, stk. 1.

Det skal bemaerkes, at »Patrimonio del Estado« udgoer en integrerende del af den spanske stat med status som generaldirektorat under det spanske oekonomiministerium. Dets finanser varetages ene og alene af staten paa basis af budgetgodkendelser. Paa denne baggrund maa »Patrimonio del Estado« finansielle midler betragtes som statsmidler, og derfor udgoer kapitaltilfoerslerne til Imepiel offentlig stoette.

Tildelingen af statsmidler til virksomheder i form af kapitaltilfoersel indeholder et element af statsstoette, hvis saadanne midler stilles til raadighed paa vilkaar, som ikke ville vaere acceptable for en privat investor, der opererer under normale markedsvilkaar i en markedsoekonomi. Det er bl.a. tilfaeldet, naar virksomhedens finansielle stilling, navnlig sammensaetningen og stoerrelsen af dens gaeld, er saaledes, at der ikke kan forventes et normalt afkast - i form af dividender eller kapitalvindinger - inden for et rimeligt tidsrum efter kapitalinvesteringen. Det er ogsaa tilfaeldet, naar virksomheden paa grund af en utilstraekkelig pengestroem - om ikke af anden grund - ikke vil kunne rejse de noedvendige midler til et investeringsprogram, paa kapitalmarkedet. Kommissionen gjorde denne stilling kendt i sin skrivelse af 17. september 1984 til medlemsstaterne om anvendelsen af EOEF-Traktatens artikel 92 og 93 paa offentlige myndigheders kapitalinteresser. I denne forbindelse boer det ogsaa bemaerkes, at Kommissionen for nylig i sin meddelelse af 24. juli 1991 om indfoerelse af et nyt indberetningssystem til afsloering, af, hvornaar der optraeder stoette i finansielle stroemme mellem offentlige myndigheder og offentligt ejede virksomheder, mindede medlemsstaterne om, hvilke principper den vil anvende til at fastslaa, om der indgaar stoette i saadanne statsinterventioner (se afsnit III i meddelelsen).

Endvidere har EF-Domstolen belyst anvendelsen af Traktatens artikel 92, stk. 1, paa offentlige kapitalinteresser (se dom af 14. november 1984 i sag 323/82, Intermills (3) og domme af 10. juli 1986 i sag 234/84, Meura (4), og 40/85, Boch (5)). Domstolen skelner ogsaa mellem minoritetsaktionaerer og majoritetsaktionaerer i relation til indskud af kapital (se domme af 21. marts 1991 i sag 305/89, Alfa Romeo (6) og 303/88, ENI-Lanerossi (7)). Med henblik paa at fastslaa, om et kapitaltilskud udgoer statsstoette, har Domstolen paapeget, at det er noedvendigt at vurdere, om den paagaeldende virksomhed kunne have skaffet sig finansieringen paa det private kapitalmarked. Hvis der er forhold, der tyder paa, at virksomheden ikke kunne have rejst den fornoedne kapital paa det aabne marked fra en privat investor, er det korrekt at slutte, at der er tale om statsstoette.

Da »Patrimonio del Estado« i 1986 for foerste gang efter Spaniens EF-medlemskab indskoed kapital i Imepiel, havde virksomheden de seneste ti aar lidt tab, og staten havde allerede tidligere ved flere lejligheder vaeret noedsaget til at indskyde ny kapital i virksomheden for at holde den gaaende. Da alle disse investeringer ikke resulterede i noget kapitalafkast, er det usandsynligt, at en markedsoekonomisk investor, der baserer sine forretningsmaessige beslutninger paa forventninger om overskud og ikke beskaeftiger sig med sociale, regionale og sektorbestemte overvejelser, ville have ydet Imepiel adskillige kapitalforoegelser paa i alt 6 029 mio. pta. i aarene 1986-1988.

Det maa overvejes, om der var statsstoette involveret, da staten godkendte en nominel salgspris paa Imepiel paa 100 mio. pta.

Proceduren i forbindelse med salget af virksomheden foregik paa det aabne marked, idet virksomheden blev averteret til salg gennem forskellige internationale banker og lignende organer. De spanske myndigheder underrettede Kommissionen om detaljerne i adskillige tilbud, og disse oplysninger viser, at nettoomkostningerne for den spanske stat (dvs. kapitaltilfoersler minus salgspris) var lavest ved salg til den udvalgte koeber.

Endvidere betoed den omstaendighed, at virksomheden ikke havde haft noget overskud de seneste aar, og at dens fremtidsplaner gav grund til at formode, at der fortsat ville komme mange tabsgivende aar, at virksomhedens vaerdi var minimal. Det er isaer vigtigt at bemaerke, at virksomhedens regnskaber den 31. december 1989 viste, at den havde nettopassiver paa 135 mio. pta., hvorved dens vaerdi var ubetydelig.

Af disse aarsager og som foelge af, at der i salgskontrakten blev stillet krav om, at koeberen skulle beholde sin investering i tre aar, maa salgsprisen paa 100 mio. pta. anses for rimelig.

Salget fandt sted paa basis af, at den spanske stat ville indskyde 8 500 mio. pta. i virksomheden, hvilket var noedvendigt for at tiltraekke en koeber. For at kunne afgoere, om dette kapitaltilskud indeholdt statsstoette, er det noedvendigt at undersoege, om staten optraadte med samme rationalitet som en markedsoekonomisk investor. En markedsoekonomisk investor, der agter at maksimere afkastet af sin investering, ville kun have ydet et saadant kapitaltilskud, hvis det betoed, at han i betragtning af salget som helhed ville komme til at staa bedre rent oekonomisk set paa et senere tidspunkt. Det pengemaessige afkast af kapitaltilfoerslen var imidlertid inden for rammerne af salgskontrakten begraenset til 100 mio. pta., hvilket ikke kan betragtes som et rimeligt afkast af investeringen.

Ved udvidelsen af proceduren efter Traktatens artikel 93, stk. 2, blev det antaget, at salgsprisen indeholdt et stoetteelement, idet koeberen mente, at Imepiel var 4 000 mio. pta. vaerd efter statens kapitaltilfoersel paa salgstidspunktet. Dette var taenkeligt ud fra den begrundelse, at kapitaltilfoerslen paa 8 500 mio. pta. kan have vaeret forenelig med Traktaten. Efter nye overvejelser er opfattelsen den, at salgsprisen ikke indeholder noget supplerende stoetteelement.

De spanske myndigheder opgav pr. 31. oktober 1989 en likvidationspris paa Imepiel paa minus 1 436 mio. pta. Desuden tilkendegav de, at der skulle daekkes afskedigelsesomkostninger paa 5,5 mio. pta. pr. ansat, dvs. i alt 7 909 mio. pta. Disse omkostninger paa tilsammen 9 345 mio. pta., haevdede de, var stoerre end kapitaltilskuddet i forbindelse med privatiseringen, hvorfor staten havde truffet den rigtige oekonomiske beslutning.

Der skal noteres, at i modsaetning til bemaerkningerne fra de spanske myndigheder ville en lukning af Imepiel ikke have vaeret dyrere for staten end salget af virksomheden paa de aftalte vilkaar. Som ejer af virksomheden ville staten ikke have vaeret forpligtet til at daekke differencen mellem overskuddet af likvidationen af aktiverne paa den ene side og passiverne paa den anden side i forbindelse med lukningen af Imepiel, idet ansvaret ved et selskab med begraenset haeftelse er begraenset til indfrielse af gaeld i samme stoerrelsesorden som likvidationsvaerdien af aktiverne, og under normale omstaendigheder har ejeren af virksomheden intet ansvar for fremtidige underskud.

Det er vigtigt at vaere opmaerksom paa, at i analysen af et selskabs likvidationsomkostninger skal staten skelne mellem sin rolle som ejer af eller aktionaer i en virksomhed og sin rolle som ansvarlig for udbetalingen af arbejdsloeshedsunderstoettelse og socialsikringsydelser.

Naar Kommissionen skal vurdere en stats adfaerd i forhold til en markedsoekonomisk investors adfaerd, skal den navnlig vurdere, »om en privat virksomhed ud fra udsigterne til rentabel drift under lignende omstaendigheder ville have foretaget en saadan kapitalforhoejelse, idet der herved skal ses bort fra ethvert socialt, politisk eller regionalt hensyn til den paagaeldende sektor« (praemis 14 i sag 234/84, Meura). Hvis Kommissionen tog saadanne omkostninger med i sine overvejelser, ville det vaere det samme som at give medlemsstaterne ret til at redde kriseramte virksomheder ud fra rent nationale interesser. Denne situation, som kunne medfoere alvorlig konkurrencefordrejning til skade for den faelles interesse, ville vaere i strid med de bestemmelser i EOEF-Traktaten, der bemyndiger Kommissionen til at bestemme foreneligheden af statsstoette inden for rammerne af Faellesskabet som helhed snarere end inden for rammerne af en enkelt medlemsstat.

Efter saaledes at have gennemgaaet sagen noeje er Kommissionen naaet til den konklusion, at statsstoetten til Imepiel omfatter de 6 029 mio. pta. i kapitaltilfoersel fra »Patrimonio del Estado« i aarene 1986-1988 samt stoetten paa 8 500 mio. pta. i form af den sidste kapitaltilfoersel fra »Patrimonio del Estado« forud for privatiseringen af virksomheden. Disse penge styrkede paa kunstig vis Imepiels finansielle stilling.

Stoetten til Imepiel paavirker samhandelen mellem medlemsstaterne og fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencen inden for det faelles marked, jf. Traktatens artikel 92, stk. 1.

Naar finansiel bistand fra en stat styrker bestemte virksomheders stilling i forhold til andre konkurrerende virksomheders stilling i Faellesskabet, paavirker denne bistand noedvendigvis disse andre virksomheder (Domstolens dom af 17. september 1980 i sag 730/79, Philip Morris (8)).

Det skal bemaerkes, at det marked, paa hvilket Imepiel fremstiller og saelger varer, er meget konkurrencebetonet. Som Kommissionen bemaerkede ved procedurens indledelse (se note 2), er EF's skoproduktion paa 1 050 mio. par sko, og markedet er praeget af en vigende efterspoergsel, der har medfoert, at produktionen er faldet med omkring 15 % siden 1986.

Hele markedet tegner sig for omkring 1 290 mio. par sko, og samhandelen inden for Faellesskabet tegner sig for omkring 440 mio. par (42 % af produktionen, 34 % af markedet). Inden for hele skotoejsindustrien er der 360 000 ansatte, der direkte er beskaeftiget med produktion, og andre 140 000 ansatte, der er beskaeftiget inden for indirekte produktion og hjaelpeproduktion (skind samt dele og tilbehoer); sektoren er karakteriseret ved sin fragmentariske struktur med en lang raekke smaa virksomheder (ca. 15 000 med en gennemsnitlig arbejdsstyrke paa 24).

I 1986 havde Spanien ca. 14 % af EF-markedet maalt i produktion, og heraf eksporteredes 61 %. Eftersom virksomheden er en betydningsfuld producent maalt i antallet af ansatte og maengdemaessigt ligger over gennemsnittet, tegner virksomheden sig for mere end en marginal andel af EF-markedet. Da markedet desuden er mere pris- end maengdeorienteret, vil finansiel bistand fra staten noedvendigvis have en betydelig negativ effekt paa konkurrencen. Bistanden saetter Imepiel i stand til at fortsaette driften paa et niveau, som virksomheden ikke ville kunne opretholde med egne midler. Den bevarer derfor en kunstigt hoej markedsandel og vaelter nedskaeringsproblemerne over paa konkurrenterne. Selv om Imepiel ikke i vaesentligt omfang deltager i Spaniens eksportmarked, vanskeliggoer virksomhedens kunstige tilstedevaerelse paa det spanske marked andre EF-producenters adgang til dette marked (se Domstolens dom af 13. juli 1988 i sag 102/87, Frankrig/Kommissionen (9)).

V

Hvad angaar den retlige status af stoetten til Imepiel efter EF-retten, maa det konkluderes, at den er ulovlig, eftersom den spanske regering undlod at forhaandsanmelde den til Kommissionen, saaledes som det kraeves i henhold til Traktatens artikel 93, stk. 3.

Den situation, der er opstaaet som foelge af dette brud paa Traktatens bestemmelser, er saerlig alvorlig, da de paagaeldende stoettebeloeb allerede er blevet udbetalt til modtageren. Paa denne baggrund skal der erindres om, at i betragtning af den bydende og hastende karakter af de i artikel 93, stk. 3, fastsatte procedureregler, som ogsaa gaelder for det offentlige - og hvis direkte virkning EF-Domstolen har stadfaestet i sin dom af 19. juni 1973 i sag 77/72, Capolongo (10), af 11. december 1973 i sag 120/73, Lorenz (11), af 22. marts 1977 i sag 78/76, Steinicke (12) - kan der ikke efterfoelgende raades bod paa ulovligheden af den her omhandlede stoette.

Uanset dette skal det bemaerkes, at Kommissionen er forpligtet til at gennemfoere de relevante procedurer i relation til artikel 93, stk. 2, jf. EF-Domstolens dom af 14. februar 1990 i sag 301/87, Boussac Saint Frères (13).

VI

I Traktatens artikel 92, stk. 1, hedder det, at stoette, der opfylder de deri fastsatte kriterier, i princippet er uforenelig med det faelles marked.

De i artikel 92, stk. 2, fastsatte undtagelsesbestemmelser kan ikke finde anvendelse i denne sag, idet stoetten ikke tjener til opfyldelse af de i den paagaeldende artikel omhandlede maalsaetninger.

I artikel 92, stk. 3, opregnes den form for stoette, der kan vaere forenelig med det faelles marked. Foreneligheden med det faelles marked maa vurderes i forhold til Faellesskabet som helhed og ikke i forhold til en enkelt medlemsstat. For at kunne sikre et velfungerende faelles marked - og for at tage hensyn til princippet i artikel 3, litra f) - maa undtagelsesbestemmelserne i artikel 92, stk. 3, fortolkes snaevert, naar en stoetteordning eller en specifik stoettetildeling analyseres. Navnlig kan disse undtagelsesbestemmelser kun goeres gaeldende, naar Kommissionen er overbevist om, at det uden stoette vil vaere umuligt for markedskraefterne alene at lede modtagerne i en retning, der vil kunne tjene til at opfylde en af maalsaetningerne med de omtalte undtagelsesbestemmelser.

At bringe undtagelsesbestemmelserne i anvendelse paa sager, der ikke bidrager til opfyldelsen af saadanne maalsaetninger, eller paa sager, hvor stoetten ikke er noedvendig for opfyldelsen heraf, vil vaere det samme som at give saerlige fordele til bestemte medlemsstaters industrigrene eller virksomheder, hvis finansielle stilling vil blive kunstigt styrket, hvorved samhandelen mellem medlemsstaterne paavirkes og konkurrencevilkaarene fordrejes uden nogen begrundelse i den faelles interesse, jf. artikel 92, stk. 3.

Virksomheden fik ydet stoette fra de spanske myndigheder i form af kapitaltilfoersler paa i alt 6 209 mio. pta. mellem 1986 og 1988.

Kommissionen deler de spanske myndigheders synspunkt, nemlig at disse kapitaltilfoersler i aarene 1986-1988 blev gennemfoert som respons paa forhold, der var opstaaet foer Spaniens EF-medlemskab.

For saa vidt angik offentlige virksomheder var industripolitikken i Spanien forud for EF-medlemskabet undertiden baseret paa principper, der var radikalt forskellige fra dem, der ligger til grund for EOEF-Traktatens bestemmelser for konkurrencepolitikken. Dengang blev visse tabsgivende offentlige virksomheder foert videre med utilstraekkelige ledelsesstrukturer, og driften af disse virksomheder blev holdt kunstigt i live ved hjaelp af finansiel bistand fra staten. Efter Spaniens tiltraedelse blev disse virksomheder tvunget til at tilpasse sig et erhvervsmiljoe baseret paa retfaerdig konkurrence. Stoetten til Imepiel tog primaert sigte paa at lette denne tilpasning. Det skal bemaerkes, at denne stoette var udtryk for et reelt forsoeg paa at skabe grundlag for en endelig omstrukturering af virksomheden.

For saa vidt angaar kapitaltilfoerslerne paa 6 029 mio. pta. i aarene 1986-1988 er Kommissionen derfor naaet til den konklusion, at stoetten kan anses for at vaere forenelig med det faelles marked, jf. undtagelsesbestemmelsen i artikel 92, stk. 3, litra c).

Hvad angaar den stoette, der er indeholdt i kapitaltilfoerslen paa 8 500 mio. pta. i forbindelse med privatiseringen, maa det undersoeges, om den kan henfoeres under en af undtagelsesbestemmelserne i artikel 92.

I artikel 92, stk. 3), litra a) og c), er der fastsat en undtagelse for stoette, der fremmer eller letter udviklingen i bestemte omraader. Imepiel ligger i Vall d'Uxó, der er et omraade, hvor levestandarden ikke er usaedvanlig lav, og hvor der ikke hersker en alvorlig underbeskaeftigelse, jf. artikel 92, stk. 3, litra a). Hvad angaar anvendelse af undtagelsesbestemmelsen i artikel 92, stk. 3, litra c), paa grundlag af regionale hensyn, har Kommissionen som en fravigelse efter artikel 92, stk. 3, litra c), accepteret, at der i Vall d'Uxó kan ydes stoette paa op til maksimalt 30 % af de produktive kapitalinvesteringer (Kommissionens beslutning af 15. juni 1989).

Denne beslutning om at godkende, at der kan ydes regionalstoette til dette omraade, blev truffet af Kommissionen for bl.a. at tilskynde til investeringer i diversificeringer, navnlig med henblik paa at skabe et sikkerhedsnet under afskedigelserne fra Imepiel, og ikke for at hjaelpe Imepiel selv. Desuden blev den paagaeldende stoette ydet paa basis af en ad hoc-beslutning truffet af den spanske regering i form af en betingelsesloes kapitaltilfoersel snarere end i form af et tilskud til skabelse af produktive kapitalinvesteringer. Som foelge af ovenstaaende forhold er det derfor ikke muligt at indroemme en undtagelse baseret paa regionale hensyn efter artikel 92, stk. 3, litra c).

Endvidere var kapitaltilfoerslen paa 8 500 mio. pta. i forbindelse med privatiseringen ikke af en saadan art, at den kunne klassificeres som stoette til fremme af udviklingen af visse oekonomiske regioner, idet den tog form af driftsstoette til en virksomhed i vanskeligheder. Med andre ord var kapitaltilfoerslen ikke betinget af investeringer eller jobskabelse, jf. Kommissionens meddelelse fra 1979 om principperne for koordinering af regionalstoette.

Selv hvis Kommissionen vurderede kapitaltilfoerslen paa grundlag af retningslinjerne for regionalstoette, ville stoetten kun kunne berettiges, hvis for det foerste den bidrog til en reel og langsigtet udvikling af regionen med deraf foelgende sikring af de paagaeldende virksomheders levedygtighed, og for det andet, hvis virksomheden - som et bidragende element - havde en omstruktureringsplan, der ville kunne styrke dens konkurrencemaessige stilling.

Derfor kan kapitaltilfoerslen ikke anses for stoette »til fremme af visse oekonomiske regioner«, som er tilladt, »naar den ikke aendrer samhandelsvilkaarene paa en maade, der strider mod den faelles interesse«. Den paagaeldende stoette kan derfor ikke henfoeres under en af undtagelsesbestemmelserne i artikel 92, stk. 3, litra c).

Hvad angaar undtagelsesbestemmelserne i artikel 92, stk. 3, litra b), tog de paagaeldende stoetteforanstaltninger hverken sigte paa eller form af et projekt af faelleseuropaeisk interesse eller et projekt til afhjaelpning af en alvorlig forstyrrelse i den spanske oekonomi. Desforuden har de spanske myndigheder ikke paaberaabt sig denne undtagelsesbestemmelse i deres bemaerkninger til Kommissionen.

Hvad angaar undtagelsesbestemmelsen i artikel 92, stk. 3, litra c), som gaelder for stoette til fremme af udviklingen af visse erhvervsgrene, forudsat at stoetten ikke aendrer samhandelsvilkaarene paa en maade, der strider mod den faelles interesse, skal det foerst og fremmest bemaerkes, at stoetten til Imepiel falder ind under kategorien af stoette til virksomheder i vanskeligheder, da baade virksomhedens finansielle stilling og finansielle resultater altid har vaeret usikre. Stoette til virksomheder i vanskeligheder indebaerer en stor risiko for, at arbejdsloeshedsproblemer og industrielle problemer flyttes fra en medlemsstat til en anden. Denne form for stoette viderefoerer status quo ved at fratage de markedsoekonomiske kraefter deres saedvanlige konsekvenser, som bestaar i, at ukonkurrencedygtige virksomheder i processen hen imod en tilpasning til aendrede konkurrencevilkaar forsvinder. Derfor anlaegger Kommissionen en meget streng synsvinkel, naar den vurderer lovligheden af stoette til omstrukturering af virksomheder i vanskeligheder. Kommissionen kraever navnlig, at denne form for offentlig stoette goeres betinget af, at der gennemfoeres et sundt omstrukturerings- eller omstillingsprogram, der vil kunne genskabe stoettemodtagerens langsigtede levedygtighed. Desuden skal der kompenseres for stoetten i form af et bidrag fra stoettemodtageren eller til udviklingen af sektoren som helhed paa EF-plan gennem en nedbringelse af virksomhedens tilstedevaerelse paa markedet.

Kapitaltilfoerslen paa 8 500 mio. pta. i forbindelse med privatiseringen skulle saette virksomheden i stand til at tilbagebetale laan (4 000 mio. pta.) og gennemfoere afskedigelser (3 000 mio. pta.). Restbeloebet skal anvendes som driftskapital for virksomhedens aktiviteter.

Det skal bemaerkes, at disse tre aktioner vil faa indvirkning paa virksomhedens fremtidige konkurrencedygtighed, da de uden stoetten skulle have vaeret finansieret ud af virksomhedens egne midler.

Koeberne har udarbejdet en plan for virksomhedens fremtid (som senere er blevet revideret), som faktisk indebaerer, at produktionen vil stige snarere end falde, saaledes som det ville vaere noedvendigt for at goere omstruktureringen interessant for den beroerte sektor paa EF-plan.

Som foelge af, at Kommissionen paa privatiseringstidspunktet ikke fik forelagt en omstruktureringsplan, der

- beviste, at virksomheden ville vaere levedygtig i fremtiden

- omfattede en reduktion af virksomhedens produktionskapacitet og

- udviste et fald i virksomhedens markedsandele,

er der ikke grundlag for at antage, at denne omstrukturering vil fremme udviklingen af en erhvervsgren i overensstemmelse med den faelles interesse. Derfor er denne stoette uforenelig med Traktatens artikel 92.

Ved skrivelser af 7. juni og 18. juli 1991 anmodede de spanske myndigheder Kommissionen om at udsaette enhver beslutning i denne sag, indtil de havde haft mulighed for at fremlaegge en alternativ omstruktureringsplan, som de var i faerd med at droefte med Imepiel.

Ved skrivelse af 6. august 1991 meddelte Kommissionen de spanske myndigheder, at da den sidste frist (31. maj 1991) for indlevering af en alternativ omstruktureringsplan allerede var overskredet med to maaneder, kunne den ikke udskyde sin endelige beslutning laengere.

VII

Paa baggrund af ovennaevnte betragtninger maa det konkluderes, at statsstoetten til Imepiel paa 8 500 mio. pta. som led i salget af denne virksomhed til Circulo de Financiación y Gestion SA er ulovlig efter EF-retten, eftersom stoetten blev ydet af den spanske regering i strid med bestemmelserne i Traktatens artikel 93, stk. 3.

Stoetten paa 8 500 mio. pta. skal imidlertid reduceres med salgsprovenuet paa 100 mio. pta. for at naa frem til nettoomkostningerne ved statens transaktion. Ved at beregne dette nettobeloeb afspejles baade fordelen for koeberen, Circulo de Financiación y Gestion SA, og omkostningerne for staten.

Endvidere opfylder stoetten ikke de fornoedne betingelser for at kunne henfoeres under en af undtagelsesbestemmelserne i Traktatens artikel 92, stk. 2 og 3, og den er derfor ogsaa uforenelig med Traktaten.

I de tilfaelde, hvor der er ydet stoette, som er uforenelig med faellesmarkedet, kan Kommissionen paa basis af EF-Domstolens dom af 12. juli 1973 i sag 70/72, Kohlegesetz (14) og af 24. februar 1987 i sag 310/85, Deufil (15) kraeve, at medlemsstaterne soeger ulovligt udbetalt stoette tilbagebetalt -

VEDTAGET FOELGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Stoetten paa 6 029 mio. pta. mellem 1986 og 1988 blev ydet ulovligt, da den blev ydet i strid med procedurereglerne i EOEF-Traktatens artikel 93, stk. 3.

Desuagtet opfylder stoetten betingelserne for at kunne henfoeres under undtagelsesbestemmelsen i artikel 92, stk. 3, litra c), og er derfor forenelig med det faelles marked.

Artikel 2

Nettostatsstoetten paa 8 400 mio. pta. (dvs. kapitaltilfoerslen paa 8 500 mio. pta. minus salgsprovenuet paa 100 mio. pta.) indeholdt i kapitaltilfoerslen fra Patrimonio del Estado til Imepiel samtidig med privatiseringen af Imepiel den 2. februar 1990 er ulovlig i henhold til faellesskabsretten, da den blev ydet af den spanske regering i strid med bestemmelserne i EOEF-Traktatens artikel 93, stk. 3.

Endvidere opfylder den paagaeldende stoette ingen af de fornoedne betingelser for at kunne henfoeres under en af undtagelsesbestemmelserne i EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 2 og 3, hvorfor den er uforenelig med det faelles marked.

Artikel 3

Den med det faelles marked uforenelige statsstoette tilbagebetales. Derfor skal Patrimonio del Estado tilbagekraeve 8 400 mio. pta. fra Imepiel.

Stoetten tilbagekraeves i overensstemmelse med procedurerne og bestemmelserne i den nationale lovgivning, navnlig dem, der vedroerer renter paa restancer til staten, idet renterne begynder at paaloebe fra den dato, paa hvilken den ulovlige stoette blev ydet.

Artikel 4

Den spanske regering underretter senest to maaneder efter datoen for meddelelsen af denne beslutning Kommissionen om de foranstaltninger, den har truffet for at efterleve beslutningen.

Artikel 5

Denne beslutning er rettet til Kongeriget Spanien. Udfaerdiget i Bruxelles, den 25. marts 1992. Paa Kommissionens vegne

Leon BRITTAN

Naestformand

(1) EFT nr. C 28 af 3. 2. 1989, s. 7. (2) EFT nr. C 320 af 20. 12. 1990, s. 18. (3) Sml. 1984, s. 3809. (4) Sml. 1986, s. 2263. (5) Sml. 1986, s. 232. (6) Endnu ikke offentliggjort i Tidende. (7) Endnu ikke offentliggjort i Tidende. (8) Sml. 1980, s. 2688. (9) Sml. 1988 s. 4067. (10) Sml. 1973, s. 611. (11) Sml. 1973, s. 1471. (12) Sml. 1977, s. 595. (13) Sml. 1990, s. I-307. (14) Sml. 1973, s. 813. (15) Sml. 1987, s. 901.